Interview med den tidligere Soundgarden-sanger, der udgiver sit andet soloalbum 29. maj
Tidligere var Chris Cornell til sprut, stoffer og skrivepauser. Siden årtusindskiftet er lasterne lagt på hylden, generne mangfoldiggjort og den kreative åre eksploderet. Et flow, der nær blev stoppet permanent af en truck i L.A.
– Han er en den perfekte skurk, helt enkelt. Han er bare en ”bad guy”, og så blødte hans ene øje, hvilket var ret cool. Han er en virkelig god skuespiller og en rigtig fin fyr.
Er der to, der står sammen i international showbiz i dag, er det Chris Cornell og Mads Mikkelsen. De mødtes i Prag, da begge var i færd med at betræde nyt territorium. Mads Mikkelsen under optagelserne til sin første store internationale filmrolle som superskurken Le Chiffre i James Bond-filmen Casino Royale, og Chris Cornell på inspirationstur til noget så uvant som at skrive titelmelodien til samme.
You Know My Name er efterfølgende blevet et solidt hit på begge sider af Atlanten og som sådan en fin indgangsbillet til Cornells videre solokarriere. Det, der først lignede en lille privat afstikker fra hovedvejen, skulle vise sig at blive affyringsrampen til en ny epoke i Cornells videre musikalske løbebane, eller sagt mere direkte; Audioslave er fortid – Chris Cornell er soloartist fremover.
Sceneskift
Det var der ellers ikke meget, der tydede på, hvis man bare bladrer en otte-ni måneder tilbage i kalenderen. Her havde Audioslave netop udgivet deres tredje, og ifølge flere kritikere, bedste album Revelations, og der var ikke grænser for, hvor produktive og harmoniske de fire bandmedlemmer tilsyneladende var. Man undrede sig måske lidt over, at albummet ikke blev fulgt op af en turné, at Cornell trådte frem som Bond-sanger, at han varslede et kommende soloalbum, at Rage Against The Machine skulle genforenes for en aften på Coachella-festivalen i sommeren 2007, og at Tom Morello havde opskruet ambitionerne for sit musikalske sideprojekt The Nightwatchman.
Men Audioslave havde på den anden side udgivet tre studiealbum plus en ambitiøs dvd på rundt regnet fire år, og bandmedlemmerne havde i interview på interview – blandt andet til GAFFA – forklaret, hvor velsmurt, velfungerende og demokratisk en maskine Audioslave var, i forhold til bandmedlemmernes tidligere på mange måder dysfunktionelle orkestre Rage Against The Machine og Soundgarden. At bandmedlemmerne hver især havde brug for et lille pusterum, virkede på denne baggrund helt naturligt. Men så faldt bomben i midten af februar 2007, to dage før GAFFA mødte Cornell i Los Angeles. Et af det nye årtusindes bedste og mest succesfulde rockbands var fortid. Chris Cornell afviser, at Coachella-genforeningen af Rage Against The Machine har haft indflydelse på bruddet:
Adios Audioslave
– Jeg var lidt overrasket, da jeg hørte om genforeningen, for så vidt jeg er orienteret, har ingen af de andre så meget som snakket med Zac (De La Rocha, den gamle Rage-sanger, red.) i de år, vi har haft Audioslave, hvilket jeg synes har været både mærkeligt og forkert. Man går igennem utroligt mange ting sammen, når man er i et band. Vi er stadig venner i Soundgarden, og de kom alle og så os spille, da vi begyndte med Audioslave, og det er sådan, det skal være. Jeg er utroligt stolt over, hvad vi har opnået med Audioslave, men der er forskellige grunde til, at vi nu stopper.
– Der har grundlæggende været nogle forretningsmæssige ting, vi har været uenige om (rygter vil vide, at Cornell ikke føler sig tilstrækkeligt krediteret – og betalt – for sin sangskrivning, red.), og de konflikter er ikke blevet mindre. Så er de musikalske uoverensstemmelser også taget til. Jeg skrev for eksempel en sang i forbindelse med den sidste plade, som er en af mine egne ”all time”-favoritter. Rick (Rubin, producer, red.) elskede den, men de andre ville ikke have den med på pladen.
– Det er fint, der er mange sange, som bliver kasseret, men det var et vink til mig om, at der var andre muligheder i verden end Audioslave. Det har været et meget kollektivt band, hvor musik og beslutninger er taget sammen. Fra Soundgarden, min første soloplade og Temple Of The Dog har jeg været vant til at arbejde alene med kompositionerne, og da jeg begyndte at gøre det igen sidste år, føltes det som det helt rigtige for mig.
Ser man på Audioslaves albumcovere, er der ild på det første, vand på det næste og jord på det tredje. Mangler der ikke lige et element?
– Det er rigtigt, det er der også en anden, som har pointeret. Vi skylder pladeselskabet en greatest hits med bonus tracks, så vi må se, om vi kan få fotograferet noget luft i denne sammenhæng, en orkan måske!
Læs resten af interviewet i GAFFA juni, som er på gaden 31. maj
