Pladeselskabsmanden Keith Harris og Tina Dickow med flere gav deres besyv med om mulighederne på det britiske marked netop nu
Hvordan får man hul igennem i England? Kan et dansk band gøre sig forhåbninger om en karriere i Europas Rock'n'Roll-nation nummer 1? Det spørgsmål var omkring halvtreds Spot-gæster mødt op i Musikhusets Lille Sal fredag eftermiddag for at få svar på. Tina Dickow og tidligere Motown-manager Keith Harris erstattede et par frafaldne paneldeltagere, og de bidrog med køligt overblik og erfaring til den levende debat.
Belgisk succes i Danmark?
Kan man forestille sig et belgisk band, der på gebrokkent dansk og med ikke altid lige ferme tekster får succes og vinder fodfæste på det danske marked, i konkurrence med øvrige danske bands? Det er jo ikke udelukket, men alligevel lidt fordækt. Og det er jo samme situation, danske bands i udlandet tit befinder sig i. Tina Dickows tankeeksperiment var en forfriskende vinkel på de mange diskussioner, der for tiden føres om dansk musikeksport. Debatter, der langt hen ad vejen vidner om de store udfordringer, danske bands står over for i udlandet.
På den anden side er musikmarkedet jo meget differentieret, som det blev fremhævet af panelet. Kender man sin genre, og kan man knytte an til sin fanbase inden for eksempelvis dance eller elektronica, kan man godt få fodfæste i England. Dybest set er folk ikke videre interesseret i, hvor man kommer fra, hvis man har et godt ry på sig inden for genren.
Klynk i branchen
Selvfølgelig kan det være svært at skabe sig et trofast følge på den lokale bodega, som de lokale bands har mulighed for. På den anden side er der muligheder i ny teknologi, især via internettet, for at skabe kontakter på tværs af geografien. Man kan jo forsøge sig med ”fan-bytte”, som det blev foreslået. Anbefal dine danske MySpace-fans at gå til koncert med et engelsk band i Danmark, og sørg for at de gør det samme, når du spiller i England.
Især Keith Harris havde noget erfaring at øse af til eventyrlystne bands, og i det hele taget til alle, der interesserer sig for musikbranchen i et større perspektiv. Den krise, branchen står i for tiden, havde han kun et skuldertræk til overs for. Hver gang, sagde Harris, at ny teknologi kommer til, spås branchens endeligt. Og hver gang er der råb og skrig og sagsanlæg og dommedagsprofetier, og hver gang kommer branchen ud af moradset i fineste form. En kølig og tiltrængt betragtning, i en tid hvor klynkeriet i branchen ingen ende vil tage.
Faldgruber
I øvrigt gjorde han opmærksom på en teknikalitet i det store kontraktspil, som man måske skal bide mærke i. Hvis man kommer i lag med et af ”de 4 store” (det vil sige de multinationale pladeselskaber Universal, EMI, Sony BMG og Warner) på et mindre territorium som Danmark, skal man vare sig for at afgive de internationale rettigheder, når man skriver kontrakt. Den engelske afdeling tjener bedre på et band, de selv signer, end på et band, der allerede har afgivet rettighederne til det internationale marked. Chancerne for at udkomme i udlandet er altså reelt mindst, hvis man afgiver sine internationale rettigheder for tidligt. En tanke værd.
Øvrige fordele og ulemper ved at signe med ”de store” blev også vendt. Især en yngre label-manager i panelet havde ikke meget fidus til de store. Hvad Tina Dickow kunne samstemme. Hun har selv ikke fået den bedste behandling af Sony BMG i sin tid. Keith Harris indvendte det oplagte, at finansieringen til store satsninger skal komme et sted fra. Og selvom satsninger ikke er oppe i tiden, er der kun de store at kigge efter, når det kommer til den slags penge.
Et godt team
Det engelske musikmarked fungerer lidt anderledes end det danske. Især manageren spiller en central rolle i England. Han står for meget af det arbejde pladeselskaberne laver herhjemme, og en god manager er derfor en forudsætning for at komme frem i England. Det samme gælder dygtige og pålidelige folk til at lave PR. Vær ordentlig over for de folk du møder, og opfør dig, så de har lyst til at arbejde med dig. Det er et langt træk, og pengene kommer tit uventede steder fra i det lange løb.
Det var først og fremmest Keith Harris, der leverede overblik og interessante vinkler i eftermiddagens diskussion. Hans store erfaring og i øvrigt sympatiske fremtræden var en stor gevinst for debatten. Og som altid var det rart at se Tina Dickow, som i øvrigt kunne berette at det for tiden går ganske godt for hende i det tyske. Spot-seminarerne lover til også i år at holde den gode form, der efterhånden forventes.