Raske Penge gør status over karrieren hidtil med den flotte tredobbelte vinyludgivelse Indtil Nu. Vi har spurgt ham om hans holdning til legalisering af stoffer.
Se en ny fotoserie med Raske Penge langt ude (i skoven) og på dybt vand her
Det er ingen hemmelighed, at en af albumaktuelle Raske Penges kæpheste er legaliseringen – og reguleringen – af alle stoffer. Her fortæller Rasmus om, hvordan det startede og hvorfor, legalisering ifølge ham ville gøre verden til et bedre sted.
– Jeg har interesseret mig for stoffer, siden jeg som barn finder min storebrors Freak Brothers-tegneserier. I de blade bliver der røget den fede og taget andre stoffer. Det er første gang, jeg støder på nogle, der ikke siger: "Don't do drugs", men i stedet for siger "Stoffer er sjove." Det er nemlig før jeg opdager reggae, og rapperne dengang var imod stoffer. Jeg synes, det er vildt interessant og bliver meget nysgerrig.
– Så jeg begynder at læse bøger om stoffer, og der går faktisk en del år, før jeg selv prøver noget. I lang tid er det mest det åbenlyst åndssvage ved cannabisforbuddet som interesserer mig. Når man sætter sig lidt ind i fakta, kan nemlig selv et barn forstå, at det forbud er omkostningsfuldt både menneskeligt og samfundsøkonomisk. Det leder til en interesse for generel stofkultur og -politik og derigennem nysgerrighed omkring selve oplevelserne.
Det har også været en motor i forhold til at finde ting at lave journalistik omkring. Jeg har jo aldrig haft lyst til at være journalist. Det er noget, jeg er blevet, fordi jeg så kunne beskæftige mig med hiphop, selvom jeg ikke var rapper. Men man kan jo ikke kun lave ting om hiphop, så der har stoffer så været et andet af mine hovedemner. Jo mere jeg har talt med folk, der arbejder med bekæmpelse af narkotikakriminalitet, afvænning og stofbrugeres vilkår og selvfølgelig brugerne selv, jo mere har jeg fået en forståelse af, at det er lovgivningen, der er det farligste ved stoffer.
–Når noget ligger udenfor loven, er det også udenfor samfundets kontrol. Udenfor beskatning, levnedsmiddelkontrol, prisregulering og udenfor styring af hvem og hvor det må købes. Det er alene dem, der tjener på det som bestemmer, hvad der er i stofferne og hvor og til hvem de kan sælges. Ting forsvinder jo ikke af at blive forbudt. Efterspørgslen på stoffer er upåvirket af lovgivningen. Men loven kan gøre stofferne dyre. Så hvis man bliver afhængig af for eksempel heroin, er mange nødt til at bruge hele deres liv på det.
– Var det lovligt, kunne man være heroinafhængig og passe et normalt job. Så kunne man gå i en butik på vej hjem, købe sit heroin, tage det om aftenen og leve et normalt liv. Men fordi den medicin, man skal have, når man har den lidelse, er forbudt, bliver den helt vildt dyr, og så kører spiralen. Forskning viser, at hvis man har det godt, så bliver man ikke så let misbruger. Misbrug kommer af svært liv, psykiske problemer og ar på sjælen. I Nixons tid ville man vise, hvor forfærdelige stoffer var. Man lavede eksperimenter med rotter, hvor man viste, at hvis de havde adgang til heroin, ville de prioritere det højere end at parre sig eller spise. De tog heroin, til de døde.
– Senere var der en anden forsker, der sagde: "Jamen, det er jo også fordi, de har det ad helvede til, de her rotter" i deres små bure. Og så lavede han nye eksperimenter med rotter, som havde alt, hvad de havde brug for af plads, mad, selskab og legetøj. Resultatet blev, at rotterne tog langt mindre heroin, ikke ødelagde sig selv og stadig var interesserede i at parre sig og spise og lege. Og de fleste mennesker, der tager stoffer bliver altså faktisk heller ikke afhængige. Men nogle gør, og de lider meget, så dem skal vi selvfølgelig hjælpe. Ikke skubbe dem ud af samfundet, som vi gør i dag.
– En anden grund til, jeg synes, det er så vigtigt, er, at det koster utroligt mange penge at opretholde det system, vi har. Det koster at jagte pushere og brugere og putte dem i fængsel. Det koster, når de laver kriminalitet for at få råd til stofferne, når de skader sig selv på grund af urene stoffer og det liv, afhængigheden holder dem fast i. Alt det kunne man spare, og når man ser på skatteindtægterne ved tobak og alkohol, er der altså en hel del at tjene på at beskatte andre rusmidler. Se på de amerikanske stater, der nu tjener kassen på cannabis.
– Og siden forbuddet nu ikke gavner, synes jeg snart, det er på tide at vende bevisbyrden, sådan at det er dem, der vil have, at det skal være forbudt, der skal bevise, at det gavner noget. Bevis lige at forbudspolitikken får os nærmere de resultater, de – og jeg – gerne vil have: nemlig, at færre mennesker kommer galt af sted med stoffer, at vi får mindre kriminalitet og færre nye brugere af de hårde stoffer. For der er meget forskning, der viser det modsatte.
– Jeg er for mit eget vedkommende ikke sikker på, jeg havde interesseret mig så meget for stoffer, hvis ikke det var fordi, det var forbudt. Og i øvrigt mener jeg også, man kan have nogle udmærkede ting ud af at bruge visse stoffer, ligesom man kan have udmærkede ting ud af at drikke med fornuft eller spise usund mad med måde. Det kan godt berige ens liv. Og jeg mener endda, at visse stoffer kan være med til at gøre folk mere motiverede til at passe godt på hinanden og planeten.
– Det er ikke for alle, og man skal huske at passe på. Men det ville være nemmere at minimere skaderne og maksimere udbyttet af de stoffer, vi vælger at tage, hvis loven ikke modarbejdede netop det.
Læs et længere interview med Raske Penge om nogle af højde- og lavpunkterne i hans karriere gennem 20 år – blandt andet en katastrofal sang i 1994, journalistikken og triumfen på Roskilde i 2012 og 2014 – i GAFFAs artikelsektion
Se en ny fotoserie med Raske Penge langt ude (i skoven) og på dybt vand her
