Nyhed

Adele slår amerikansk salgsrekord

Sangerinden er den første til at sælge over tre millioner eksemplarer på én uge

Hele 3,38 millioner eksemplarer af "25" har Adele solgt i sin første uge i USA.

Tallene kommer fra talknuserne Nielsen, der måler salgstal i musikbranchen. I selskabets 24-årige virke er Adele den, der har scoret højste salgstal, og hun er tilmed den første til nogensinde at sælge over tre millioner album i sin første uge, og den anden nogensinde til at passere to millioner. 

Den tidligere rekord tilhørte N*Sync, der solgte 2,42 millioner eksemplarer af "No Strings Attached" i 2000, og for musikåret 2015 var Taylor Swift den, der kom tættest på Adeles rekord med 1,8 millioner solgte eksemplarer af "1989".


Adele har mange rekorder på samvittigheden, både for "25" og førstesinglen "Hello", siden hun pludselig meldte sin retur til musikscenen i oktober måned. Hendes seneste ambition er nu at gennemføre den turné, hun måtte aflyse på halvvejen i 2011, da hun måtte opereres for stemmeproblemer.

Adele kommer også forbi Danmark ved to lejligheder, Forum i København den 3. maj (stående koncert) og Jyske Bank Boxen i Herning den 4. maj (siddende koncert). Billetter til begge koncerter sættes til salg den 4. december på adele.com.

ANNONCE