x

Film om The Mamas And The Papas på vej

Film om The Mamas And The Papas på vej

I januar døde Denny Doherty, og dermed er Michelle Phillips nu det eneste tilbageværende medlem af gruppen The Mamas And The Papas, der i 60'erne hittede med sange som "California Dreamin'", "Monday, Monday" og deres coverversion af "Dream A Little Dream Of Me".

Nu kan Phillips afsløre overfor Billboard, at der lige nu arbejdes på en film om gruppen baseret på hendes bog "California Dreamin': The True Story Of The Mamas And The Papas".

Manuskriptet skrives eftersigende af Marshall Brickman, der tidligere blandt andet har skrevet manuskripter i fællesskab med Woody Allen til film som "Manhattan Murder Mystery", "Manhattan" og "Annie Hall".

Brickman var desuden med i gruppen The New Journeymen sammen med John Phillips og Michelle Phillips, der senere dannede The Mamas And The Papas sammen med Denny Doherty og Cass Elliot.

Phillips vil ikke rigtig afsløre noget omkring den kommende film, men kan dog fortælle, at successen med film som "Ray" og "Walk The Line" har været med til at skabe interesse i Hollywood for filmen.

Michelle Phillips er personligt involveret i projektet, men selvom hun tidligere har medvirket i en række film og tv-serier som "7th Heaven" og "Beverly Hills, 90210" (hun spillede mor til Valerie), så vil hun ikke selv medvirke i den kommende film.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA