Koncertoprustning torsdagen før festivalen er en prøveballon, fortæller ROSA-formand Gunnar Madsen
Dansk Rock Samråd (ROSA) har netop afholdt pressemøde forud for afholdelsen af den 13. Spot-festival, der finder sted i og omkring Musikhuset Århus i dagene 1. og 2. juni med en række koncerter rundt om i byen aftenen før, altså 31. maj. Og netop de mange torsdagskoncerter er lidt en prøveballon, afslører ROSA-formand Gunnar Madsen.
– Vi har længe overvejet, om vi skulle gå op og lave en tredages festival, så koncerterne om torsdagen er lidt et forsøg. Hvis der kommer mange folk torsdag, kan det være, vi vil arbejde på at gå op i at lave en regulær tredages festival fremover, og hvis ikke, vil vi nok drosle ned på torsdagskoncerterne i fremtiden.
Ellers er der ikke meget nyt på årets Spot-festival, da ROSA er meget godt tilfreds med, hvordan festivalen kører for tiden, fortæller Gunnar Madsen. Han fremhæver dog et af de nye tiltag, nemlig med koncerter, hvor klassiske musikere møder elektroniske ditto i Kunstbygningen, ligesom det er også her, at man kan opleve forfattere læse op i clinch med musikere. Endnu et nyt Spot-tiltag, i øvrigt arrangeret i samarbejde med den århusianske forening Litteraturen På Scenen.
Gunnar Madsen fremhæver også det store seminar "Knock Knock" i Musikhuset Århus hele torsdag den 31. maj, hvor en række af verdens førende brancheeksperter vil tale om musik-distributionsformer i den digitale tidsalder.
De såkaldte præ-Spot-koncerter 31. maj er som følger:
Musikhuset Århus kl. 19: The National Bank og Marybell Katastrophy
Train kl. 22: Maria Køhnke + A Kid Hereafter
VoxHall kl. 22: Dead Kids + Apartment + Metronomy
Studenterhus Århus: Taxi Taxi + The Floor Is Made Of Lava
Musikcaféen: Vincent Van Go Go + Corpus Percussivos
På den egentlige Spot-festival kan du opleve koncerter med nordiske navne som The Kissway Trail, Jens Unmack, Moi Caprice, Hatesphere, BliGlad, Beta Satan, The Concretes, The Lionheart Brothers, Oh No Ono, Jøden, Spleen United, Band Ane, Alice Rose og mange, mange flere – i alt cirka 100 koncerter.