Nyhed

Massive Attack giver koncert i Danmark

Det engelske triphop-band spiller i København til februar

Rygtemøllen har de seneste år svirret omkring nye udspil fra Massive Attack, samt snak om samarbejder med både gamle og nye venner af gruppen. I løbet af det seneste år er nogle af disse rygter blevet bekræftet, som for eksempel at de igen samarbejder med Tricky, der senest har medvirket på deres anmelderroste plade "Protection" fra 1994. Dertil er samarbejdet med den aktuelle rapduo Run The Jewels ligeledes bekræftet af gruppen selv.

Gruppen tager på turné i januar og februar 2016, hvor TAP1 søndag den 7. februar vil være deres danske stop på turen. Yderligere byer som Luxembourg, Bruxelles, Milano, Paris, Amsterdam, Berlin med flere er også på listen.

Der er lagt op til flere studiesamarbejder, som mange fans nok vil glæde sig til. I forbindelse med offentliggørelsen af deres kommende turné har bandet bekræftet, at der udkommer nyt materiale senere på året.


Massive Attack er kendt som et af de mest innovative og indflydelsesrige bands fra 90'erne og spiller en unik blanding af hiphop, sjælfyldte melodier, dub og samples af alt fra punk til hiphop. De har på verdensplan solgt over 11 millioner album.

Massive Attack spillede senest i Danmark i november 2009, hvor de gav koncert i Falconer Salen. Her uddelte GAFFAs anmelder Per Bloch Andersen fire stjerner og blandt andet følgende ord: "Massive Attack kan deres kram. De kan orkestrere en multisanselig oplevelse i lyd og billeder og de kender deres virkemidler. Og foran et taknemmeligt og lydhørt publikum kan de sågar spille en serie af nye numre, uden at filmen knækker." Læs hele anmeldelsen her.

Massive Attack (UK)


TAP1, København

Søndag den 7. februar 2016

Forsalg starter på fredag den 9. oktober kl. 10:00 via Billetlugen


Hør sangen "Teardrop" her:

 

 


ANNONCE