x

The Sonics: Danmark kommer til at skælve

The Sonics: Danmark kommer til at skælve

Næsten 50 år skulle der gå, før The Sonics igen var albumaktuelle. Men i marts gav bandet endelig lyd fra sig med udgivelsen af et spritnyt album. Det bringer dem for første gang til Danmark, hvor de torsdag i denne uge kan fanges på Loppen i København (udsolgt) og dagen efter på VoxHall i Aarhus. Vi har talt med saxofonist og originalt medlem Rob Lind forud for koncerten.

Før Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden var det nordvestlige USA ikke noget, man sammenlignede med musik. Det var lumberjacks, en sjælden gang imellem footballholdet Seattle Seahawks og byens varemærke Space Needle. De turnerende bands holdt sig ofte langt væk fra byen, så byens ungdom var ofte tvunget til at ty til egne midler. I 1960'erne var rockmusikken stadig ny, og trods dens fandenivoldske attitude var der stadig noget pænt og velfriseret over den. Det var inden punken gav samfundet et spark i nosserne. Men alligevel var der noget, der rørte på sig under overfladen. Bandet hed The Sonics, og de spillede højt.

Men efter tre forholdsvis succesfulde studiealbums var det pludseligt slut. Det voksne liv kaldte, Vietnamkrigen rasede, hvilket havde uundgåelige konsekvenser for den amerikanske ungdom – og The Sonics var et af krigens ofre. Der skulle gå 40 år, før bandet igen var samlet, og det var under nogle lidt mærkværdige omstændigheder, at Rob Lind, Larry Parypa og Gerry Roslie skulle genfinde spilleglæden ved den støjende, punkede rockmusik, som The Sonics i sin tid havde været med til definere. Familielivet havde sat sig fast hos bandets musikere, og et liv i alverdens lydstudier og lange rejser på landevejen var ikke ligefrem noget, der trak i en genforening af The Sonics. Til orkestrets egen overraskelse skulle det vise sig at være en vedholdende fan, som sad med en mulighed for at trække i nogle tråde.

– Vi blev kontaktet af en fyr, der gerne ville have os til at spille til en koncert i New York, som han var i gang med at promovere. Det var i 2005, og vi havde på daværende tidspunkt ikke rørt vores instrumenter i mange år. I slutningen af 60'erne faldt livet ligesom ned over os, og vi gik hver især forskellige veje – ikke fordi, vi var nået til et punkt, hvor vi ikke kunne holde hinanden ud længere. Jeg var på de sidste år af college, og skulle derfor tage af sted til Vietnam, så snart jeg dimitterede. Jerry begyndte forskellige jobs og startede sidenhen sit eget vejbelægningsfirma, Bob flyttede til Hawaii og begyndte at sælge biler, Andy underviste på high school, og Larry arbejdede med forsikringer. Så musikken var på mange måder lagt bag os, da vi blev kontaktet, fortæller Rob Lind over telefon fra USA.

– Fyren ringede til Larry, som afviste ham, da vi jo ikke spillede sammen længere. Det gentog sig året efter, men fyren blev ved med at presse på. Så efter halvandet år begyndte Larry og jeg at snakke sammen, og kom frem til, at vi måske kunne komme lidt i form igen. Planen var, at vi skulle mødes alle sammen, men Andy fandt hurtigt ud af, at han ikke længere gad at rejse så meget rundt. Bob skulle rejse hele vejen fra Honolulu, hvilket hurtigt ville gøre det svært for ham at være med. Så det endte med, at det bare var Larry, Jerry og jeg der mødtes. Så da fyren ringede til Larry igen i 2007, tænkte vi, at det måske godt kunne lade sig gøre.

Var I nervøse over, hvordan I ville blive modtaget, efter I begyndte at spille live igen?

– Vores renommé var meget vigtigt for os, så vi var meget beviste om, hvad der skulle ske efterfølgende. Vi var alle sammen klar over, at vi havde haft en effekt på musikken, som vi ikke ville ødelægge. Vi vendte derfor først tilbage til fyren en måned inden koncerten og fortalte, at vi var klar til at spille. Og kun fire dage efter koncerten i New York fik vi et opkald fra en promoter i London, der allerede havde booket to udsolgte shows for os. Vi var selvfølgelig klar på det og tog af sted for at spille vores første koncerter i Europa.

Alle ville være i et band for at møde piger

Med 50 år imellem album er der ingen tvivl om, at tiderne har ændret sig. Det er Rob Lind og alle de andre fra The Sonics tydeligvis klar over, og i dag er vilkårene måske også blevet bedre for musikere fra det nordvestlige USA. 90'ernes grunge med fanebærerne Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden satte fokus på byen, som pludselig fangede interessen fra resten af verden. Denne omfattende interesse eksisterede ikke i 60'erne, men selvom der ikke eksisterede samme form for tilgængelighed for musikken, som der gjorde tyve år senere, har niveauet altid været lige højt.

– Bandet spillede ret solidt i 60'erne, og det er det stadigvæk, svarer Rob Lind, da han bliver spurgt om, hvordan han ser forskellen ved at spille som The Sonics i 60'erne og i dag.

– Men hvor den store forskel ligger, er i turnélivet. Ligesom alle andre byer var der dengang i 60'erne mange bands i Seattle og Tacoma. Ud over The Ventures og Jimi Hendrix, som voksede op i Seattle, var alle de andre bands på en måde fanget i det nordvestlige USA. Det var ikke før Nirvana, Pearl Jam, Screaming Trees og alle de der gutter begyndte at spille, at Seattle-bands kom væk fra byen. Da vi turnérede dengang, var det oftest en weekendtur til forskellige små byer i det nordvestlige USA, men nu er vi afs ted i fem uger eller længere ad gangen. Vi kører rundt i en tourbus og bor på det ene hotelværelse efter det andet.

– En anden stor forskel er teknologien i dag. Da vi spillede koncerten i New York, havde vi tydeligvis ikke spillet siden 60'erne, så da vi startede lydprøverne, stod der de her store, sorte kasser ved fødderne af os. Hvad er der i de her kasser, spurgte vi, og de så på os som om, vi kom dybt inde fra junglen. Vi fandt så ud af, at sådan nogle hedder monitors, og at man faktisk kunne høre sig selv, når man spillede.

Nu nævner du Screaming Trees og Nirvana, som alle var en del af en meget sammentømret scene. Var I en del af et bestemt miljø dengang i 60'erne?

– Dengang ville alle gerne være med i et band, primært fordi det var en god måde at møde piger på. Vi var 17-18 år gamle, så vi ville selvfølgelig møde en masse piger. Der var en masse bands at lytte til, så vi tog alle sammen til koncerter og fik en masse idéer. Vi var Tacoma-fyre, og vi var meget anderledes end dem fra Seattle. Seattle-bands var rigtig dygtige og polerede, men de alle sammen ret jazzede og swingy. De var alle sammen bedre end jeg var, uden tvivl. Men det manglede noget nosser.

– I Tacoma var vi klar på at rocke og sparke røv. Vi var vilde med Little Richard og Jerry Lee Lewis. Alt der var hårdt, og så vi smed lidt blues ind – James Brown, Little Willie John. At vi blev berømte er måske så meget sagt, men vi blev hurtigt meget populære og velkendte, fordi vi var rock-fyrene – vi smadrede det hele. Vi ville have, at det forreste publikum skulle tage to skridt tilbage, når de hørte os, men en af konsekvenserne var så, at der hurtigt begyndte at gå en masse rygter om, at vi tilbad djævlen.

Hvordan husker du publikums reaktion på The Sonics dengang?

– I dag er publikum meget bekendte med den her slags musik, og nogle gange går publikum også helt amok. Men tilbage i 60'erne var det helt anderledes, da folk kom for at danse. Ligesom os kom alle fyrene for at møde piger, og den letteste måde, de gjorde det på, var at danse. Og vi spillede hård rock 'n' roll, der var virkelig godt at danse til. Så vi blev meget godt modtaget og var populære et helt år før, vi udgav vores første album.

