
Den engelske popgruppe Steps har netop meddelt, at de går i opløsning. Steps er måske ikke det mest kendte band i Danmark, men især i hjemlandet har de været veritable stjerner og har ved 120 stadionkoncerter kunnet melde udsolgt. På verdensplan har de solgt over 12 millioner plader.
Steps blev dannet i 1997 efter en audition i bedste Popstars-stil og blev bl.a. ført frem af produceren Pete Waterman, kendt for sin fortid i sangskriver- og producertrioen Stock, Aitken & Waterman, der i sidste halvdel af firserne og starten af halvfemserne sprøjtede hits ud med navne som Rick Astley, Kylie Minogue, Mel & Kim og mange flere.
De tre piger og to drenge forlader efter eget udsagn hinanden som de bedste venner, men vil gerne stoppe, mens legen endnu er god.