x

Seks stjerner til biografaktuel Janis Joplin-dokumentar

Seks stjerner til biografaktuel Janis Joplin-dokumentar

Fremragende! Rystet og berørt går jeg ud af biografen, misser mod dagslyset efter pressevisningen. For jeg har lige fået et af mine ungdomsidoler i hovedet, ramt i hjertekulen af en af de mest autentiske bluessangerinder, verden nogensinde har set. Jeg har tilbragt små to timer med at få Janis Joplins liv serveret, men modsat alle de andre gange, jeg har været nær hendes sfære, er det ikke med følelsen af en tragisk figur. For ja, Janis Joplin tog det fatale fix nummer to på hotellet i Los Angeles, men man fornemmer, at det nærmere var et sidste "hyggefix", inden livet for alvor skulle til at begynde. Hun havde været clean længe. Stod jo der på tærskelen. Havde endelig igen et fantastisk band, havde oplevet ægte kærlighed og havde skabt en sublim nyindspillet plade, som hun var glad for. Det fatale fix var et uheld, ikke enden på en lang nedtur.

Her er denne utrolige film, denne sindssygt velresearchede rejse med Janis Joplin, forskellig fra alle andre fremstillinger. Måske var det Bette Midler-filmen The Rose, der bar ved til forestillingen om en Billie Holiday-type, der levede og døde med sin blues og manglende evne til at holde på den rette mand? Eller måske var det den fortærskede mediemyte om 27-klubben, der har stået i vejen for den Janis Joplin, der nu kommer frem, og som er blevet til, fordi hendes arvinger har villet det?

For i alle de personlige breve, læst op af Chan Marshall – bedre kendt som sangerinden Cat Power, der selv er en sydstatspige fra Atlanta i delstaten Georgia og derfor har det rette twang i sproget, og som selv har fortolket Joplin på fornemmeste hudløse vis på albummet Jukebox – i alle brevene møder vi datteren, der er ærlig og hengiven, men også benhårdt målrettet. Og som lever i en splittelse mellem drømmedestinationen San Francisco, hvor alt kan lade sig gøre og sker, og et Texas i 1950'erne, der udenfor hjemmet var en forfærdelig tur gennem mobbemaskinen: tænk bare, at Joplin på universitetet vinder en konkurrence som grimmeste mand!

Filmen kommer hele vejen rundt. På en og samme tid en tur i tidsmaskinen, hvor vi kommer til trøstesløse Port Arthur i Texas, men også via Austin, til Janis endelig tager mod San Francisco. Og vi der hele tiden Janis, både i de velvalgte filmklip fra dengang, og i øjnene på hendes søster og bror, der nu er ældre, men viser os Joplin'sk nærvær. Samt alle vennerne og musikerkammeraterne, der husker og fortæller. Med unikke klip som turen med rockstjernetoget - Festival Express - hvor Janis Joplin bevæbnet med en akustisk guitar spiller det, der posthumt bliver hendes største hit, nemlig hendes specielle version af Kris Kristofferson-sangen "Me and Bobby McGee", omgivet af alle vennerne fra San Francisco – Jerry Garcia og Bob Weir fra Grateful Dead og Rick Danko fra The Band – grinende og lykkelig. Ikke tragisk, men med glimt i øjet. Varm.

Det er en triumf af en film. Man vil se den igen. På grund af nærværet. Og på grund af den måde, alle disse venner og bekendte, kærester som David Niehaus og Country Joe, ja, sågar selve hundjævelen i myten, Peggy Caserta – som var biseksuelle Joplins ven, kæreste og den, der forsynede hende med heroin – kommer forbi med en stemme, der sætter også hende lidt mere i perspektiv. I omgangen med heroin sker ulykker. Sådan er det jo bare. Det er ikke skyld, det hele. Janis var en stor pige. Hendes modgange var også hendes brændstof. Og de stille timer efter en intens koncert – down time, som det hedder på amerikansk – kender alle kunstnere.

Filmen har et væld af sublime musikalske øjeblikke. Den uundgåelige Ball and Chain er der, ligesom de kendte hits fra tiden med Big Brother and The Holding Company, hendes første band. Sange som Piece Of My Heart og Down On Me. Ligesom vi får den store sangerinde for fuld udblæsning midt i den kunst, som vi bør huske mere end den tragiske historie, hendes tidlige død altid har lagt op til.

Det gør denne film fornemt. Se den! Og se den igen!

Vurdering: Seks ud af seks stjerner

Filmen har premiere landet over 22. oktober.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA