x

Love Shop-event: Når man sætter rumklang på, bliver ens diller 10 centimeter længere

Love Shop-event: Når man sætter rumklang på, bliver ens diller 10 centimeter længere

Se masser af billeder fra aftenen her

Love Shop kan i år fejre 25-års jubilæum for deres første single og album, og i den anledning er bandet aktuelle på flere fronter. De udgiver opsamlingen "Evergreen – The Best of Love Shop", og journalisten og forfatteren Tommy Heisz har netop udsendt "Himmelflugt og Højdeskræk", den første bog om bandet. En gruppe, der har været igennem store op- og nedture, men stadig eksisterer, nu med sanger og sangskriver Jens Unmack som eneste officielle medlem efter de to andre kernemedlemmer, guitarist Hilmer Hassig og mundharpespiller Henrik Halls dødsfald i henholdsvis 2008 og 2011.

Torsdag aften blev jubilæet så fejret på et udsolgt Bremen Teater med en kombineret halvakustisk, nedbarberet minikoncert og interviewsession, hvor P6 Beats Carsten Holm havde Jens Unmack og i perioder også resten af bandet ovre til en snak i den røde sofa, og til sidst var der mulighed for publikum – heriblandt mange hardcore-fans – for at stille spørgsmål. Fremgangsmåden var først lidt snak, så lidt musik, så mere snak, musik igen og så videre – "lidt som et talkshow", som Jens Unmack på et tidspunkt bemærkede det. Det var da også svært ikke at tænke på hans optræden i DR1's "Aftenshowet" forleden, om end vi nu havde tid til at komme mere i dybden.

Hilmer Hassig taget ved næsen

Aftenen blev dog indledt med, at Tommy Heisz læste nogle afsnit fra sin bog, om nogle af de mest skelsættende begivenheder i Love Shops liv: Oplevelsen af for første gang at stå med sit debutalbum i hænderne – godt nok i kassettebåndsform – og da gruppen oven på det meget roste 1997-album "Go!" drog på turné med en ny, langt mere udadvendt attitude. Love Shop var nu gået fra pop- til rockband.

Herefter gik interviewsessionen i gang, hvor det først blev til underholdende anekdoter om bandets forkærlighed for gin og tonic backstage og senere en snak om at spille live, hvor Love Shop med Unmacks ord "hellere vil overspille end underspille" – han vil give koncerter, der kommer helt ud i ansigtet på folk, og hvor publikum ikke står og tænker på, hvad de skal i morgen. Det var den måde, han selv havde mødt musikken på som ung fan af især punknavne som The Clash.

Vi hørte også, at både Unmacks søster og Lars H.U.G. var blevet forsøgt som forsangere i gruppens helt spæde år, og Unmack mindedes sin ungdoms tætte venskab med Hilmer Hassig, et venskab som desværre eroderede oven på store kunstneriske uoverensstemmelser i begyndelsen af 00'erne. Vi fik også historien om det svære ved at spille i visse provinsbyer og en uheldig bytur i Esbjerg, hvor Hilmer Hassig var blevet trukket 30 meter ved næsen af en olm lokal beboer – "sådan en skide københavner", som denne havde udtrykt det.

Konflikt med efterfølgeren

En fan ville vide, hvordan Jens Unmack har det med at være defineret af sin debutsingle, "En Nat Bliver Det Sommer". Det havde han det fint med, og han bliver aldrig træt af at spille hverken den sang eller andre klassikere som "Copenhagen Dreaming" og "Love Goes on Forever." 

En anden spurgte til guitarist Mika Vandborgs følelser over for at skulle tage over efter afdøde Hilmer Hassig. Havde han haft ærefrygt over for at skulle løfte arven? Nej, for "jeg levede i lykkelig uvidenhed om Love Shop, indtil jeg blev spurgt, om jeg ville være med," som han sagde til publikums store morskab. Og fortsatte med at pointere, at han indtil da var guitarist i Gnags, hvor han i sin tid også skulle tage over for en særdeles højprofileret guitarist, Per Christian Frost, der forlod bandet i 1997 (og i øvrigt lige er kommet med igen i år, red.), så han havde prøvet noget lignende før. 

I det hele taget blev der talt en del om Gnags, som Hilmer Hassig engang havde snerret ad, mens Mika Vandborg var med i gruppen, fordi de larmede backstage på en festival, hvor Love Shop også skulle spille. Således havde Vandborg og resten af gruppen fået prædikatet "bøsserøve" (vi beklager den politiske ukorrekthed, men sådan var ordlyden, red.) af den mand, hvis arv Vandborg senere skulle forsøge at løfte. Og det var en helt ny verden: "Jeg havde spillet guitar i 30 år og aldrig brugt rumklang før Love Shop. Men jeg fandt ud af, at hvis man skruede op for rumklangen, så blev ens diller 10 centimeter længere," som Vandborg sagde, og salen skreg af grin. 

Ikke overraskende blev Unmack også spurgt om, hvad han tror fremtiden byder på for Love Shop. Den er dog helt åben – gruppen har ingen planer ud over en koncert med symfoniorkestret Copenhagen Phil i februar. Tidligere havde Unmack dog sagt, at bandet har en høj arbejdsdisciplin, som har udgivet et album hvert andet år siden comebacket i 2010, så statistisk set kan vi vente et nyt Love Shop-album i efteråret 2016. 

Sjældenhed på sætlisten

Musikalsk stillede Love Shop op med det sædvanlige liveband alias Unmack på sang og akustisk guitar, Mika Vandborg på el-guitar, Mikkel Damgaard på keyboard, Nis Tyrrestrup på el-bas og Thomas Duus på trommer, kor og lejlighedsvis akustisk guitar. Der var altså fuld strøm på lineuppet, men Love Shop spillede mere afdæmpet end sædvanligt med fokus på ballader og midt-tempo-numre, og Thomas Duus spillede ofte med whiskers på sit spartanske trommesæt uden tammer. Modsat en normal Love Shop-koncert var der heller ingen backtracks.

Sangene fungerede fremragende i denne nedskalerede form, hvor Jens Unmacks poetiske tekster stod endnu klarere end sædvanligt. Sætlisten bød også på en sjældent spillet sang som "I Den Nye By" fra debutalbummet "1990" – en sang om at flytte fra provinsen til storbyen, fuld af ungdommelig uskyld og erobrelyst og en sang, man nok bedst kan skrive, når man er i teenageårene eller tyverne. Gasolin'-klassikeren "Langebro", som Love Shop har indspillet i to versioner i henholdsvis 1995 og 2014, blev fremført som en hyldest til Kim Larsen, der også har været en stor inspirationskilde for bandet, og som fylder 70 år fredag den 23. oktober. "En dag er han her ikke længere – tænk så på, hvor meget han vil fylde," sagde Unmack. Mind os ikke om det, Jens!

I alt fik vi 10 livenumre, heriblandt klassikere som "Drømmenes København", "Love Goes On Forever", "En Nat Bliver Det Sommer", "Fremmedlegionær", "Alle Har En Drøm At Befri", to sange fra gruppens seneste, glimrende album "Kærlighed og Straf", nemlig "Mesteren" (en kommende klassiker? – der er noget ved den sang!) og "Tåreflammer Ned" og endelig den smukke ballade "Nordlys". En sang fra det ellers konfliktfyldte album "National", det sidste, inden Hilmer Hassig forlod gruppen.

Så var der autografskrivning af både bog og cd ved både forfatter og band (gruppens opsamling fulgte med billetten), og med en gratis drink oven i hatten må de mange fans siges at have fået fuld valuta for pengene. Et kig ud over publikum viste i øvrigt, at mange tydeligvis havde fulgt med bandet gennem alle 25 år. Jens Unmacks og Mika Vandborgs kronragede isser havde mange åndsfæller blandt publikum, og vist ikke kun af æstetiske årsager. Love Shop er blevet et granvoksent band, og det er deres fans også. Lad os håbe, begge parter er klar på 25 år til.

Se masser af billeder fra aftenen her

Sætliste:

Drømmenes København

I Den Nye By

Mesteren

Nordlys

Love Goes On Forever

Langebro

En Nat Bliver Det Sommer

Tåreflammer Ned

Fremmedlegionær

Alle Har En Drøm At Befri


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA