Nyhed

Emmylou Harris udsender bokssæt

Sangerinden udsender boks med 80 sange 18. september

Emmylou Harris udsendte sidste år albummet "All The Roadrunning" sammen med Mark Knopfler, men har ikke udgivet et soloalbum siden 2003.

Hun arbejder dog på et nyt album, men en lang række andre projekter gør, at hun har sat arbejdet lidt i bero.

Der er dog masser af musik på vej fra den 60-årige sangerinde, der lige nu er ved at færdiggøre et bokssæt med 80 sange, der udsendes til september.


Fordelt på fire skiver finder man to med tidligere udsendt, men mindre kendt Emmylou Harris, og på de andre to finder man sjældenheder, hvor en del ikke tidligere har været udsendt.

Harris siger til Billboard at langt de fleste sange ikke tidligere har været udsendt på opsamlingsplader, men at mange af dem alligevel er hendes favoritter.

"De er på en måde mine favoritter - jeg kalder dem mine forældreløse børn, sange som jeg måske ikke har spillet så meget, men elskede nok til at indspille dem. De passede ikke rigtig ind enten med The Hot Band, eller hvad jeg nu ellers lavede. Ting som "Coat Of Many Colors", som er en af mine absolutte favoritter eller "Ballad Of A Runaway Horse" eller "1917"".


På udgivelsen kan man finde materiale fra et album Harris skulle have udgivet med Dolly Parton og Linda Ronstadt i 1978 samt materiale fra hyldestplader til Gram Parsons, Merle Haggard og Townes Van Zandt.

I følge Billboard er der dog fremgang at spore for det kommende soloalbum, der kommer til at indeholde en duet med John Starling fra Seldom Scene og assistance fra Kate og Anna McGarrigle.

Derudover dukker hun i den nærmeste fremtid op på plader med Dolly Parton, Anne Murray og Danny Flowers.


Det kommende bokssæt udsendes 18. september.

ANNONCE