Nyhed

Stereo Studios konkurssalg: To timers kø til kassen

Store rabatter på 130.000 varer er et tilløbsstykke

Se flere billeder fra konkurssalget her

Fredag formiddag begyndte Stereo Studios konkurssalg, hvor 130.000 varer er blevet sat på tilbud af Auktionshuset DAB i et lager i Højbjerg i Aarhus Syd. GAFFA besøgte konkurssalget lørdag eftermiddag, men allerede en time før lukketid fik nytilkomne at vide, at der ikke var plads til flere kunder i dag – og at der var to timers ventetid ved kassen.

Lederen af salget, Kåre Madsen fra Auktionshuset DAB, fortæller til GAFFA: – Der var folk, der havde ventet fra ottetiden, da salget begyndte fredag klokken 10. Om formiddagen var køen på flere hundrede meter, og jeg vil tro, at vi havde 1500-1700 kunder inde i går og lidt færre i dag, hvor vi har en lidt kortere åbningstid. Hvor mange penge, vi har fået ind, har vi slet ikke noget overblik over endnu.


Kåre Madsen tilføjer, at det af pladsmæssige årsager kun er cirka 20 procent af Stereo Studios varelager, der er blevet sat til salg på nuværende tidspunkt, men hylderne bliver løbende fyldt op, sådan at der er et bredt udvalg både af varer og inden for alfabetet.

Efter at have været en landsdækkende musik- og filmkæde i 40 år måtte Stereo Studio erklære sig konkurs den 28. august 2015. Ved konkurssalget er der 25 procent rabat på lp'er, elektronik og spiltilbehør samt 50 procent rabat på alle andre varer. 

Stream til hverdag, vinyl til særlige udgivelser


Selvom lagerbygningen var proppet med kunder, fik GAFFA lov at komme indenfor og interviewe nogle af de mange ventende kunder i de lange køer for at høre om deres forhold til Stereo Studio og dagens køb. Vi mødte blandt andet Ditte Mathiasen, 25 år og Stig Winther, 30 år, begge oprindeligt Holstebro, nu Aarhus.

Hvad er jeres forhold til Stereo Studio?

Ditte: – Jeg er vokset op i Holstebro, hvor der var en Stereo Studio, og jeg har købt mange ting der, især cd'er og film. Jeg begyndte at købe cd'er i begyndelsen af mine teenageår, og på et tidspunkt var det nok cirka en cd eller en film om måneden, ofte dem på tilbud til en halvtredser. De har altid været velassorterede og haft kyndige ekspedienter.


Stig: – Det samme kan jeg sige.

Hvad så i de senere år, har I også købt cd'er dér?

Ditte: – Nej, det er gået lidt ned ad bakke, vi er gået over til streaming. Mest fordi cd'erne fyldte, og man endte jo alligevel altid med at lægge musikken over på sin computer.


Stig: – Det samme her, men jeg er begyndt at købe en del vinyler inden for det sidste halve år. Det er jo hyggeligt og lidt retro-agtigt med de flotte store covers.

Hvad var det første, I købte i Stereo Studio?

Ditte: – Jeg tror, det var været en cd med Celine Dion.


Stig: – Det har nok været Guns N' Roses' "Appetite for Destruction"

Hvordan vil I lytte til musik fremover?

Stig: – Det bliver nok en kombination af stream og vinyl. Stream til hverdag og vinyl til de helt særlige udgivelser.


Parret har købt vinyludgaver af The Beatles' opsamling "1967-70", Bob Marleys opsamling "Legend" og Rage Against the Machines selvbetitlede debut samt et sæt hovedtelefoner og to T-shirts.

Vinyl, når der skal ro på

Vi har også talt med 50-årige Peter Dalsgaard fra Skals.


Hvad er dit forhold til Stereo Studio?

– Det har været godt, og det har været min foretrukne musikbutik i Viborg, indtil den lukkede i sommer. Udbuddet er jo større end for eksempel i Fona. Jeg har købt musik i Stereo Studio jævnligt siden begyndelsen af 90'erne, måske en gang om måneden, for et par hundrede kroner per gang. Jeg startede med vinyl som barn, gik over til cd, da de kom frem og hører nu både cd og vinyl. Vinyl, når man sætter sig ned og nærlytter, og der skal være lidt mere ro på.

Streamer du også musik?


– Nej, det gør jeg ikke, lyden er for dårlig.

Peter Dalsgaard har blandt andet købt Bob Dylans "Bringing it All Back Home" og The Levon Helm Bands "The Midnight Ramble Sessions Vol. 3" samt Emmylou Harris og Steve Earle – alt sammen på vinyl.

Konkurssalget fortsætter året ud. Se adresse og åbningstider her.


Se flere billeder fra konkurssalget her

 

ANNONCE