Nyhed

R&b-sanger sagsøger Taylor Swift for hit

Amerikanske Jesse Graham hævder, at Taylor Swift har tyvstjålet hele teksten til "Shake It Off" fra hans egen "Haters Gone Hate". Hør begge her.

Den amerikanske R&b-sanger Jesse Graham har sagsøgt Taylor Swift for svimlende 42 millioner dollars (cirka 284 millioner danske kroner). Han hævder, at den succesfulde popsangerinde har tyvstjålet sit hit "Shake It Off" fra 2014 fra en af hans sange. Det skriver NME.

Du kan høre både Grahams "Haters Gone Hate" og "Shake It Off" her forneden og selv vurdere, om Grahams påstand holder vand.

Den 50-årige Graham mener, at omkvædet til "Shake It Off" direkte tager teksten fra hans nummer "Haters Gone Hate" fra 2013 og siger, at Swift "på ingen måde" kan have skrevet sin tekst uafhængtigt af hans nummer. Han søger nu økonomisk kompensation, selvom hans første krav blot var at blive sat som forfatter til sangen og få taget et selfie med Swift. Disse krav blev blankt afvist af holdet bag Swift.


"Hendes hook er det samme som mit hook," fortæller Graham til NY Daily News. "Hvis ikke jeg havde skrevet sangen 'Haters Gone Hate', ville der ikke være en sang, der hed 'Shake It Off'."

"Til at begynde med ville jeg have ladet det ligge, men sangen er min hele vejen igennem," tilføjer Graham. 

Taylor Swift har nydt enorm succes med sit femte album "1989", hvor "Shake It Off" var den første single. Den var den 22. af sin slags til at debutere på førstepladsen af den amerikanske Billboard Hot 100-hitliste. Albummet modtog fire stjerner af GAFFAs musikanmelder Malena Salvado. Albummets store popularitet kommer også til udtryk i, at den amerikanske singer-songwriter Ryan Adams indspillede hele herligheden og udgav sit eget vellykkede bud på "1989" i september

Hør Jesse Graham "Haters Gone Hate" vs. Taylor Swifts "Shake It Off" her:

ANNONCE