x

Prince udskyder Europaturné

Prince udskyder Europaturné

Som vi skrev i sidste uge, var det planen, at Prince skulle drage på soloturné i Europa med to danske koncerter inden jul. Nu har Princes danske agent Kim Worsøe fra ICO imidlertid udsendt en pressemeddelelse, hvor han skriver, at turnéen er udskudt.

"Oven på de tragiske begivenheder i Paris har koncertarrangøren valgt at udskyde turnéen indtil videre," skriver Kim Worsøe.

Koncerterne skulle være en del af Princes kommende soloturné "Prince Spotlight: A Piano and a Microphone", hvor han fra 21. november til 22. december ville give 16 koncerter i 11 europæiske lande – kun med et klaver og en mikrofon på scenen og altså uden band.

Det ville være første gang i karrieren, at Prince tog på turné solo. Om turnéen udtalte Prince:

"Hvorfor gøre dette nu? Af adskillige årsager. For nybegyndere er det en udfordring. Jeg vil ikke have dårlige anmeldelser, men jeg vil ikke gå tilbage til, hvad jeg er sikker på, jeg kan, fordi jeg har gjort det i 30 år. Du er nødt til at prøve nye ting. Med klaveret er det mere nøgent, mere rent. Du kan se præcis, hvad du får."

Prince har senest udgivet albummet "HITnRUN" via streamingtjenesten Tidal i september.

GAFFA vender tilbage, når der er nyt i sagen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA