Den albumaktuelle sangerinde besøger os næste år
Janet Jackson, der udgav sit seneste album "Unbreakable" den 2. oktober, kommer til Danmark den 30. april næste år og spiller i Forum som en del af den europæiske afdeling af sin stort opsatte verdensturné. Albummet er netop gået direkte ind som nummer 1 på den amerikanske Billboard 200-albumhitliste. Det er syvende gang i Jacksons karriere, at hun har et album, der ligger nummer 1. Singlen "No Sleep" ligger også nummer 1 på "Adult R&B" listen i USA for syvende uge i streg og slår dermed ikonets egen rekord. Den nyeste single "BURNITUP!" (Feat. Missy Elliot) er lige nu i rotation på radiostationer verden over.
Jackson har vundet 6 Grammy® Awards, 2 Emmy Awards, en Golden Globe Award, en nominering til en Academy Award samt masser af American Music Awards, MTV Video Music Awards, BET hædret og Billboard Music Awards. Hun er også blevet hyldet som skuespiller og har vundet NAACP Best Supporting Actor-prisen.
Janet Jackson har udgivet bøger, hun er koreograf, danser, forretningskvinde, filantrop og en af de bedst sælgende artister i populærmusikkens historie. Med et salg på mere end 160 millioner albums verden over står Janet Jackson som en af de bedst sælgende artister nogensinde. Hun albumdebuterede i 1982 med et selvbetitlet album, fik sit store gennembrud i 1986 med sit tredje album, "Control", og har til dato udsendt 11 studiealbum. Det seneste album, "Unbreakable", fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Rosa Stilgren med anmeldelsen "Personlige bekendelser i forvirrende indpakning". Læs hele anmeldelsen her.
Janet Jackson besøgte senest Danmark i 2011 i Falconer Salen, hvor GAFFAs anmelder Sohail Hassan tildelte hende fire stjerner og blandt andet skrev: "Selv om vi fik 90 minutters planlagt hitparade uden overraskelser med elendig lyd, og det var svært at se og høre Janet, var det en stor oplevelse af se selveste Janet Jackson levere en lang række af den moderne musikhistories allerstørste, yderst dansevenlige og mindeværdige hits. Hun er stadig fantastisk og burde kunne fylde en langt større sal." Læs hele anmeldelsen her – og nu kommer Jackson så til at fylde en større sal.
Janet Jackson - "The Unbreakable World Tour"
Lørdag 30. april 2016 - Forum i København (siddende koncert)
Billetsalget starter mandag den 19. oktober kl. 10.00 via billetnet.dk
Lyt til singlen "No Sleep" her: