Der har altid været plads til store armbevægelser og vidstrakte drømme, når det kommer til bandet Go Go Berlin. Det var også tydeligt, da de i en akustisk duo-version besøgte GAFFA Library Sessions.
Se mange flere billeder fra aftenen her
Med over 300 koncerter bag sig og med lande som Kina, Indien og USA stemplet ind i passet er Go Go Berlin allerede et velrenommeret band verden over. Derfor er det en helt særlig oplevelse, da omkring 100 publikummer en kold novemberaften oplever Go Go Berlin til GAFFA Library Session i duo-udgave med forsanger Christian Vium og guitarist Mikkel Dyrehave i akustisk version på Frederiksberg Bibliotek.
Budt velkommen af GAFFAs skribent og aftenens live-interviewer Henrik Tuxen indtager de to aarhusianske drenge scenen og fortæller begejstret om den nye vokalboks, de netop har bygget af spånplader og dyner i deres studie.
– Vi vil generelt gerne lave så meget som muligt selv, når det gælder vores musik, fortæller Christian Vium og afslører, at de allerede er i gang med at skrive nye sange.
Det er ellers ikke mere end godt tre måneder siden, bandets andet fuldlængdealbum "Electric Lives" udkom; albummet, der fulgte op på debuten "New Gold" fra 2013, og som høstede hele seks stjerner fra GAFFA.
Langt hår og gamle rødder
Med langt hår og en attitude, der skriger rock'n'roll, kan ingen være i tvivl om, at Go Go Berlin er et rock-band med rødder i de gamle 60'ere og 70'ere. Der er tale om et ægte og energisk band med uforfalsket kærlighed til rock. Men, som Christian Vium fastslår: man kan godt være barn af den tid og samtidig være barn af sin egen tid.
– Det kan virke stereotypt, at vi har langt hår og drikker Tuborg, men vi er hele tiden bevidste om at skubbe vores musik frem. Vi vil gerne være en del af en bevægelse og ikke kun dvæle ved det gamle musik, og vi tænker meget over, hvordan vi skal skille os ud fra andre rockbands i verden. Det er klart, vi laver rockmusik, for det er der, vores kærlighed ligger, men ser man på vores album "Electric Lives", er der også andre udtryk gemt i musikken, fortæller Christian Vium og fortsætter:
– Jeg kan for eksempel rigtig godt lide at funke musikken op, uden det bliver funk, og albummet er blandt andet baseret meget på trommer. Lytter man til et nummer som "Kids" (bandets nyeste single, red.), der har percussion på, kan man høre, at vi både drager paralleller til The Rolling Stones og til hiphop.
Smagsprøver fra Go Go Berlins eget musikalske univers, leveret i nedskalerede, akustiske udgaver, krydrer aftenens liveinterview. Men også en coverversion af Lou Reeds "Caroline Says II" sniger sig ind. Den har været stor inspiration til bandets eget nummer "Castles Made of Sand", der fungerer som en part III, påpeger Christian Vium, der er tydeligt begejstret for Reeds tekstunivers.
– Den rammer mig for sindssygt, den her sang, fortæller han.
Men hvorfor er drengene vilde med dette dystre univers, som Lou Reed fremstiller?
– Jeg elsker at gå rundt og have det hårdt. Det er også derfor, jeg elsker vinteren. Jeg elsker at iføre mig en lang frakke og gå rundt og lide, fortæller Mikkel Dyrehave.
Måske med sarkasme i stemmen. Det er svært at lure.
Go Berlin
Som en forlængelse af den allerede vidstrakte og stærke rock'n'roll-historik, der ligger i det legendariske Hansa Studio, placeret i hjertet af Berlin, fulgte Go Go Berlin i hælene på forbilleder som U2, David Bowie, Depeche Mode og R.E.M, da de rejste til Tysklands hovedstad for at indspille "Electric Lives".
Siddende under en U2-plakat og med historiens vingesus i ryggen som en påmindelse om det kreative flow, der har udspillet sig i netop det rum, ville de fleste musikere nok indtage Hansa Studio med en vis ærefrygt. Men ikke Go Go Berlin.
– Det var tværtimod vildt inspirerende og gav kun blod på tanden vel vidende, at Bono har siddet samme sted og lavet store sange. Det giver det hele en ekstra dimension, fortæller Christian Vium.
– Der findes heller ikke ret mange af de studier mere, så det var en fantastisk følelse at sidde i dinosaurernes land, supplerer Mikkel Dyrehave.
Beatles-stemning i Kina
De fem musikere i Go Go Berlin, der i sin tid mødte hinanden på højskolen Performers House i Silkeborg, er kendt for deres energiske sceneshow og har fra starten haft et drive, der på kort tid har ført dem langt ud over stepperne. Til fjerne lande som Indien og Kina. Og hvad er en aften uden et par anekdoter fra livet på landevejen.
– Vi havde en helt skør oplevelse i Kina, efter vi havde spillet koncert. Vi sad backstage i et lille lokale, da 60 glade kinesere med arme hvirvlende ind mellem hinanden væltede ind ad døren, råbende "Hold my baby, it brings me luck". Det må være sådan, The Beatles havde det hele tiden, griner Christian Vium.
Der blev drukket om kap med kinesiske politifolk, der på korrupt vis inviterede Go Go Berlin tilbage til Kina med bemærkningen om, at de så næste gang kan dele pengene for koncerterne. Og i Indien gik der ikke mange timer, før drengene, placeret i tre vogne med privatchauffører, pludseligt kunne høre sig selv i radioen med "Raise Your Head". En syret dag, husker de.
– Det har været en kæmpe oplevelse at komme så hurtigt bagom turistfacaden, som vi har gjort, fordi vi er kommet i et ærinde. Vi føler os virkelig privilegerede over at få lov til at arbejde i udlandet, lyder det fra Mikkel Dyrehave, før aftenens liveinterview slutter og fortsætter med spørgsmål fra publikum.
Men der er mere at glæde sig til, for denne sæson af GAFFA Library Sessions er ikke slut endnu. Tirsdag den 8. december er det nemlig ingen ringere end Steffen Brandt, der sidder i den varme stol hos Henrik Tuxen på Frederiksberg Bibliotek, og billetterne kan købes fra i dag via dette link.
Se mange flere billeder fra aftenen her