Nyhed

Video: Blaue Blume besøger hjemstavnen

Få et lille kig bag kulisserne hos det GAFFA Pris-nominerede band, når de vender snuden mod hjembyen Kolding

De sidste par måneder har Blaue Blume brugt deres tid på at turnere i både Norge, Island og Danmark. Gruppen har under turnéen gjort brug af tourstøtte fra Tuborg Musikhjælp, der blandt andet har lånt tourbusser ud til bandet. I den forbindelse er de fire medlemmer blevet fulgt af Tuborg Musik før, under og efter sidste uges optræden i Kolding, hvor gruppen vendte hjem til barndomsvenner og familie. Se videoen nederst på siden.

I tourvideoen følger vi Blaue Blumes rejse i tourbussen hjem til Kolding, hvor bandet fortæller, at det "unægteligt bliver en lille familiefest", hvor både "bedsteforældre og venner" kommer. Vi får også en lille bid fra lydprøven, hvor forsanger Jonas Smith varmer de veldrejede stemmebånd op, inden bandet leverer en optræden for et tætpakket publikum.

Indtil videre har 2015 været et succesfuldt år, som drengene i Blaue Blume garanteret vil huske resten af deres liv. De er nomineret til to GAFFA-priser i kategorierne "Årets Nye Danske Navn" og "Årets Danske Album" for debutalbummet "Syzygy", der har fået smidt mange stjerner og solide anmeldelser efter sig, ligesom bandet på torsdag afslutter deres to måneder lange efterårsturné foran en fuldstændig udsolgt sal i Københavns Store Vega.


Da Blaue Blume i sidste måned udgav "Syzygy" modtog det topkarakter her i GAFFA, og albummet blev kaldt "et rendyrket værk, hvor skønheden hele tiden står på lur.". Læs hele anmeldelsen her. Bandet har også fået fine ord med på vejen for deres live-optrædener undervejs på denne turné, hvor GAFFA for nylig oplevede dem på Posten i Odense til en koncert, der fik følgende ord med på vejen: "Lyset blev sænket, virkemidlerne reduceret, vokalen forstærket og publikum opløftet, da Blaue Blume viste sig fra deres bedste side."

Se tourvideoen her:


ANNONCE