Nyhed

Mike + The Mechanics til Esbjerg Rock Festival

90'er-bandet vender tilbage efter stor popularitet

Da Mike + The Mechanics spillede på Esbjerg Rock Festival i sommer, var det til så stor begejstring for publikum, at festivalen nu har besluttet at gentage bookingen til 2016. 

Da Phil Collins nedtonede engagementet i Genesis til fordel for en solokarriere, måtte guitaristen Mike Rutherford finde noget at fordrive tiden med. Det blev til fritidsbandet Mike & The Mechanics, der nu vender tilbage til Esbjerg Rock Festival for andet år i træk.

Bandet hittede allerede stort med deres første album i 1985, og i 1995 bragede de igennem med sangen "Over My Shoulder".


I dag er det meste af bandet udskiftet af andre, men bestemt også erfarne, musikere, og stifter Mike Rutherford er faktisk det eneste originale medlem. Ligesom i sommer kan man næste år forvente, at bandet vil spille både gamle klassikere fra egen hånd og flere Genesis-numre.

Mike + The Mechanics spillede også en vellykket koncert på Smukfest i 2012, hvor GAFFAs anmelder roste den nye konstellation med følgende ord:

"Det overvejende ganske modne publikum både klappede, sang med og svajede med hænderne, stemningen var god blandt bøgetræerne, og både Tim Howar og Andrew Roachford arbejdede hårdt for at piske stemningen op – med succes."


Det øvrige lineup til Esbjerg Rock Festival 2016 byder indtil videre på Richard Marx, Falch & Krebs, Johnny Madsen, Love Shop, Vengaboys, Sash!, Culture Beat og Drömhus. Billetter kan købes på festivalens hjemmeside.

Lyt til Mike + The Mechanics-klassikeren "Over My Shoulder" herunder:


ANNONCE