Nyhed

Tenacious D's Kyle Gass: Forvent rock and roll og gode grin

Den ene halvdel af rockbandet spiller Amager Bio op med sine humoristiske sange i Kyle Gass Band

Du kender måske Tenacious D som skuespilleren Jack Blacks musikalske frirum, hvor han kan gakke ud og spille heavy rock, når skuespiltjansen bliver for ensformig. Men medstifter af Tenacious D er også Kyle Gass (det er ham den skaldede), der ved siden af Jack Black fremstår som en næsten rolig og almindelig fyr. Imidlertid skal Kyle Gass også have noget at lave, når han ikke turnerer med "det bedste band på jorden", så derfor står han nu klar til en turné med eget band, der kommer forbi Amager Bio den 22. oktober: KGB - The Kyle Gass Band.

Bandet, hvis russisk klingende forkortelse næppe er tilfældig, bevæger sig ikke væk fra Kyle Gass' almindelige komfortzone, den humoristiske rockmusik, og udtaler om gruppen: "Hvis du er heldig nok til at bevidne denne flok rigtige mænd på turné, vil du hævet over enhver tvivl huske det som en af dit livs allerbedste dage. Hvis du er mindre heldig (men stadig pænt heldig) og kun har kastet ørerne på debut-pladen, så kan du regne dig for intet mindre end gravid." Det lægges altså ikke skjul på, at der er tale om noget helt specielt, når herrerne kommer til landet, ligesom man åbenbart som kvinde skal holde øje med maven, hvis man lægger ører til de musikalske ekspader.

Ud over Kyle Gass selv på guitar og fløjte består The Kyle Gass Band også af Tenacious D's turnéguitarist John Konesky, den "mytiske baslegende" Mike Bray og "percussion-geniet" Tim Spier. Sammen har de "i to år mellem mega-tours med Tenacious D (...) finpudset deres sound og skabt et mesterværk så mesterligt, at det kun kunne skabes med den dybe visdom der er forbeholdt… mestre.", og det snart vise sig, om de har slået et tilpas stort brød op.


Vi har fanget Kyle Gass på landevejen til et hurtigt interview:

Hvordan er det gået I øveren?

– Kort og dejligt! Vi har spillet de her sange i et stykke tid efterhånden, så vi øver ikke for ofte. Vi har dog arbejdet på et par nye jams til vores andet album.


Hvad kan vi forvente af jeres koncert i København?

– Et godt rock and roll show, lidt scene-whisky, duellerende lead-guitarister, harmonier, et par fede covernumre og forhåbentligt et par gode grin. 

Hvad gør I, lige inden I går på scenen?


– Vi plejer at medbringe et telt, som fungerer som en spirituel sved-hytte på turneen. Vi lader vores spirituelle dyr more sig i skovene, mens vi bliver helt bevidste omkring hinanden. Derefter tager vi nogle last-minute-toiletbesøg, og efterfølgende har vi det godt.

Hvad står på jeres forplejningsliste?

– Skinkesandwich for det meste og whisky.


Hvad hører I i turbussen?

– Vi lytter ikke til særlig meget musik på bussen. Vi plejer at se nogle sjove "bro-movies" som for eksempel "Roadhouse", "Macgruber" og "Team America". Nogle gange bliver vi nødt til at lytte til, at Uncle Jazz (bassist, red.) går amok på sin mundharmonika.

Hvad forbinder du med Danmark?


– Københavnsk tyggetobak, godt udseende damer og meget behårede fyre i sorte T-shirts. Vi elsker dem alle, bortset fra tyggetobakken.

Kan vi forvente flere Kyle Gass band og Tenacious D-koncerter i Danmark? For eksempel i Aarhus?

– Forhåbentligt snart. Vi elsker Danmark!


Hvad er hovedforskellene for dig, når du spiller med henholdsvis the Kyle Gass band og Tenacious D?

– Kyle Gass Band er lidt mere "DIY" (do-it-yourself, red.), og vi drikker en del mere. Og det er en smule mindre komfortabelt.

Er det at være på tur og spille live en dag på kontoret for dig?


– Det er verdens fedeste job. Vores arbejde er at rocke.

Hvilke musikere er efter din mening de fem bedste i verden?

– John Bonham, John Lennon, John Frusciante, John Paul Jones og Little John (jamaicansk dancehall-kunstner, red.).


Hvad fik dig til at starte med at spille?

– Mine ældre brødre var musikere. Søskende-rivalisering er et sindssygt motivationsredskab.

Din yndlingsret? 


– Spaghetti Bolognese.

Dine fem yndlingsbands?

– The Beatles, Led Zep, Mozart, 311, Taylor Swift


De fem ting, du ville tage med på en øde ø:

– En guitar, en kvinde, en kasse med konserverede dåser, en kasse whisky og en satellittelefon for at kunne hente hjælp, når forsyningerne er væk.

Dine top-5-of-all-time yndlingsnumre?


– Jeg har ikke en "all-time-top-5-liste", så i stedet 5 numre, som vi pt. lytter til pga. forskellige årsager:

Amazing Grace - Aaron Neville

Zager and Evans - In the Year 2525


OMC - How Bizarre 

CW Mcall - Roses for Mama

Hairbraider - R Kelly 


Mange tak for interviewet!

– Det var så lidt! Vi ses i København.

Varm op med en underholdende teaser-video og Kyle Gass Bands muligvis selvbeskrivende sang "Manchild" her: 

ANNONCE