Efter fem års vrede og utilfredshed er debutalbummet fra Aarhus-bandet endelig klar
Se en billedserie fra I'll Be Damneds koncert på Aarhus Havn 29. maj 2015
Hvem er I'll Be Damned? Spørger man et metalhoved fra Aarhus, vil der lyde klart svar, men i København er situationen lidt en anden. Efter fem års vrede og utilfredshed er debutalbummet endelig klar. Målet er udlandet, de store festivaler og mainstreamen. Og så et spark i den blinde konformitet.
Der har været flere faktorer bag skabelsen af det aarhusianske heavyrockband I'll Be Damned. Udenfor Aarhus er der måske ikke mange andre end metallens undergrundsmiljø, der har hørt forfærdeligt meget til bandet, der siden 2010 har leveret sporadiske optrædener med jævne mellemrum. Men er man lokal i byen, er det ikke ualmindeligt at støde ind i Stig Gamborg, Kristian Sloth eller Mathias Schmidt, der udgør tre femtedele af rockkvintetten. Sidstnævnte er endda ofte at finde bag lydsystemet på den lokale natklub HeadQuarters. Kristian Sloth har også flere projekter, blandt andet som guitarist i et glamrockband. Sidebeskæftigelserne er derfor brede, og det er ikke udelukkende rendyrket metal, der ligger bag deres samfunds- og religionskritiske dansemetal.
Vi mødes, hvor det hele startede – på Escobar. Det tossede værksted, hvor tråden flår lige så vildt, som chartreusen flyder. Det er noget specielt over at befinde sig på en bar, når solen stadig står skarpt udenfor – måske fordi Escobar endnu ikke har startet dagens ølservering til godtfolket. Vi sætter os i sofaerne ovre i hjørnet, ved det faste bord, som i tiden løb har lagt rammer for alverdens fester for bandet. Escobar var nemlig de første til at byde I'll Be Damned indenfor, da bandet blev spurgt, om de ville spille ti shows på baren for at se, hvor det hele skulle føre hen. Spørger man guitarist Kristian Sloth, skylder bandet derfor også en del til det sted, der i samme åndedrag sætter tre Top på bordet – for "klokken er jo over tolv".
Kristian: – Escobar var med til at overbevise folk i Aarhus om, at I'll Be Damned er fedt. Andreas Papadakis, som er ejeren hernede, sagde til os, at nu spiller I lige ti gange hernede, så folk her i Aarhus kan fatte, at det er fedt. Og det virkede, for det endte med, at der var totalt proppet hver fjerde lørdag, hvor vi spillede hernede.
Stig: – Ja, og siden da er det kun blevet større. Vi har ligesom opnået alt, hvad der er at opnå her i Aarhus – det bliver ikke større. Vi har spillet på et udsolgt VoxHall, på SCC til Spot og sammen med D-A-D nede på havnen, så nu står den på resten af Danmark. Når vi spiller her i Aarhus, er der altid masser af mennesker, men så snart vi spiller i Herning, kommer der måske tre for at høre koncerten. Så det er vores mål nu – næsten gang spiller vi for syv.
Den statiske konformitet
Da I'll Be Damned så dagens lys for næsten fem år siden, var der en helt speciel årsag bag. De to guitarister Kristian Sloth og Boris Tandrup har holdt sammen siden starten, og det er netop disse, der tog det første spadestik til et samfunds- og religionskritisk rockband. Sidenhen kom forsanger Stig Gamborg ind i billedet, og med hans baggrund som religions- og samfundsfagslærer, virkede dette som et oplagt match. De havde alle noget på hjerte, og deres vision var at gøre verden opmærksomme på denne utilfredshed. Ifølge I'll Be Damned er der noget galt – og de ansvarlige faktorer er dem, der sidder med magten.
Kristian: – Det startede egentlig, da Boris og jeg boede i et kollektiv sammen. Boris' værelse vendte ud mod kirken ved siden af, så hver morgen blev han vækket af kirkeklokkerne. Det ville han prøve at gøre noget ved, så efter han fik snakket med dem, hvor det viste sig, at det ikke virkede, tænkte han, at så må han bare lave noget rockmusik. Så der har lige fra starten været en ret klar idé om vores udtryk, og efter Stig kom med, er det kun blevet bredere. Vi er ikke længere kun sure på de kristne, vi er sure på alle de religiøse – dem med magt. Specielt politikerne er vi sure på.
Og det er fem år siden nu, så man kan vist roligt sige, at jeres debutalbum har været noget længe undervejs.
Kristian: – Det har nærmest været undervejs siden Boris og hans tømmermandsdøs. Nogle af numrene er fem år gamle, så pladen består af numre, som vi har lavet i løbet i de fem år af vores levetid. Det er lidt en greatest hits fra vores første år. Jeg tror, det var i starten af 2014, at vi begyndte at lede efter samarbejdspartnere og prøve forskellige ting af med folk, og så fandt vi så sammen med Tue Madsen, som producerede pladen. Så den har sgu snart ligget færdig i et år.
Stig: – Udover processen, at det har taget fem år at skrive og indspille numrene, så det er samtidig processen ved at udgive lortet. Også når man så selv tager teten og siger, vi ikke gider at have den klassiske "vi-udnytter-kunstnerne-deal", som man får tilbudt fra højre og venstre. Umiddelbart var der ikke lige nogle major labels, der tilbød os noget, så vi tænkte derfor, at så måtte vi sgu selv gøre det. Det har taget et år.
Rockmusik er en livsstil – men oprøret mangler
Spørger man I'll Be Damned om rockmusikkens velgående, er svaret at der noget galt. Oprøret er ved at dø ud, og musikken er blevet for almindelig og kedelig med mangel på vrede. Det er det, I'll Be Damned vil bringe tilbage i musikken. Mainstreamen skal tages med storm, for det er den mest oplagte vej ud til folket. Radioens frekvenser er for polerede, og der mangler mere tråd. Men selvom drengene fra I'll Be Damned har en klar dagsorden, prøver de ikke at tage patent på rock-begrebet. De er klar over musikkens arv, og de prøver ikke at ændre eller udslette den – fremfor alt vil de bringe den tilbage.
Kristian: – Når man ser på de danske medier, og hvad der blive fremsat som rock, så er der altså forsvindende lidt guitar iblandt. Det synes vi mangler. Metalgenren eksisterer jo egentlig i et fint velgående, men vi vil ikke bare være heavy, og kun være en del af det miljø og fællesskab, for så kunne vi lige så godt gemme os væk på nogle metalblogs. Det her skal bredere ud – det er den store forkromede plan.
Stig: – Det er vores vision i forhold til at deltage i mainstreamen. Vi vil give dem et los i løgene, for der har fandeme været for meget indholdsløs rockmusik, eller hvad man nu vil kalde det. Oprøret har i den grad manglet. Det oprør, der blev startet back in the day, har mistet sin pust. Nu er det blevet okay at gå rundt og sige "det er bare rock 'n' roll" – men det er det fandeme ikke. Rock 'n' roll er ikke bare musik. Det er en måde at leve på, det er en måde at lave oprør mod det etablerede, det er en identitet. Det er alt muligt andet end bare musik, og det er det indhold, vi gerne vil have tilbage i musikken.
Når I siger, der er noget galt med musikken, er det så med henblik på hele verden?
Stig: – Det er hele verden, den er gal med. Det er ikke fordi, der ikke findes rigtig meget god musik, men det kommer bare ikke ud i mainstreamen. Det er det, vi vil prøve på. Men alligevel har vi oplevet en good-will i branchen, hvor folk tænker "så tager vi dem sgu med" for ligesom at få det skud energi ind, som måske mangler. Og så når der er nogle, der gør det, er der lige pludselig også andre, der gerne vil være med. Så snart der er nogen, der tør at tage teten, så er det pludselig flere, der også tør.
Kristian: – Vi har efterhånden fået snakket en del med folk rundt omkring i branchen, blandt andet med nogle, som har beskæftiget sig med England. Der fandt vi ud af, at Slipknot pludselig var blevet det mest spillede på BBC i en periode. Hvis det er sådan, hvorfor er der så ikke mere heavy på DR? Måske kommer det om ti år, men skal vi vente på det? Så vi har besluttet os for at gøre noget ved det.
Men I har jo været en del af KarriereKanonen i 2013 – er det ikke en måde for DR at inkludere rockmusikken?
Kristian: – Da vi var med i KarriereKanonen, fik vi noget vildt godt feedback. Men det var lige så uvant for dem at have os med, som det var for os at være en del af den her institutionaliserede branchemodel. Det var helt tydeligt, at de ikke viste, hvad de skulle stille op med os.
Stig: – Vi fik mulighed for at være med i en sangskrivningssession med Henrik Marstal fra Ibens, hvor vi tænkte "hvad fanden skal vi lige med det?". Men vi gik ind til og tænke, at vi nok ville få et eller andet ud af det, om ikke andet, ville vi i hvert fald nok blive klogere på os selv. Det han så siger til os er ikke, at vi skal have nogle flere catchy omkvæd, og at vi skal droppe de der lange syrede stykker – det er "hvorfor spiller I ikke mere heavy? Hvorfor er I ikke vildere? Det er det, I gør godt". Det overraskede os, men samtidig er det noget, han siger til os som privatperson. Det kunne være sjovt at se en P3-chef stå og sige det samme til os. For selvom de tog os med i KarriereKanonen, så kunne de på en måde ikke rigtig lade os vinde, for der var nok ikke plads til os i radioen, fortæller forsanger Stig Gamborg grinende.
En verden i brand
Lytter man til I'll Be Damneds debutalbum, er det tydeligt, at der står en klar dagsorden bag. Magthaverne fører folket blindt ind i det konforme, og vi har efterhånden fået det alt for godt i Danmark. For selvom levestandarden er bedre end nogle steder i Afrika og Asien, skal vi ikke være tilfredse. Der skal råbes højt, for vi går imod en krise. Det er ikke den økonomiske krise, der her er tale om, men hele samfundet, der går imod et krak. Klimaforandringerne, kultursammenstød og den mangelfulde interesse for at ændre. Men selvom vi ikke er nået dertil endnu, er udviklingen på vej derhen, og hvis vi ikke er opmærksomme, kan denne få fatale konsekvenser.
Stig: – Verdenshistorisk er vi ikke på det samme niveau, som for 200 år siden. Folk havde det generelt værre dengang, men det der pisser mig af, specielt i Danmark, er den opfattelse af, at vi har det så godt, og derfor ikke finder det nødvendigt at udvikle os mere. Og vi har det godt i Danmark, og netop derfor skal vi ikke fucke det op. Vi har i Danmark muligheden for at lave et pissefedt samfund, så når Lars Løkke, Thorning og alle de andre politikere formår at være så visionsløse, som de er, pisser det os af. Klimaforandringerne og ulighed gør naturligvis, at verden bestemt ikke har det godt, og det er den udvikling, vi gerne vil have bremset, for det har vi mennesker en historisk mulighed for, så vi netop ikke ender som en verden i brand.
Hvorfor er det vigtigt for jer at bruge musikken, som en kanal for jeres holdninger?
Stig: – Det er netop for at gøre op med den opfattelse af "det er bare rock 'n' roll". Rage Against The Machine er mit største idol på det punkt, da de virkelig formår at råbe statements ind i hovedet på folk, og det er sådan, jeg kender rockmusikken. I virkeligheden er det måske også derfor, at politikerne skærer ned på støtten til musikere, fordi de i virkeligheden er bange.
Så er det i virkeligheden det konforme, I er imod?
Stig: – Ja, i forhold til at følge det konforme blindt og være fuldkommen ukritisk overfor det. Det er ikke nødvendigvis dårlig, bare fordi det er konformt, eller omvendt. Så det handler hele tiden om at stille spørgsmålstegn til den verden, vi lever i. Vi er ikke specifikke i vores politik, for folk må sådan set selv finde vejen. Det handler ikke om, at vi ønsker folk i en bestemt retning, men vi tror på, at hvis folk begynder at stille spørgsmålstegn ved tingene, og forholder sig kritisk, så nærmer vi os højst sandsynligt også noget fælles. Hvis Dansk Folkepartis vælgere for eksempel stillede spørgsmål til deres politikere, kulturen og konformiteten, så det ville det ikke se ud, som det gør i dag.
Så man kan måske opfatte I'll Be Damned, som et politisk band mere end noget andet?
