Nyhed

Rihanna fortæller om hustruvold og Chris Brown

Rihanna beretter om følgevirkningerne af voldssagen og sit nuværende forhold til eks-kæresten i nyt omfattende interview

Rihanna fortæller om Chris Brown, hustruvold og den uretfærdige behandling af hustruvoldsofre i et nyt interview med Vanity Fair.

I 2014 skulle Rihannas sang "Run This Town" med Jay-Z og Kanye West have spillet til åbningsceremonien af N.F.L.-sæsonen. Det blev imidlertid aflyst på grund af svirrende sager om spilleren Ray Rice, der var blevet anklaget for hustruvold. Det faldt ikke i god jord hos sangerinden, der følte sig uretfærdigt straffet for det overgreb, hun selv var blevet udsat for fem år tidligere. 

"Jeg har aldrig forstået det. Hvordan ofret bliver straffet igen og igen. Det hører fortiden til, og jeg vil ikke sige "kom over det", for det er en meget alvorlig ting og stadig relevant - det er stadig virkeligt. Mange kvinder, mange unge piger oplever det stadig. Det gør mange unge drenge også. Det er ikke et emne, man bare kan feje bort, så jeg kan ikke bare skubbe det fra mig, som om det var ingenting, eller jeg ikke tager det seriøst". 


Når hun bliver spurgt ind til, hvorfor hun valgte at finde sammen med Chris Brown igen tre år senere, i 2012, indrømmer hun ærligt, at hun troede, at hun kunne ændre ham. 

"Måske er jeg en af den slags mennesker, der er bygget til at håndtere den slags lort. Måske er jeg den person, der nærmest er en skytsengel for det her menneske, at være der, når de ikke er stærke nok, når de ikke forstår verden, når de bare har brug for nogen til at opmuntre dem på en positiv måde og sige det rigtige," reflekterer sangerinden og fortsætter:

"Efter noget tid går det op for dig, at i sådan en situation er du fjenden. Du ønsker det bedste for dem, men hvis du minder dem om deres nederlag, eller du minder dem om dårlige tidspunkter i deres liv, eller selv hvis du er villig til at finde dig i noget, så vil de se ned på dig - fordi de ved, at du ikke fortjener det, de har at give. Og måske, hvis du finder dig i det, erklærer du dig enig i, at du fortjener det, og det er derfor, at jeg til sidst var nødt til at sige "Åh-åh, jeg var dum at tro, at jeg var bygget til det her." Nogle gange skal man bare vende ryggen til."


Trods det noget turbulente forhold er tingene dog stadig sluttet på forholdsvis god fod mellem de to sangere. 

"Jeg hader ham ikke. Jeg vil holde af ham, til den dag jeg dør. Vi er ikke venner, men det er ikke som om, at vi er fjender. Vi har ikke rigtig noget forhold nu," konkluderer hun.

Rihanna er på forsiden af denne måneds GAFFA, hvor vi også bringer et eksklusivt interview med hende. Læs bladet online her eller find bladet i nærheden af dig.


ANNONCE