Det hypede danske band Liss spiller for første gang som hovednavn i Aarhus og København
Det fremadstormende danske band Liss har blot to singler på samvittigheden, "Try" og "Always", men har skabt sig så meget opmærksomhed både herhjemme og internationalt, at bandet nu annoncerer sine første to koncerter som headliner.
Det kommer til at foregå på Radar i Aarhus den 12. december og i Jazzhouse i København den 21. januar.
Liss er netop blevet hevet ind på programmet til P3 Guld, som løber af stablen i aften. Her agerer de erstatning for MØ, der desværre måtte aflyse sin optræden grundet travlhed.
Ud over den massive støtte på hjemmefronten har også udlandet fået øjenene op for de fire drenge fra Danmark. Selveste Pharrell Williams har erklæret sig fan, efter at bandet fik æren af at premiere "Always" i hans radioprogram.
Gennem det sidste halve år har Liss fundet sine ben live gennem supportjobs og festivaloptrædener, senest på Tysklands branchefestival Reeperbahn i september. Til november udkommer bandets første fysiske udgivelse i form af en 7" på Escho, der også er kendt for udgivelser med bands som Iceage, Lower og Thulebasen.
Billetter til koncerterne kan findes her (København) og her (Aarhus)