Nyhed

Magtens Korridorer – Friværdi på frihjul

Magtens Korridorer fejrer gennembrudsalbummet Friværdi på Danmarksturnéen, som starter i dag. GAFFA har mødt rockbandet til en snak om gamle dage og de kommende koncerter.

Se en ny fotoserie med Magtens Korridorer her

Femte sal med udsigt over København er stedet, hvor det foregår denne fredag eftermiddag. Magtens Korridorer tager imod i øvelokalet. Bandet er af andre mennesker i bygningen blevet forvist til øverste etage, da de larmer mest. Anledningen til dagens løsslupne snak er den kommende 10 års jubilæumsturné for gennembrudsalbummet "Friværdi". Den kommende rundtur i Danmark byder på albummet spillet i sin fulde længde samt andre udpluk fra rock'n'rollernes bagkatalog.

Vi skruer tiden tilbage til 2005 og tiden omkring "Friværdi" – hvad var Magtens Korridorer for et band dengang?


Niklas (Schneidermann, guitar, red.) – Det var jo et band med de samme medlemmer som i dag.

Terkel (Møhl, bas, red.) – Og et meget lovende et af slagsen.

Niklas: – Vi havde nogle, syntes vi selv, virkelig gode sange og ville gerne indspille dem ordentligt. Det brugte vi 40.000 kroner på. Johan (Olsen, red.) havde arbejde og lånte 20.000 i banken, og så havde vi de resterende i bandkassen. Det var i 2003. Vi sendte demoerne rundt til nogle pladeselskaber og fik kun ét afslag. Resten hørte vi aldrig fra. Men der var en eller anden form for mål om at lave en plade og komme til at spille nogenlunde ordentligt, og efter et par forsøg kom vi så med i KarriereKanonen. En del af aftalen var så, at de betalte for, at vi indspillede to sange, som så var "Nordhavn Station" og "Picnic (På Kastellet)", og så lovede de at spille sangene 14 gange om ugen i noget tid.


Rasmus (Kern, guitar, keyboard, red.): – Så skete der jo det helt fantastiske, at Danmarks Radio gik i strejke, så da vores album kom i A-rotation, var der bogstavelig talt ikke nogen til at vende pladen. Der var ikke nogen, som gik på arbejde og satte noget andet musik på, så den kørte i meget længere tid, end planen var.

Johan (Olsen, sang, red.): – Det var meget Niklas' projekt. Jeg tror ikke, vi andre troede på, at det skulle være andet end et fritidsband, fordi det var så underligt, det musik, vi spillede.

Nu er det så 2015 – er det de samme værdier, I har som band nu?


Johan: – Det synes jeg, at det er. Jeg synes, det er blevet sjovere at lave musik, for vi laver noget, som på en eller anden måde har mere substans – og det er fedt. Værdierne er de samme, nemlig at det skal være sjovt. Vi har en fest, når vi er ude at spille. Det synes jeg er det allervigtigste. Nu er jeg jo den eneste her, som var med fra starten, hvor vi spillede musik, som var lidt en parafrase over punkundergrunden. Dengang var punk noget andet, end det er i dag. Det var ret vredt og super-venstreorienteret musik. Det meste af det i hvert fald.

Hvad skete der i bandet mellem debuten "Bagsiden Af Medaljen" fra 1998 og "Friværdi" fra 2005?

Johan: – "Bagsiden Af Medaljen" er lavet i slipstrømmen på "Hestevisen". Det var en virkelig underlig oplevelse, at Tæskeholdet spillede sangen, og vi blev hyret til at spille alle mulige steder. Her var folk var totalt ligeglade med, hvad vi stod og lavede på scenen, indtil vi spillede "Hestevisen", og så gik de fuldstændig grassat. Da Niklas kom med, steg ambitionsniveauet, fordi han var ambitiøs. Han ville leve af at spille musik. Den eneste ambition for os andre var at kunne komme ned i øvelokalet og have et frirum, hvor vi kunne drikke nogle øl og larme. Den største fornøjelse for mig var at komme i et band, hvor jeg kunne larme, råbe og skrige som en sindssyg. Vi var et fyraftensband – intet andet.


– Da vi optog "Bagsiden Af Medaljen", spurgte jeg Rasmus, om han ville komme og synge noget kor på pladen, for det var de andre ikke så gode til. Jeg kendte Rasmus fra gamle dage og vidste, at han var god til at synge. Rasmus sagde ja, men så ville han også have lov at spille noget guitar på pladen.

– På det tidspunkt var han jo ikke med i bandet, så jeg skulle lige høre Jacob, om det var okay med Rasmus' medvirken. Han var den eneste guitarist i bandet på det tidspunkt. Jacob sagde god for, at Jacob gerne måtte være med, så på "Friværdi" er der en ekstremt lang slideguitarsolo med forskellige lydeffekter, som vi havde fundet. Blandt andet en ko, der bliver skudt, og så spillede Rasmus altså guitar, og det blev han så ved med. Meget kan man sige om "Bagsiden af Medaljen", men specielt god er den ikke. Den har udelukkende historisk værdi.

Anders (Ramhede, trommeslager): – Til gengæld så jeg, den stod den nede i Accord (københavnsk pladebutik, red.) til 400 kroner en dag, og da jeg så kom tilbage nogle dage efter, var den sat ned til 300.


Johan: – Den må siges at være sjælden og gudskelov for det.

Havde I mange livejobs dengang?

Johan: – Nej, vi havde besluttet os for kun at ville spille én gang om måneden, og det gjorde vi ikke engang.


– Jeg tror altså også, det skyldtes, at der ikke var andre bands, som spillede sådan noget musik. Det fandtes simpelthen ikke, og jeg tror også, det var derfor KarriereKanonen valgte os. Folk fik derfor også mulighed for at høre noget musik, som de ellers aldrig ville høre i et kommercielt rum. Dengang lancerede KarriereKanonen musikken på anden måde end i dag, og ingen havde hørt noget af det før dagen, hvor de inviterede hele branchen ind i Radiohuset. Vi skulle så spille "Picnic (På Kastellet)", "Lorteparforhold" og "Nordhavn Station".

– Det, der skete bagefter, var så fucking crazy, fordi vi gik af scenen og skulle have nogle licensbajere, og så begyndte alle pladeselskaberne en efter en at komme hen og sagde, de ville udgive vores musik. Der kom bookere og managere. Det var grotesk, og jeg fattede ingenting. På et tidspunkt stod jeg mellem lokummet og salen og kiggede på det hele. Da tænkte jeg: Fra den her dag bliver mit liv helt anderledes – og det gjorde det. Vi indspillede "Friværdi" i et lille studie i baggården ved Medley, hvor der var meget lidt plads. Universal Music sponsorerede fadølsanlæg, og vores Märkbar, vores stambar, ligger jo lige ved siden af, så alle vennerne var med i studiet og sad og hang. Det var en kæmpe fest.

Det var et kardinalpunkt for Magtens Korridorer…


Johan: – Det må man eddermame sige. Over meget kort tid.

Terkel: – På det tidspunkt havde vi spillet en sang som "Lorteparforhold" i cirka tre år i undergrunden, og folk kunne synge lidt med på den.

Hvordan har I oplevet udviklingen som band over ti år?


Terkel: – Hvis vi før var i tvivl om, at vi havde det godt med at være rockstjerner, så er vi i hvert fald ikke i tvivl længere.

Niklas – Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville have det godt med det, men jeg vidste ikke, hvor godt det er. Vi er sindssygt privilegerede.

Johan: – Jeg synes, at vores udvikling er primært gået imod at skrive bedre og bedre sange, men som band er vi blevet meget bedre til at spille, og jeg er også blevet bedre til at synge.


Har I også fået det bedre med hinanden?

Niklas: – Ja, det er jo så det…

Johan: – Helt sikkert. Vi har det rigtig godt med hinanden og arbejder mere som én organisme, end vi gjorde før.


Har I færre konflikter nu end førhen?

Rasmus: – Jeg synes, vi slås mindre end før i tiden, når vi laver sange. Det er jo ikke fordi, vi hader hinanden, men vi tog nogle kampe.

Anders: – Der var fem bud på, hvordan sangene skulle være.


Hvorfor tog folket albummet til sig?

Johan: – Fordi det er godt.

Niklas: – … og fordi de fik den proppet ned i halsen via P3, som fik den proppet ned via os. Det første år efter "Friværdi" udkom, var vi på vores første rigtige turné og spillede i alt 101 koncerter.


Nu er der så jubilæum – hvorfor har I valgt at spille hele albummet?

Rasmus: – Det var jo albummet, der gjorde det. Der, hvor det hele startede, altså ud over KarriereKanonen. Så kom vi til at snakke om at gøre det på denne måde en dag i øveren – og nu gør det vi det så.

Johan: – I starten syntes jeg ikke, det var en specielt god idé. Så gik jeg hjem og hørte "Friværdi" og tænkte, at det var fedt på sin egen underlige måde, og det kunne være sjovt at spille den. Albummet er jo stadig en del af vores identitet og mere punket, end jeg havde regnet med. Det er jo ikke noget, man tænker så meget over i det daglige. Der er det hele tiden det nye, som tæller og er spændende.


Hvor mange gange har I øvet op til denne turné?

Niklas: – To gange og kun de sange, vi ikke har spillet i mange år. En del af "Friværdi"-sangene er jo ofte på vores sætliste. "Morgan" og "Fnasksangen" har vi ikke spillet i evigheder. Heller ikke "Døden Nær".

Se en ny fotoserie med Magtens Korridorer her


Hele Friværdi-turnéen ser sådan ud:

19/11 Roskilde, Gimle (udsolgt)

20/11 Holbæk, Elværket (udsolgt)


21/11 Greve, Portalen

26/11 Kolding, Godset

27/11 Aalborg, Royal Stage


28/11 Odense, Posten (udsolgt)

03/12 Herning, Fermaten

04/12 Esbjerg, Tobakken


05/12 Aarhus, Train

09/12 Næstved, Ridehuset

10/12 Nykøbing F, Teatret


11/12 Helsingør, Kulturværftet

12/12 København, Store Vega (udsolgt)

29/12 København, Store Vega (ekstra)


30/12 Odense, Posten (ekstra) 

Billetter til turnéen kan købes her

Se videoen til "Picnic (På Kastellet)" her:

ANNONCE