Spot Festival 2016 åbner for ansøgninger

Spot Festival 2016 åbner for ansøgninger

Hvis du går rundt som solist eller medlem af et band og mener, det har potentiale til noget større, så er det nu, du skal spidse ører og følge med. Spot Festival, der er kendt som en af Nordens største branchefestivaler for musik, gør det frem til den 23. november muligt for bands, solister, agenter, musikselskaber og management at ansøge om en showcase på næste års festival, der løber af stablen den 29. og 30. april. Ansøgninger foregår via dette link.

Alle modtagne ansøgninger bliver gennemlyttet af Spot Festivals prekvalificeringsudvalg, hvorefter den udvalgte lyttejury beslutter, hvem der får lov til at optræde på festivalen. Spot Festivals endelige program bliver fastsat dels ud fra de modtagne ansøgninger, dels ud fra valg af kunstnere, der er toneangivende på den danske og nordiske musikscene.

I 2015 var der over 8000 gæster på festivalen, heraf 1500 branchefolk, hvor op mod en fjerdedel kom fra udlandet, og muligheden for at benytte en Spot-koncert som et karrieremæssigt springbræt er altså store. Sidste år var danske Wangel blandt de udvalgte ansøgere, der passerede gennem Spot-juryens nåleøje, hvilket resulterede i en velmodtaget koncert, hvor de "med deres særdeles gennemarbejdede produktioner sigtede trioen, uden nervøse rystelser på hænderne, og ramte tæt på de inderste cirkler af skydeskiven."

Lyt til Wangels "Eternal History" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA