Nyhed

Nyt album på vej fra The National

Amerikanske The National skriver sange på en ny måde til det kommende album

Selvom de fem medlemmer af den amerikanske gruppe The National hver især har mange bolde i luften, har de fået skrevet sangene til deres kommende album, som forsangeren Matt Berninger beskriver som "virkelig fucking gode". Selvom bandet stadig er i tidligt i processen med den nye udgivelse, kan de allerede nu afsløre en anden tilgang til sangskrivningen.

"Jeg tror ikke, at vi er bange for at skrive ørehængere længere", udtaler manden på guitar og keyboard, Aaron Dessner, til Stereogum. Han beskriver deres nye sange som "lysere", "en smule barskere" og "med mere kant". "Det er en helt ny måde for The National at gøre det på", afslutter han.

Det kommende album bliver opfølger til deres udgivelse "Trouble Will Find Me", som udkom i maj 2013. Hvornår det nye album udkommer vides endnu ikke.


Matt Berninger og Brent Knopf fra bandet Menomena er i øvrigt for tiden aktuel med sideprojektet El Vy, som netop i dag har udgivet deres debutalbum, "Return to the Moon", og 1. december giver de en udsolgt koncert i Pumpehuset. GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen er ganske tilfreds med El Vys album, som han netop har givet fire stjerner under overskriften "Matt Berninger i fri leg". Læs hele anmeldelsen her.

The National spiller på Tinderbox Festival 2016.

Hør "I Need My Girl" med The National her:

ANNONCE