x

Noel Gallagher: Berømmelse er spildt på Adele og One Direction

Noel Gallagher: Berømmelse er spildt på Adele og One Direction

Noel Gallagher er ikke fan af de nye, unge popstjerner. Det fastslog han klart for nylig i et interview med Esquire UK. I interviewet, hvor han ikke sparede på ukvemsordene, sagde han blandt andet, at berømmelsen er spildt på navne som Adele og One Direction. Til gengæld synes Gallagher, at en musiker som Kanye West "gerne må blive".

Den 48-årige musiker mener ikke, at nogen går op i, hvad popstjernerne går og laver. "Er der overhovedet nogen, der giver en fuck for, hvad nogle af de aktuelle popstjerner laver? Hvem fanden går op i, hvad One Direction laver? De bøsser vil alle være på afvænning, når de runder de 30," siger Gallagher. "Hvem fanden går op i, hvad Ellie Goulding er i gang med? Sådan rigtigt? Og hvad med Adele? Det blæser mig fandme omkuld. Det er ingen, der går op i det! Berømmelsen er spildt på dem med deres fucking in-ear øresnegle og deres e-cigaretter. Og deres parfumer, som de sender på gaden til jul."

Dette er ikke første gang, Noel Gallagher langer ud efter One Direction. Da Zayn Malik tidligere i år forlod bandet for "at blive en normal 22-årig", udtalte Gallagher: "Har du mødt normale 22-årige? De har lort i deres hoveder".

Læs hele interviewet med Noel Gallagher her, hvor han blandt andet også udtaler, at han ikke bryder sig om Radiohead.

Hør Oasis-klassikeren "Wonderwall" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA