x

Madson og The Kikos på fælles turné

Madson og The Kikos på fælles turné

Den up-coming singer-songwriter, Madson, har allieret sig med bandet The Kikos og sammen tager de på en lille fælles turné. I aften går det løs på Beta2300 i København.

Det er de fælles inspirationskilder, der er årsagen til det venskab, der har knyttet sig mellem Madson og The Kikos. De mødte hinanden til Pumpehusets Byhave i sommers, hvor de spillede samme aften, og når man spørger dem begge til, hvilke kunstnere de lader sig inspirere af, dukker navne som Daniel Lanois, Beck, J.J. Cale og Ryan Adams op, og selvom de kommer med hver deres udtryk og musikalske baggrund, er der vidst ingen tvivl om, at de er i samme boldgade langt hen ad vejen.

Madson bevæger sig i genrene singer-songwriter, americana og pop, og kæder i sin lyd rødder fra fortiden og nutiden sammen. Han udkom i august med sin debut EP, "Rocket For Your Skyline". GAFFAs musikanmelder Rosa Louise Stilgren kvitterede med tre stjerner og skrev blandt andet: "De fem numre lader lytteren cruise igennem stemningsudtryk, der dvæler ved instrumentale mellemstykker og tager sig god tid til at udfolde sit musikalske materiale."

Bandet The Kikos er centreret om forsangeren Valdemar Haves sangskrivning og dragende mørke vokal. Musikken kan beskrives som 'slowcore', og bevæger sig fra støt og luftigt vuggende to-akkorders numre, med afstikkere til både soul og southern rock, over i langsomme og atmosfæriske ballader med vrængende guitarer og stål. The Kikos spillede på dette års Live Camp på Smukfest. Her skrev GAFFAs musikanmelder Hansen: " En helt færdig pakke, hvor alle tilføjede noget vigtigt og med en sanger, hvor stemmen i sig selv var en hel historie. Det er et band, jeg glæder mig til at følge med i." 

Madson og The Kikos kan opleves i aften på Beta2300. Find billetter og læs om eventet her. Derudover kan de fanges på Tapperiet, Køge, torsdag den 10. december og Walther's, Skanderborg, lørdag den 12. december.

Se Madson med "Rocket For Your Skyline" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA