GAFFA på Iceland Airwaves – torsdag

GAFFA på Iceland Airwaves – torsdag

Se mange flere billeder fra Iceland Airwaves torsdag her

Iceland Airwaves har efterhånden 16 år på bagen og er endnu engang bragende udsolgt. Den store succes skyldes først og fremmest det altid omfattende musikprogram, der tæller omkring 250 officielle koncerter og mindst dobbelt så mange uofficielle off-venue koncerter spredt over hele byens spillesteder, kaffebarer, butikker, klubber, og hvor man nu ellers kan plugge strøm til en forstærker.

Musikprogrammet appelerer især til de nysgerrige og musikalske feinschmekere, som kan lide at blive overrasket og overvældet. Bortset fra en lille snes mere kendte udenlandske navne som Father John Misty, John Grant, Beach House, Ariel Pink, Mercury Rev og Hot Chip består programmet nemlig næsten udelukkende af lokale, islandske navne og mindre bands og solister i indie-genren fra især Europa og USA.

En ting er dog musikken, for en anden og lige så stor sællert for festivalen er den unikke location. Der er nemlig noget sært dragende ved at tage til musikfestival om efteråret på en eksotisk lava-ø midt i Atlanterhavet, hvor der samtidig er mulighed for at opleve flimrende nordlys, spruttende geisere, gigantiske gletchere, kulsorte lavastrande og – ikke mindst – at springe ud i Reykjaviks berømte og berygtede natteliv, hvor der bliver festet igennem på ægte vikingemanér. Alene af den grund er det værd at tage til Airwaves. 

Turen starter for mit vedkommende med en betagende indflyvning til Islands internationale lufthavn, Keflavik, hvor man på den krystalklare eftermiddag fra flyet har udsigt til uendelige mosgrønne lavasletter, majestætiske gletchere og til sidst den berømte Blå Lagune, som lyser op fra lang afstand. 

Storladne indie-symfonier
Efter check-in på hotellet og når festivalarmbåndet er på plads, bliver det dog lidt mere jordnært. Det er tid til at gå på musikopdagelse, og første stop torsdag aften bliver i Reykjaviks imponerende musikhus Harpa, der ligger som en skinnende diamant direkte ud til byens forrevne fjord med sneklædte bjerge i baggrunden. Her spiller amerikanske John Grant, som nærmest er blevet en lokal islænding, siden han for fire år siden flyttede til klippeøen i Nordatlanten. I år har han været på turné med det islandske symfoniorkester, og det er også i det setup, han i aften giver koncert i Harpas største koncertsal.

Stemningen er andægtig, og de meget personlige, bittersøde og melodiske sange bliver blæst helt op i stort format, som passer glimrende til de hudløse tekster og det melankolske univers. John Grant har netop udgivet albummet "Grey Tickles, Black Pressure", der er hans tredje soloalbum, og de helt nye og ældre sange bliver blandet effektivt med heftige electronica-effekter, farefuldt lysshow i Nordlys farver og en ægte wall-of-sound-magi, som kun et symfoniorkester kan levere. Enkelte hengivne publikummer rejser sig op og danser i den pompøse koncertsal, og den 90 minutter lange seance udløser stående bifald. Imponerende show. 

Herefter går turen ned til spillestedet Idnó, der ligger i et charmerende gammelt træhus med udsigt til en stor sø. Her er danske Blaue Blume klar til at gå på scenen. Bandet her netop udgivet debutalbummet "Syzygy", som har høstet strålende anmeldelser, og deres første islandske koncert er også guldbeskinnet. Det skyldes især forsanger Jonas Smiths særegne vokal, der ligger i samme patosfyldte falsetleje som Antony Hegarty og Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machine. Sangene er dramatiske, pompøse og ambitiøse som 1970'ernes prog-rockbands, og der ligger gode melodier gemt under hvert nummer.

Det er både følsomt, dystert og hypermelodisk, og at dømme ud fra publikums begejstrede modtagelse og bandets egen smukke og selvsikre performance er der vist ingen tvivl om, at Blaue Blume har en lysende fremtid foran sig. Bandet er ekstremt velspillende og koncentreret, og det er en fryd at iagttage, hvordan især trommer og bas spiller sammen. Det er tight, swingende, raffineret og velkomponeret og kan ofte minde om en funky udgave af Mew. 

Bedaget post-punk og energisk nutidsrock
Godt opløftet går turen tilbage til Harpa, hvor amerikanske Mercury Rev spiller. Desværre er de netop færdige, da jeg ankommer, så det når ikke at blive til mere end sidste ekstranummer, som ellers lyder rigtig lovende. Men der er ikke tid til at ærgre sig, for i samme koncerthus spiller både The Pop Group og Father John Misty (billedet). Jeg lægger ud med britiske The Pop Group, som må siges at være dette års største legende-booking.

Bandet blev dannet i Bristol i England i 1977 og udgav to kritikerroste, men ukommercielle album, inden de blev opløst i 1981. Siden opløsningen er The Pop Group ofte blevet kaldt for post-punkens gudfædre og set som store inspirationskilder til Nick Cave and The Bad Sees, Sonic Youth, Massive Attack, Happy Mondays og mange andre. I 2010 blev gruppen så gendannet og har i år udgivet sit første nye album i 35 år. Koncerten fejler sådan set ikke noget. Bandet lyder, som de skal, og det flimrende lydbillede bestående af dub, ska, punk, funk og free-jazz holder ret godt.

Derimod virker frontmand Mark Stewart ganske bedaget, og det er svært for alvor at tage de meget vrede og politiske tekster og paroler fra sen-70'erne ind her i 2015. Hævede knytnæver, skrig i mikrofonen og de ungdommelige attituder gør det heller ikke bedre. Det virker som et show og ikke autentisk, som det måske havde gjort for 35 år siden, og det er svært for alvor at leve sig ind i musikken. Men som et rockhistorisk tidsbillede fra post-punkens arnested holder koncerten udmærket. 

Mere autentisk og levende går det for sig inde i nabosalen, hvor Father John Misty fyrer den op for en propfyldt og ellevild sal. Den tidligere Fleet Foxes-trommeslager slog for alvor sit navn fast som soloartist med "I Love You, Honeybear" fra i år og har siden redet på en bølge af succes, som man også kunne opleve på årets Roskilde Festival. Father John Misty er smækfyldt med energi og går straks ned i knæ, danser på stortrommen og bevæger sig ubesværet rundt i både garagerock, boogie, indie, country og soul med et fantastisk velspillede og velsyngende band bag sig. Man kan i den grad glæde sig, hvis man skal ind og opleve ham den 16. eller 17. november i København. Efter nogle solide Viking-juleøl til at skylle oplevelsen ned med sluttede denne første aften på årets Airwaves Festival. Fortsættelse følger.

Se mange flere billeder fra Iceland Airwaves torsdag her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA