Nyhed

Sons & Daughters hyrer Bernard Butler

Suede-guitaristen skal producere bandets tredje album

Det er ikke meget, man har hørt til Bernard Butler, siden The Tears løb ud i sandet. Men nu er han tilbage, og denne gang er det som producer.

Det er det skotske band Sons & Daughters, der har hyret den tidligere Suede-guitarist til at producere deres tredje album. Sidst vi hørte fra bandet, var med "The Repulsion Box" fra 2005, men nu er det ved at være klar med en opfølger.

Om producer-valget siger frontmanden Scott Paterson til NME:


"Bernard var et underligt valg, fordi jeg var stor fan af den måde, han spiller på på den første Suede-plade, og jeg lærte at spille guitar af folk som ham og Johnny Marr. Han ved virkelig, hvad han laver i studiet, og han er også en fantastisk musiker. Han har helt sikkert givet meget feedback på sangene – det er som at arbejde med en gammeldags producer som Phil Spector, hvor de tager ting op og giver råd om retningen eller arrangementerne".

Dette er dog ikke Bernard Butlers første tjans som producer. Tidligere på året producerede han debutpladen med et andet skotsk band, nemlig 1990s, der udsender deres debutalbum "Cookies" 28. maj.

Albummet med Sons & Daughters udkommer senere på året.


ANNONCE