In Flames før dansk koncert: Forvent sange, vi aldrig har spillet live før

In Flames før dansk koncert: Forvent sange, vi aldrig har spillet live før

Det melodiske svenske dødsmetalband In Flames er på en stor klubturné igennem Skandinavien og Europa. I forbindelse med bandets koncert på Train i Aarhus 8. november har vi fanget guitaristen Björn Gelotte til et telefoninterview og har stillet ham et par spørgsmål.

Hvordan er turnéen gået indtil nu?

– Fint. Vi havde en ret lang køretur fra Umeå til Karlstad (809 kilometer, red.). Men heldigvis er vores turbus meget komfortabel. Vi kan slappe af i den. Vi har været mange steder, vi ikke plejer at spille. Vi var i Nordfinland, Nordsverige. Nu tager vi op til Trondheim i Norge, og det er også langt oppe. Disse steder spiller vi normalt ikke. Måske indimellem til en festival, men på en regulær klubturné er det meget sjældent, at vi spiller der. Og fansene er meget glade for det. Vores bus er som sagt meget god. Vejret er ikke dårligt endnu. Derfor kan det lade sig gøre, og det er virkelig fedt og sjovt. Afstandene mellem de enkelte spillesteder er meget lange, men det går.

Hvordan er det gået I øveren?

– Vi er et meget dovent band for at være helt ærlig. Vi laver dog produktionsøvere, det vil sige, at vores monitor-, lys- og lydmænd er med, når vi øver op til en turné. Der øver vi bestemte ting og sager, så de fungerer perfekt under koncerterne. Da vi valgte vores sætliste, vidste vi, at det bliver svært, for nogle af de sange, som vi spiller på denne turné, har vi ALDRIG nogensinde spillet live før eller ikke spillet i 15 år.

Ja, netop. Jeg hørte et klip af et interview med Anders (forsanger Anders Fridén, red.) på den danske radiostation myROCK, hvor han blev spurgt om jeres nuværende sætliste, fordi jeres fans diskuterer den på jeres Facebookside. Kan du fortælle os lidt mere om det?

– Det er nok, fordi vi har lavet en meget anderledes sætliste den her gang. Vi har en masse sange, som vi ved fungerer godt live. Mange af dem har vi spillet på vores Europaturné i 2014. Og denne tur var mest for at promovere vores nye udgivelse "Siren Charms" sammen med vores hits. En form for best of tour. Og sådan plejer vi at gøre, når vi har store koncerter og spiller de store festivaler. Men den her turné er en klubturné. Og der ville vi gøre noget andet.

– Måske ikke fordi vi ville gøre noget særligt for os selv, men for at give vores fans en lille bitte smule ekstra. Og det er sjovt! Sangene bringer gode minder frem og holder dig på dupperne og kræver en smule ekstra af dig, når du spiller live. Vores fans lader til at være både overraskede og glæde for vores sangvalg, siden de nu ser os spille sange live, som vi aldrig har spillet live før. En once in a lifetime oplevelse.

Hvad kan vi forvente af jeres koncert i Aarhus?

– Jeg tror, at når vi når dertil, vil vi være virkelig opvarmede. Vi er i gang med at blive "rigtigt" opvarmede. Vi kender sættet bedre og bedre. Det tekniske halløj er der styr på… så ja. Jeg kan ikke huske scenens størrelse på Train.

Scenen er ret lille. Kender du måske det danske poprockband Nephew? Da jeg så et show med dem på Train, kaldte Simon Kvamm scenen klaustrofobisk lille.

– Det kommer nemlig an på scenens størrelse i forhold til vores produktion. Jeg håber, at vi kan få proppet meget af vores produktion derind, fordi det giver et løft visuelt, så showet i sin helhed bliver endnu bedre.

Hvad gør I, lige inden I går på scenen?

– Niclas (Engelin, guitarist, red.) og jeg plejer at mødes en times tid inden showet og varmer op, hvor vi øver de sangdele, vi fuckede op dagen inden. Eller vi øver særlige ting. Derudover drikker vi måske en enkelt øl, griner lidt, slapper af. Ikke noget specielt. Jeg tror, at de fleste bands gør, som vi gør. Vi skal være varme til noget tight-riffing. Soloerne bliver dog altid fucked op… hehe!

Hvad står på jeres forplejningsliste?

– Syv kasser øl, en flaske whisky, et par flasker champagne. Nogle i bandet er helt vilde med champagne. Men rideren er mest til tekniske ting og sager. Vi plejer at kræve god og varm mad til vores crew. Det er vigtigt! De har lange arbejdsdage, og vi prøver at sørge for, at de er glæde og gør deres liv på turnéen lidt nemmere. At være roadie er et hårdt job. Vi har kun ting på listen, fordi vi kan. Men vi har ikke sindssyge ønsker, som nogle bands måske har. Vi bliver bare lidt berusede og har det sjovt.

Hvad hører I i turbussen?

– Det er SÅ forskelligt. Når jeg vælger, er jeg nået til at være lidt konservativ. Jeg spiller ikke musik for mig selv efter året 1985, hvis muligt. Jeg lytter til musik hele tiden. Og jeg lytter også til alt fra hiphop til det mørkeste dødsmetal, black metal eller 80'er-rock. Det eneste, vi ikke har hørt i turbussen endnu er opera, og det sker nok heller ikke nogensinde, tror jeg.

Når du siger, at du personligt plejer at lytte til musik fra før 1985, er det så The Who, The Rolling Stones, The Beatles, eller hvad er det?

– Nej, det er musikken jeg voksede op med. Det er for eksempel Deep Purple, Rainbow, Whitesnake, Van Halen, Dio.

Et spørgsmål i en lidt anden retning: I skiftede jeres pladeselskab fra Nuclear Blast til Century Media, og nu er I havnet ved et major label: Sony Music. Hvad var årsagerne til at vælge et nyt pladeselskab, og hvordan adskiller sig selskaberne fra hinanden?

– Sony er et major label. Vi har aldrig været hos et major label før. Vi har været hos indie-labels, som du selv sagde. Nuclear Blast og Century Media. De er virkelig gode til det, de gør. Særligt i forhold til det marked, de arbejder hen mod. De kender deres niche ind og ud. Men vi ville for os i hvert fald en enkelt gang gerne se, hvad der sker med os hos et major label. Hvordan er distributionen, netværket med mere hos dem? Det var årsagen. Hovedforskellene er ikke så store igen. Beslutninger tager lidt længere hos Sony, da de bare er større i deres struktur. I den sidste ende vil vi ikke kigge så meget på det. Vi vil skabe musik og få musikken ud til så mange mennesker som muligt.

– Vi klarer os fint de fleste territorier. Nogle steder gik det dårligt. Da vi var hos Nuclear Blast, var de meget stærke i Tyskland, ikke så meget i Skandinavien, og i Staterne var de et sub-label til Century Media. Så på daværende tidspunkt havde Nuclear Blast ingen magt i USA overhovedet, men i Tyskland og de til Tyskland forbundne lande. Century Media har et godt set-up i USA og er også stærke i Europa. Så efter Century Media var Sony Music det næste logiske skridt. Vi får at se, hvad der sker med det næste album.

Med hensyn til jeres aktuelle udgivelse "Siren Charms": Hvordan adskiller sig albummet fra tidligere In Flames-album, og hvordan minder det om de ældre udgivelser?

– Kernen er der altid. For os handler det hele om melodier. Sådan har det altid været. Fra vores første demoer til der, hvor vi er nu. Melodierne og rytmerne. Det er altid det, vi starter med. Nu har jeg skrevet In Flames-sange siden 1995, og jeg ved lidt om, hvordan vi vil lyde. Men ud over det vil man også gerne opdage nye områder i sin musik. Ikke noget forrykt. For os er det virkelig kun små skridt. For en der kommer udefra, og som lytter til vores første album "The Jester Race" og bagefter til "Siren Charms", vil der nok være store forskel. Men vi har efterhånden udgivet 11 album og ved hvert nye album er der en lille udvikling, som har ført os derhen, hvor vi befinder os i dag.

– Jeg forstår folk. Jeg er som sagt lidt konservativ i forhold til musik. Mange fans vil gerne have, at deres yndlingsbands aldrig forandrer deres lyd fra de første album. Jeg er for eksempel en meget stor fan af Dios to sidste album og hørte dem spille noget live fra deres første tre udgivelser, og jeg var også glad for det. Som musiker tror jeg, at der er et behov for at udvikle sig selv. Du får konstant nyt input: Musikken, du lytter til, de bands du turnerer med. Du vil altid gerne prøve noget nyt. Sådan arbejder jeg i hvert fald. Jeg vil gerne åbne op for nyt, men altid beholde In Flames-kernen.

Når du fortæller om dit arbejde, som du gør her: Er det at være på tur og spille live en dag på kontoret for dig, eller hvad er det for dig?

– For at være helt ærlig: Det er det allerbedste ved vores job. Det er derudover det vigtigste værktøj, vi har som band. Man kan kun gøre det én gang, når man er et sted, man skal gøre det godt. Selvfølgelig er det også sjovt at skrive og optage musik i studiet, men vi elsker det, vi gør og leverer det hver aften, når vi spiller live. Vi spiller i morgen vores 155. koncert siden "Siren Charms" udkom. Du bliver nødt til at kunne lide at spille live, ellers ville vi ikke gøre det. At spille live er derfor ikke kun det vigtigste, men også det sjoveste ved vores job. Det er meget mere spontant end at sidde og skrive musik. Det er også fedt, men det er lort at optage, fordi det tager så mega lang tid.

Jeg stiller dette spørgsmål til mange musikere, og næsten alle svarer, som du gør, men da jeg talte med Seether-forsangeren Shaun Morgan, sagde han meget ærligt: "Det er 100 procent en dag på kontoret." Dette overraskede mig, og derfor er det forfriskende at høre, at I hygger jer så meget, når I spiller live.

– Hvordan tror du, Shaun Morgan startede?

Jeg tror, eller snarere håber selvfølgelig, at han elskede at spille live, inden han var nået til det punkt, hvor han kun ser det som en dag på kontoret.

– Netop! Særligt i vores genre, metal – der har du ingen garanti overhovedet, at du vil kunne leve af at spille musik, eller at der overhovedet er et publikum for din musik. Du starter nemlig ikke et band for at blive rig, du starter fordi du vil spille musik med dine venner. Det sjove for os er: Det er stadigvæk rigtig, rigtig sjovt at spille musik live! Jeg elsker at have sommerfugle i maven og være lidt anspændt 5-10 minutter, inden showet starter. Det er fedt.

Hvad forbinder du med Danmark?

– Jeg tog tit til Danmark, da jeg var lille, fordi min bedstemor er dansker. Da jeg kommer fra Göteborg var og er det meget nemt for os at komme til Danmark med færgerne. Vi tog tit på ferie til Danmark. Vi var tit i forlystelsesparken Bakken. Jeg elskede det som barn. Derudover kan jeg godt lide dansk øl. Nogle mikrobryggerier er fantastiske. For eksempel Mikkeller – fantastisk!

Måske skulle I putte Mikkeller-øl på jeres cateringsliste til Aarhus-showet?

– Det er stensikkert! Vi har tænkt os at kigge forbi bryggeriet snart, når vi har tid.

Siden vi nu taler lidt om Danmark og Sverige, så har jeg lagt mærke til, at Sverige har en ekstrem høj kvote af succesfulde og store bands sammenlignet med befolkningsantallet. Hvordan hænger det sammen, efter din mening? Måske med et vikinge-musik-gen?

– Jeg tror, at det har mange forskellige årsager: En god fornemmelse af melodier, som kan ses i den traditionelle svenske musik. Og selvom man måske ikke er opvokset med det, kan du høre det ved næsten alle svenske kunstnere. På en måde er det meget vigtigt, synes jeg. Sverige har det rigtig godt. Folk føler sig trygge, og vi har det godt i Sverige. Så på den måde kan alle og enhver i hvert fald prøve at spille musik, uden at det medfører eksistentielle konsekvenser, hvis det ikke lykkes med succesen.

– Vi har en god musikalsk infrastruktur i Sverige. Mange unge musikere kan virkelig profitere af det og de værktøjer, de har til rådighed for at skabe musik. Jeg kender næsten ingen i Sverige, som ikke er i et band, har været i et band eller planlægger at starte et band. Det skaber konkurrence og ambitioner, og det medvirker nok også til, at nogle bands bliver endnu dygtigere med tiden.

Når det er sagt: Hvad fik dig til at starte med at spille?

– Jeg voksede op med musik. Mest med metal og rock. Min far er et "metalhead". Så stjal jeg hans lp'er som barn og lyttede til dem. Dio er min Gud. Efter jeg blev lidt ældre, jeg er 40 år gammel nu, var der ikke noget musik-outlet for den slags bands. Så der var måske en enkelt koncertudsendelse på MTV. Der var også musikmagasiner, og da jeg så alt dette, tænkte jeg bare: "Ej, hvor er det bare cool!". Dét og også, at jeg har lyttet til musik, siden jeg var ret ung, har haft betydning for at jeg startede med at spille musik. Det var altid det, jeg ville, og jeg var meget heldig, at det lykkedes mig.

Hvilke musikere er efter din mening de fem bedste i verden?

– Det er svært. Som sanger: Ronnie James Dio. Intet tvivl. Fantastisk sanger! En gylden stemme. Ved guitaristerne har vi et problem: Der er for mange til at bare vælge én. Jeg giver dig fire eller fem: En af de første jeg hørte var Ritchie Blackmore (Deep Purple, Rainbow, Blackmore's Night med flere, red.). Ikke for hans guitarspil, men mere for hans sangskrivning, som var så kompleks, smart og ekstrem melodisk. Han er selvfølgelig også en meget dygtig guitarist.

– Slash havde stor indflydelse på mig. Jeg var i den perfekte alder, da Guns'N Roses blev store. Han er nok hovedgrunden til, at jeg spiller en Les Paul Gibson guitar. Zakk Wylde (Ozzy Osbourne, Black Label Socitey med flere, red.) er en anden, jeg vil nævne. Det ligner en boksekamp, når han spiller guitar, meget kraftigt. Eddie Van Halen (Van Halen, red.) med hans vanvittige teknik. Dertil vil jeg nævne Albert Lee (solist og studie- og livemusiker, red.). Så det er meget svært at kun nævne én.

Har du måske en eller to trommeslagere, du vil nævne?

– Jeg kan godt lide, hvordan Daniel Erlandsson (Arch Enemy, red.) spiller trommer. Men det er svært at nævne enkelte. Så jeg undskylder over for dem, jeg ikke nævner. Ved bassisterne nævner jeg selvfølgelig Steve Harris (Iron Maiden, red.). Meget unik lyd. Og så er der Felix Pappalardi fra det gamle band Mountain.

Han dødede allerede i 80'erne, ikke?

– Ja, i 1983. Han var virkelig sej. Han havde meget tidligt forvrængede baslyde – virkelig sejt. Mountain var min fars yndlingsband.

Din yndlingsret? 

– Jeg elsker at grille. Det er svært – jeg elsker også en god omgang chili. Jeg kan også godt lide ribs.

Din yndlingsdrik?

– Jeg er en øl-mand. Min absolutte yndlingsøl er Sierra Nevada fra Californien. Men lige nu er jeg på Coors Light Beer. Den har ikke så meget smag, men er en meget forfriskende drik. De fem ting, du ville tage med på en øde ø:

Internetadgang, min telefon, en guitar, min iPad, fordi mine bøger er på den nu og en kasse øl. Det er alt, man har brug for for at kunne klare sig på en øde ø.

Dine fem yndlingsbands?

– Jeg synes, der er meget fed ny musik, og jeg får nye indtryk konstant, men mine fem favoritter er: Beartooth – nyt band, Papa Roach – et fantastisk liveband og de er stadigvæk meget relevante, Rainbow og alt, der har noget med Dio at gøre, Van Halen og en del dødsmetalbands, som jeg opvoksede med, og som jeg stadigvæk lytter til som for eksempel Creation of Death og Cannibal Corpse. Fantastisk energi.

Dine top-5-of-all-time yndlingsnumre?

Rainbow – Gates of Babylon

Van Halen – Somebody Give Me a Doctor

Cannibal Corpse – Evisceration Plague

Hele albummet "Retribution" af bandet Malevolent Creation. Hvert eneste nummer er enestående på det album. Så er der i hvert fald fem.

 

Bandets hjemmeside: http://inflames.com/

Billetter kan købes her: http://train.dk/#_event-2481

Björn Gelotte: https://www.facebook.com/GelotteOfficial/

Se første del af en ny dokumentar om bandets roadies: 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA