Nyhed

Sjov video: Adele fupper fans

Sangerinden stiller op til audition for Adele-kopier. I forklædning. Ikke et øje er tørt bagefter.

Adele har stor humor, og det viser hun til fulde i en sjov video fra BBC, hvor hun udklæder sig og deltager i en audition for fans, der begår sig som Adele-kopier. Se videoen her forneden.

Det er da også svært at genkende Adele, som er blevet sminket ugenkendelig med falsk næse, hage og større læber. Hun spiller også sin rolle til fulde og lader endda som om, at hun bliver så nervøs, at hendes audition næsten er ved at falde til jorden.

De intetanende fans taber dog kæben af bar overraskelse, da Adele udfolder sig på scenen. Ja, hun blæser dem mildest talt bagover - og til tårer.

Adele udkom med sit tredje album, "25", i fredags. GAFFAs musikanmelder Michael José Gonzalez kvitterede med fire stjerner. Han skrev: "Adele har uden tvivl lavet det album, hendes mange fans har gået og ventet på, og udgivelsestidspunktet er ikke kun perfekt, fordi julesalget ligger lige rundt om hjørnet (pigen sælger jo rent faktisk stadig plader), men også fordi sangene har samme effekt som stearinlys og en varm dyne i vinterkulden. Romtoddyen og den flammende pejs er det op til nogle andre at levere."

Se den rørende og sjove video her:

ANNONCE