x

Koncertaktuelle Slayer: Hannemans død førte bandet tættere på hinanden

Koncertaktuelle Slayer: Hannemans død førte bandet tættere på hinanden

I anledning af Slayers koncert med Anthrax og Helhorse i Hal 14 i Helsingør torsdag den 3. december bringer vi dette interview, som tidligere blev vist på GAFFA.dk i begyndelsen af oktober:

Det er det der karakteristiske grin; et smil fra det ene øre til det andet, som skulle kunne tilhøre selveste djævelen, der kendetegner ham. Et smil, som kan trænge igennem et helt hav af publikummer, også til de tilskuere, der står helt ned bagved. På trods af både tømmermænd og jetlag bærer sangeren og bassisten Tom Araya dette udtryk, som om at ingen muskler i ansigtet behøver at blive anstrengt.

Vi mødtes på Spotifys ombyggede hovedkontor i det centrale Stockholm og bliver ledt ind i et rum, som har fået navnet Elton John. Musikeren monterer et GoPro-kamera foran mig og forsikrer mig om, at det er "en digital dagbog om livets efterår". Han fortsætter med at grine.

Ved siden af, i Lady Gaga-rummet, bliver guitaristen Kerry King interviewet. Jeg rammes af indsigten i, hvor anderledes denne reportage var blevet, hvis jeg havde interviewet ham i stedet for den chilenskfødte frontfigur. Guitaristen, der er tatoveret i hovedet, har et mindre smigrende rygte klæbende til sig i interviewsammenhænge. Mens han spiller rollen som hårdnakket leder, som for enhver pris vil tage foretagendet Slayer fremad, kun ytrer sig om nye albums med superlativer og om, hvordan det er Slayers bedste album i karrieren, er den nu gråhårede sanger blødere og mere menneskelig i sin tiltale.

Alting har en ende

Situationen i Slayer har været noget vaklende de seneste fem år. I 2013 blev der taget en kollektiv beslutning om at give daværende trommeslager Dave Lombardo sparket. Det var anden gang, han forlod bandet. Dette førte til en inficeret omgang ballade, som spredte sig som en løbeild på flere nyhedssider og på de sociale medier. Kort derefter gik Jeff Hanneman pludseligt og tragisk bort, hvilket mange troede var på grund af et edderkoppebid, som han havde pådraget sig tre år tidligere. Det viste sig ikke at være tilfældet.

Fremtiden var uvis, fortæller sangeren.

– Jeg var tvivlsom i forhold til det nye album og Slayer, men følte samtidigt, at jeg ikke ville efterlade noget ufærdigt. Alle har jo ventet på noget nyt fra os.

Det der grin, det forsvinder fra frontfigurens ansigt, samtidig med at alvoren skyller ind over ham. Hans blik bliver tilbagetrukket og leder efter ord.

– Ja, alting har jo en ende, men jeg ved bare ikke hvornår…

Mens frontfiguren overvejede bandets fremtid og ikke rigtigt kunne finde ud af, hvilket fokus Slayer skulle gå efter, eller om der overhovedet skulle komme noget nyt album, arbejdede Kerry King som sædvanlig.

– Kerry har bare kørt på og skrevet en masse ting. Det hele lød skidt, og jeg undrede mig bare over, hvad i helvede vi syslede med. Jeg ved jo, hvordan han er som person, og det gjorde mig urolig. Han efterlader meget lidt plads til andre. Jeg følte bare, at jeg ikke orkede at tage mig af det.

Jeff Hanneman, som i overensstemmelse med Tom Araya "stod for 90% af Slayers sangskrivning", og som desuden skrev størstedelen af bandets klassiker Reign In Blood og South of Heaven, var det lettere at arbejde sammen med. Han præsenterede forslag og var villig til at vende idéer med bandet.

– Da Paul (Bostaph, tidligere medlem i bandet, red.) vendte tilbage, fik jeg selvtilliden tilbage. Han ved, hvordan man arrangerer sange og bidrog med meget tidligere i vores karriere. Med den tidligere trommeslager atter tilbage i bandet begyndte lyset at indfinde sig for Tom Araya, og han følte sig håbefuld før sin opgave: at gennemføre det, Slayer havde påbegyndt.

Døden og kommunikation

Ikke engang en af de fire største inden for thrash metal kommer uden om kritik. Udvikler et band deres karakteristiske lydbillede, skriger fansene "sell out", og holder de i stedet fast ved deres lyd, anklages de for at være kedelige, og at de aldrig udvikler sig. Lige præcis det sidstnævnte er karakteristisk for Slayer, og det er en krig på to fronter mod fansene, som bandet aldrig kommer til at vinde. Heavyrocken har de mest hengivne fans, men også de mest kritiske.

Efter Jeff Hannemans død blev der stillet mange spørgsmål til, hvordan Slayer skulle lyde. Ikke engang den vikarierende Exodus-guitarist Gary Holt kunne styre nervøsiteten på trods af, at han blev tilbudt en permanent position. Ville det 11. album stadigvæk lyde som Slayer?

– Jeffs kone gav mig hans harddisk. Der var skide meget materiale! Den indeholdt alt muligt og sådanne utrolige ting, at vi bare spurgte os selv, hvorfor han aldrig havde præsenteret materialet for os tidligere? Men sådan var Jeffs personlighed. Han tilbragte al tid uden for bandet med at skrive i sin ensomhed, og ingen af os forstod det før langt senere. Jeg fandt ting, som jeg genkendte fra langt tilbage i tiden, fortæller frontfiguren.

Afhængigt af, hvem du spørger og hvilke interviews du har læst med bandmedlemmerne i de seneste år, får du forskellige svar. I hver og hver anden artikel om Slayer modsiger Tom Araya og Kerry King hinanden. Skrev Jeff noget nyt materiale, inden han gik bort? Ja, ifølge frontfiguren. Nej, ifølge Kerry King. Han skulle alene stå for guitarrytmen og muligvis uddelegere en eller to soloer til en anden guitarist. Men faktum er, at sådan blev det ikke.

Det er bredt kendt, at de to musikere sjældent kommunikerer med hinanden udenfor bandet. Jeff Hannemans bortgang tvang derimod Tom Araya og Kerry King til at begynde at snakke sammen igen. Musikerens død førte dem med andre ord tættere på hinanden.

– Da alt var færdigt, følte jeg bare, fandeme ja, det er stadig Slayer. Ingen kan benægte det!

Nej, Slayer fornægter sig ikke

Lidt væk holdes der snigpremiere på det nye album, som får titlen Repentless. Efter interviewet bliver jeg vist hen til rummet, lige som sangen Piano Wire begynder; Et stykke komponeret af den afdøde guitarist, som faldt bort i udvælgelsesprocessen før forgængeren World Painted Blood. Sangen er mere eller mindre efterladt urørt. Derudover findes der dele af Jeffs materiale, som blev lavet lidt om her og der på pladen, samt seks færdige spor, som kan blive anvendt på et eventuelt fremtidigt album.

Det første indtryk af pladen er positivt, og nogle af mine noter siger "klassisk Slayer", "nostalgisk 80'er-speed metal", "monstertrommer" og "syge soloer". Med andre ord behøver ingen af bandets fans at bekymre sig for, at Slayer skulle lyde nævneværdigt anderledes.

– Jeff og Kerry har forskellig stil. Mens Jeff var mere rig på variationer i sit guitarspil, spiller Kerry bare hurtigt. Det er hans stil, og der var et øjeblik af uro hos mig, inden vi begyndte at skrive på Repentless. Men ligeså lidt som jeg ikke har ret til at fortælle dig, hvordan du skal skrive denne artikel, ligeså lidt blander jeg mig i Kerrys ting. Men så skal du give fanden i at fortælle mig, hvordan jeg skal synge, udbryder Tom Araya.

Grinet er tilbage.

Ting sker bare

I modsætning til, hvad mange sensationslystne musikbloggere og nyhedssider vil hævde, er udgivelsesdatoen for Repentless ikke et infantilt forsøg på at provokere fra Slayers side. 11. september er en dato, som pladeselskabet har valgt, og det er højst ulykkeligt, at det er anden gang, det sker for bandet. Første gang var netop i 2001. Tydeligvis findes der foliehatte, som tror, at Slayer havde noget med terrorangrebet at gøre.

– Vi vidste, at det ville ske, haha! Ved du, meget af det som Slayer gør er ikke bevidst. Vi har aldrig haft en plan om at provokere nogen. Ting har det bare med at lande hos os. Tanken var at pladen skulle udkomme i august, men pladeselskabet ville det anderledes. Vi fandt ud af det i sidste uge, og Kerry og jeg kiggede bare på hinanden med åben mund og skreg "forstår I ikke, at folk kommer til at tro, at vi har gjort det bevidst igen!", siger frontfiguren.

– Sådan er det med Slayer. Vi gør det, vi føler for, og alt, som sker for bandet er skrevet i stjernerne.

Sagt af et slæng musikere, som skriver en sang om Josef Mengele og siden har modtaget anklager for nazisympatier.

Jeff Hannemans hemmelighed

Hvad mange ikke vidste – i særdeleshed ikke de øvrige medlemmer i Slayer – var, at Jeff Hanneman drak for at dulme smerten fra den leddegigt, han fik i starten af 90'erne. Edderkoppebiddet, som han pådrog sig, var en medvirkende årsag til et svigtende helbred, så guitaristen blev mere og mere ude af stand til at bruge sin arm som følge af en hudinfektion. Han havnede i koma, og der var tale om at amputere kropsdelen. Alkoholen hjalp også her med at bedøve Jeff Hannemans smerter. Den endelige dødsårsag fastslås til at være leversvigt. 

– Det var hans last, og vi gik gennem mange episoder sammen og forsøgte altid at støtte ham. Men han har aldrig villet tage imod hjælp og være til last for andre, derfor holdt han det for sig selv. Også selvom det skabte visse problemer i bandet, er det ikke før her bagefter, at vi er begyndt at få en forståelse for, hvordan han var som person, fortæller Tom Araya.

Find billetter til Slayer + Anthrax + Helhorse i Hal 14 i Helsingør 3. december via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA