Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste fester

Efteråret har ramt os, hvilket betyder tilbagevendende traditioner. Start weekenden på rolig og kulturel manér med Kulturnatten, fest som de kendte på Sunday, eller oplev tysk natklubstemning i Aarhus.

GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!

 

Kulturnatten i hovedstaden


På fredag vender Kulturnatten traditionen tro tilbage i København og Frederiksbergs gader. Vanligt vil kulturen være i centrum, når Københavns forskellige kulturinstitutioner, spisesteder og barer holder åbent hus, hvor omdrejningspunktet vil være alt fra atypiske lys- og lydinstallationer til midnatsjazz i DR Byen. Ydermere vil Brorsons Kirken på Nørrebro endnu en gang slå dørene op til ChurChill, hvor en fem timer lang meditation med ambient elektronisk musik vil være i centrum. Er man mere til Sort Kaffe & Vinyl, kan dette helt ekstraordinært findes på Københavns Museum, hvor der i aftenens anledning er inviteret tre bands, der spiller live i løbet af aftenen. Dette er dog bare en minimal del af programmet for Kulturnatten. Adgang til hele arrangementet med Kulturpas, som kan købes på udvalgte salgssteder.

Hvad: Kulturnatten 2015

Hvor: København og Frederiksberg


Hvornår: 9. oktober – kl. 18.00 - 00.00

Hvordan: Kulturnattens officielle hjemmeside

 


Sunday fejrer fødselsdag

Den københavnske natklub blandt andet kendt for at være et af Casper Christensens mange projekter, runder på fredag to år. Sunday er kendt i det danske festmiljø, måske mest af alt for sine dekadente fester, som på fredag vil nå nye højder. Natklubben har allieret sig med designer Asger Juel Larsen, som vil stå aftenens notoriske udskejelser. Dørene åbnes kl. 22, hvor der bydes på viagra-sjusser og live optræden fra kunsteren Sophus Ritto. Hvad der kommer til at ske derefter, er der ingen grænser for, Sunday har dog afsløret, at aftenen vil spænde over alt fra live-sex over tattoobiks til ulve og grise.

Hvad: Sunday 2 Years Birthday Party


Hvor: Sunday Club, Lille Kongensgade 16, Kbh. K

Hvornår: 9. oktober fra kl. 22.00

Hvordan: Gæsteliste via Facebook-event

 


Berlins lyd rammer Aarhus


På lørdag omdannes den aarhusianske natklub og spillested Double Rainbow til, hvad der har fået navnet Aarhushain. Med inspiration fra den verdenskendte berlinske natklub Berghain kommer aftenens lydbillede til at blive udgjort af tung techno og ond bas, og så er der ifølge Double Rainbow fri entré, hvis man ankommer i drag. Bag lydsystemet står et udvalg af danske dj's, som uden tvivl vil holde gang i festen til den lyse morgen.

Hvad: Aarhushain #3

Hvor: Double Rainbow, Skovgaardsgade 3, Aarhus C


Hvornår: 10. oktober fra kl. 23.00

Hvordan: Facebook-event


 

Grum elektronik på Huset

Finder man house og minimalistisk electronica for kedeligt og mangelfuld på attitude, har Huset-KBH måske svaret, når lørdag aften byder på Tribute Halloween. Hekse, græskar, genfærd og sort magi hører ikke kun profithungrende legetøjsbutikker til. Gys, gru og Halloween har gennem tiderne inspireret et hav af musikere, og det er netop disse musikere og deres sange, som fejres med Tribute Halloween. Bag det grumme lydbillede står blandt andre NE:OH, Ras Bolding samt Neotek, hvor fortolkninger af alt fra Depeche Mode til Rocky Horror Picture Show vil være på programmet. Udklædning er ikke et krav.


Hvad: Tribute Halloween

Hvor: Huset-KBH, Rådhusstræde 13, Kbh. K

Hvornår: 10. oktober – kl. 20.00 - 02.00


Hvordan: Facebook-event

 


MIX Copenhagen lukker festen

I ugens løb har den københavnske LGBT-filmfestival MIX Copenhagen været undervejs, hvilket lørdag aften afsluttes med et brag af en fest. Aftenen starter i Empire Bio på Nørrebro, hvor gæsterne bydes velkommen med drinks, før kåringen af årets Out&About Publikumsprisen og Lili-prisen finder sted. Der bliver derefter blændet op for den skæve, amerikanske roadmovie Grandma, før festen for alvor sættes i gang på Warehouse9, hvor et bredt spektrum af danske og internationale performere og dj's vil sørge for, at festen ikke stopper. 

Hvad: Closing Party // MIX Copenhagen


Hvor: Warehouse9, Halmtorvet 11C, Kbh. V

Hvornår: 10. oktober fra kl 19.30

Hvordan: Facebook-event

 


Holder du den vildeste fest? Send info til [email protected]


ANNONCE