x

MUSIK AARHUS FESTIVAL: PLADEBØRS (FOREGÅR PÅ GODSBANEN)

D. 12.01.2013 Kl. 10:00

Med hjælp fra Per Jensen udvider Musik Aarhus Festival i 2013 med en pladebørs, som bliver afholdt på Godsbanen. Igennem tre årtier har Per Jensen været med- og hovedarrangør for Pladebørsen i Aarhus, som de seneste år er løbet af stablen i DGI Huset.

Pladebørsen, der i sagens natur vil byde på stribevis af stande med masser af plader, er en naturlig udvidelse af Musik Aarhus Festival. Og ‘børsen’ sørger for, at det ikke kun er de udøvende musikere, arrangører, musikskolerne med flere, der bidrager til det samlede budskab om at skabe større kendskab til den rytmiske musik i Aarhus.

Når Pladebørsen i Aarhus holder arrangementer i DGI Huset kommer der både sælgere fra Tyskland, Sverige og Holland. Tilmed har der engang været amerikansk islæt på Pladebørsen i Aarhus, men denne gang bliver det dog fortrinsvis lokale og nationale sælgere.

På en pladebørs finder man som oftest meget dedikerede gæster og samlere, men Per Jensen understreger, at en pladebørs kan være for alle. Der er både sjældne og dyre plader, men også alt muligt andet.

"Der er flere slags publikum. Primært folk, som er stærkt interesseret i noget bestemt, som de er på udkig efter. Men også folk, som bare er på udkig efter noget billig musik. Du kan nemt finde en CD eller en LP til en tier, sommetider mindre, men du kan også godt finde noget til 3.000, hvis det er noget, der er eftertragtet. Det man handler med på en pladebørs er primært vinyl, som ikke er tilgængeligt i dag. Men det kan også være cd'er, dvd'er, bøger og blade - alt, hvad der vedrører musik. Primært inden for rock og pop."

Og ligesom resten af Musik Aarhus Festival er det ganske gratis at deltage pladebørsen.