Dengang punken ikke fandtes

The Sonics er af flere blevet beskrevet som den tidligste form for garagerock – eller protopunk, vil nogle måske mene. Men selvom disse begreber har en så fast del i den kontemporære opfattelse af musik, var der engang, hvor disse ord ikke fandtes. The Ramones og Sex Pistols havde endnu ikke overtaget verden, og punkattituden havde endnu ikke haft sin effekt på vestens ungdom. Men selvom man kunne forestille sig, at der var en klar bevidsthed om, hvordan lyden af The Sonics skulle være, har det i virkeligheden været mere tilfældigt, og punk- eller garagerock-mærkatet er måske alligevel ikke så præcist, som man umiddelbart skulle tro – og dog.

– Dengang eksisterede der slet ikke noget lignende – mærkatet kom først senere. Jeg er slet ikke interesseret i punk fra dengang, men jeg er bekendt med MC5, The Clash og Ramones, og det minder på mange måder meget om det, vi laver nu. Vi tog Ray Davies-sangen "The Hard Way" med på den nye plade som en cadeau til punken, for den sang har følelsen af punk.

The Sonics og den musikalske arv

Seattle besidder et helt unikt musikalsk miljø, og i storbyen Seattle imellem Washingtons majestætiske fyrtræer og storslåede bjergtoppe opfattes The Sonics blandt flere lokale stadig som en af forløberne til den lyd, der har været med til at kendetegne byens musikscene. Men for et orkester, der kom frem tyve år, inden den velkendte lyd flød ud igennem alverdens radiobølger, eksisterede der dengang en sådan form for sammenhold? 90'ernes mastodonter var langt fra deres eksistens, da The Sonics spillede op til dans rundt omkring på Washington-statens spillesteder, men trods årene imellem holder de alle fast i den samme arv.

– Den musik vi spillede dengang, var ret anderledes end det, grunge handlede om. Men det var en anden tid og nogle andre mennesker, som var en del af den. Vi i The Sonics er ret stolte af fyrene fra Pearl Jam, Soundgarden, Alice In Chains og alle de andre bands fra den scene, for de bidrog med deres egne idéer til musikken, som pludselig fik en verdensomspændende popularitet, og samtidig var de alle fra Pacific Northwest. Vi spillede en koncert tidligere i år i Seattle, hvor vi introducerede vores nye album, og til den koncert havde vi en række forskellige musikere med på scenen.

– En af de musikere, som var med under koncerten var Krist Novoselic fra Nirvana. Jeg skulle introducere ham og var derfor nødt til lige at se på hans baggrund i Nirvana – og det var bjergtagende. Den succes, som det band har opnået, er der ingen fra det område, som har opnået. Siden den koncert har vi mødt nogle af de andre bands, og vi er blevet gode venner med Eddie Vedder fra Pearl Jam og drengene Mudhoney, som vi ofte spiller med. Så vi ser lidt på alle dem, der var en del af den tid og den scene, som vores småbrødre – vi er meget stolte af dem. De spiller en helt anden form for musik, men vi er vilde med dem.

Mudhoney og The Intelligence spillede blandt andre også til den koncert, hvilket sammensatte et line-up af udelukkende lokale bands af flere generationer – hvordan vil du beskrive jer selv sammen med disse bands som et resultat af byens musikalske arv?

– Jeg har faktisk aldrig tænkt over det på den måde, men jeg er ret enig i den opfattelse. Det er nok en ret præcis opfattelse af den optræden, som vi så krydrede med forskellige andre lokale musikere. Vi havde det ret godt med en af fyrene fra The Presidents of the United States of America, hvor han og jeg spillede "Got Your Head On Backwards" sammen, og vi havde det så fedt, at vi næsten var ved at gå opløsning. Og så kom Krist Novoselic på scenen for at spille bas på "Cinderella", og jeg har altid haft et indtryk af ham som en meget stille fyr. Halvejs inde i sangen kiggede jeg tilbage, hvor han stod og hoppede op og ned – det var ret sjovt.

Da succesen ramte Seattle i start-90'erne, lagde du da mærke til den effekt, The Sonics har haft på den lyd?

– Kurt Cobain var ret rar mod os på skrift, hvor han sagde nogle pæne ting om os, og det samme gjorde Eddie Vedder. Men det er alt sammen hård rock, så hvis der er nogle ligheder mellem dem og The Sonics, er det nok det. Vi lyttede og blev inspireret af den samme type musik, da vi startede med at spille musik, som Nirvana og Pearl Jam gjorde, så selvom der ikke er nogle direkte forbindelse mellem vores stil, kommer vi alle sammen fra det samme sted.

Mudhoney fortalte tidligere i år om jeres indflydelse på deres musik, og det samme har Dave Grohl fra Nirvana og Foo Fighters – hvor fandt I i sin tid jeres inspiration?

– Dengang vi startede, var vi ofte en del af flere sæt med flere forskellige bands. Det betød, at der nogle gange var en masse folk, der mødte op og bare kiggede på os uden at gøre noget. Vi ville jo gerne have, at folk skulle have det sjovt og danse til musikken, men vi følte os altid som en jukebox i sådan nogle situationer, hvilket Jerry hadede. Mange bands fra de første sæt spillede lidt opvarmnings-jam, som var meget stille og roligt, men vi kom hurtigt frem til, at vi skulle smadre igennem helt fra start. Det var ikke altid lige realistisk, men det var det, vi altid gjorde.

Gnisten gløder stadig

Når man beslutter sig for at indtage landevejslivet 50 år efter, den først blev lagt på hylden, kan det umiddelbart virke svært at vide, hvordan man egentlig skal bære sig ad med at spille foran fyldte spillesteder hver aften. Familien er efterladt derhjemme, og rock 'n'roll-livet lever ikke på samme højtryk, som det gjorde, da bandet befandt sig i deres sene teenageår. Men hvad er opskriften for at holde sig i gang? Kalenderen er mere fyldt end nogensinde, genforeningen har åbnet op for omfattende europæiske turnéer og supportjobs fra blandt andre Robert Plant, og selvom det i sig selv fremkommer lige så ærefrygtindgydende, som det fremkommer glamourøst, ligger der en helt bestemt fremgangsmåde bag. Det er et helt almindeligt arbejde, som mødes med den største målrettethed.

– Vi plejede faktisk at have de her lange øvere hjemme hos Larry i Seattle, men eftersom vi har fået så travlt, er det endt med, at vi øver om eftermiddagen inden lydprøven. Det vigtigste for os, når vi er på turné er at få nok søvn – det er virkelig det vigtigste. Mit barnebarn for eksempel er en meget dygtig guitarist, og har spillet med os et par gange, og han fortæller mig tit, hvor meget han glæder sig til at turnere ligesom os. Jeg fortæller ham altid, at han skal passe på med, hvad han ønsker sig.

– Det samme sker, når vi turnerer i Europa, hvor folk tit kommer op til os og udtrykker deres fascination over, hvordan de tror, vi lever. Men det, vi i virkeligheden gør, når vi er færdige med koncerten, er at drikke noget vand og spørge vores tour-manager, om vi ikke snart skal tilbage til hotellet. Men vi er utroligt heldige at have et publikum, som virkelig fanger det, vi laver. Og når de virkelig er sindssyge – og det sker tit – virker det som et batteri. Det lyder meget som en kliché, men publikum giver så meget energi, som vi opfanger, og det får os til at spille hårdere og mere energisk. Det er cirkulært – ligesom at være involveret i en gigantisk batteri.

Inden længe spiller I jeres første koncert i Danmark nogensinde – hvad har I af forventninger?

– Vi har spillet i Norge, Finland og Sverige, og det har altid været fantastisk, men af en eller anden årsag, har vi aldrig været i Danmark. Jeg har altid gerne ville besøge København, og gå rundt i byen med hænderne i lommerne. Jeg er meget spændt på at se, hvordan publikum er, og jeg håber, de er lige så vilde, som de er i resten af Skandinavien. Men jeg forstår, at koncerterne er tæt på at være udsolgt, så det giver et håb om, at publikum glæder sig.

Hvad kan publikum forvente?

– Vi er jo nogle lidt ældre fyre. Men vi har spillet for 25.000 mennesker, vi har lige turneret med Robert Plant, hvor vi spillede arenaer, vi har spillet på små rockbarer i Tokyo for 250 mennesker. For os er der ingen forskel. Vi føler, at det publikum der står foran os, har betalt penge for at komme at se os, så uanset hvor mange de er, giver vi dem alt, hvad vi har. Vi blæser dørene ned. Jorden kommer til at skælve under København og Aarhus.

Varm op med "Bad Betty" fra gruppens comebackalbum "This is The Sonics" fra 2015:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA