Nyhed

Joe Jackson skal i studiet

Sangskriveren har gendannet sin gamle kvartet og indspiller nyt album i næste måned

Den engelske sangskriver Joe Jackson havde sin storhedstid i slutningen af 70'erne og starten af 80'erne, hvor han havde hits med sange som "Is She Really Going Out With Him?", "It's Different For Girls" og "Steppin' Out".

Sideløbende med at skrive sofistikerede popsange har Jackson dog også indspillet jazz og klassiske plader, og han har blandt andet vundet en Grammy for albummet "Symphony No. 1" fra 1999.

I 2003 gendannede Jackson den kvartet, han spillede med på sine første tre plader, og sammen udgav de "Volume 4", der blev set som en tilbagevenden til de dyder, der gav sangskriverens sit gennembrud.


Jackson er i øjeblikket på turné med sin kvartet i England, og ifølge Billboard fortalte han til en af koncerterne forleden, at de er på vej i studiet for at indspille et nyt album.

Indspilningerne kommer til at foregå i Berlin i juni måned i håb om, at Jackson & Co. kan udsende et nyt album i begyndelsen af 2008.

ANNONCE