x

Tiptoe Bigband Feat. Frederik Lundin
Dexter
D. 03.02.2013 Kl. 15:00

TIPTOE Bigband har indledt et musikalsk samarbejde med den danske tenorsaxofonist og komponist Fredrik Lundin, som resulterer i en koncert med musik af Lundin – og med ham selv og sangerinden Trinelise Væring som solister.

Ny dansk jazz af international tilsnit.

Fredrik Lundin er en af de helt store, toneangivende solister på den skandinaviske jazzscene – med en stærk kunstnerisk profil, der går som en rød tråd gennem hele hans karriere og en spillestil, der har vist sig at ramme et bredt publikum gennem årene. Som saxofonist har han med sit på én gang ekspressive og inderlige spil en særlig evne til at suge lytteren ind i musikken, så man føler sig som en del af dens tilblivelse.

Som musiker, komponist og kapelmester har Lundin en forkærlighed for den store orkesterlyd. Lundin peger selv på Charlie Mingus og Gil Evans som store forbilleder, når det handler om at skrive musik for stort orkester:

Fredrik Lundin (f. 1963) har ledet egne grupper siden sin debut i 1981 – bl.a. Fredrik Lundin Kvartet/Sextet, Fredrik Lundin Overdrive og Lundin/Danemo Kvartet – og har udgivet en lang række anmelderroste album i eget navn. Har desuden medvirket som “sideman” i et utal af orkestre – ledet af f.eks. Frans Bak, Jan Kaspersen, Marilyn Mazur og den norske pianist Jon Balke.

Trinelise Væring (f. 1965) har med sit originale repertoire af egne sange og sin indtrængende sangstil markeret sig som en af de mest personlige og udtryksfulde sangere på den danske jazzscene – med en række flotte solo-udgivelser. I de senere år har hun desuden skabt en ret opsigtsvækkende karriere i en mere hårdtslående og ikke mindre ekspressiv singer/songwriter/rock-stil, som man bl.a. kan høre på hendes seneste solo-album “Umanérlig” fra 2011.

TIPTOE er kendt for at forny den store orkesterlyd ved at lade bandet indgå i forskellige musikalske samarbejder, som rækker langt ud over bigband-taditionen. Orkestret har således spillet sammen med navne som Marie Bergman, Tobias Trier, Steffen Brandt, Julie Maria, Lars Møller, Lasse Helner, Helle Hansen, Jesper Riis, Søren Møller og Dick Oatts – og senest arbejdet med et musikalsk mix af bigband-lyd og den elektroniske dubstep-stil. Fælles for projekterne er, at man mødes på midten, og inspirationen går begge veje.