Stig: – I hvert fald, hvis det er i samme forstand, som Rage Against The Machine, som virkelig opfatter sig selv som et politisk band. Man kan sagtens høre deres musik uden at skulle være inde i alle deres holdninger samtidig med, at man har en fest, og kan bruge det til andre udladninger, som ikke nødvendigvis er politiske.
Kristian: – Får vi held med at snige os ind under nogle af de mainstream faner, er det også sjældent at folk tænker så meget over, hvilken genre, musikken er en del af. Vi vil gerne opfattes som det politiske band fra Aarhus.
Aarhus er blevet overtaget – næste stop er udlandet
Henover I'll Be Damneds fem år lange levetid er mulighederne og koncerterne kun vokset. Da bandet i sin tid startede som et slags husorkester på baren Escobar, gik der ikke længe, før der til hver eneste koncert var fuldt hus. KarriereKanonen gav bandet et bredere indtryk af den danske branche, og på dette års Spot Festival fik I'll Be Damned den ærefrygtindgydende opgave at åbne festivalens største scene. Det har ført til supportjobs for australske Airbourne på VoxHall, en aften der mildest talt slog det aarhusianske heavy-orkester bagover, og senest varmede de flere tusinde mennesker op, der alle var mødt op på Aarhus Havn for at se veteranerne inden for den danske rockmusik, D-A-D. Denne aften var dog ikke uden problemer, men dette skulle ingenlunde vise sig som hindring for I'll Be Damneds oplevelse af det, der ifølge orkestret ikke kunne blive større på dansk grund.
Stig: – Det var en sindssyg aften. Vi løb ind i nogle tekniske problemer, da vi oplevede, at strømmen gik fem gange under vores lydprøver, fordi der var nogen, der ikke havde jordet deres generatorstik, hvilket jo var helt hen i vejret. Udover at det var livsfarligt, så jordede de også vores tidsplan, så da vi stod der med vores chance, kunne vi bare se, at den forsvandt mellem hænderne på os. Så da jeg endelig så, at der var strøm på min mikrofon, var det bare med at komme i gang, og så måtte vi se, hvordan det udviklede sig. Det var ret stressende, men da vi så endelig kom på, gik der ikke længe, før jeg bare stod og rånød det, og det gjorde publikum tydeligvis også. Reaktionerne bagefter var helt vilde, så det endte med at være en helt fantastisk oplevelse.
Kristian: – Det var virkelig også en kulmination af at ride Aarhus til over nogle år. At vi overhovedet kunne gøre det, og fik muligheden for det. Det er helt klart vores live-højdepunkt, fordi D-A-D samtidig er det danske band, vi kan relatere mest til.
Det er ikke første gang, I er blevet tilbudt nogle lidt ærefrygtindgydende opgaver – hvilken indflydelse har det haft på jeres rolle som liveband?
Kristian: – Først og fremmest var det en enorm blåstempling. Da vi stod på VoxHall og skulle varme op for Airbourne, tænkte vi meget på, hvor mange, der som regel møder op til opvarmningen. Især med henblik på danske opvarmningsbands var det ret overvældende. Det var helt klart et skulderklap. Vi følte, at vi kunne levere på samme niveau som Airbourne. De, der senere bookede os som opvarmning for D-A-D, havde måske ikke gjort det, hvis de ikke havde set os varme op for Airbourne, eller set os på den store scene på Spot Festival, som i øvrigt blev blandt de ti bedst anmeldte shows.
Når jeres album rammer gaden, hvad bliver så det næste for I'll Be Damned?
Kristian: – Når man skal begynde at promovere sig selv i branchen og træde vande, er det vigtigt, at man har en konkret produkt, som man kan vise frem. Det har vi nu i form af pladen, så når den er ude er planen, at vi skal turnere til foråret for at sætte gang i det danske marked. Det handler om at få set-uppet i gang herhjemme og få de rigtige samarbejdspartnere i udlandet med henblik på Tyskland og Sverige, som umiddelbart er mest nærliggende. Vi skal over grænsen, inden den bliver lukket – eller inden, vi selv lukker den.
Se en billedserie fra I'll Be Damneds koncert på Aarhus Havn 29. maj 2015
Se I'll Be Damneds nye musikvideo til sangen "Fever":
