Nyhed

Måling: Cd'en udvandrer fra årets ønskesedler

Der bliver for fremtiden ikke mange cd'er at finde under juletræet hos europæerne

Deloittes årlige analyse af julehandlen viser et drastisk fald i cd'ens popularitet.

Hvor cd'en i årtier har ligget blandt europæernes foretrukne julegaver at give og modtage, så er den i år for første gang bevæget sig ud af top ti på listen over gaver, vi har tænkt os at give hinanden.

Der er blevet spået om cd'ens udtog i en del år nu, og faldet på julegavelisten er et mærkbart skridt i den retning. 


"Det er nok med en vis vemod, at vi snart siger endeligt farvel til cd'en, som tidligere var uhyre populær. Med et fald fra 14 pct. til 10 pct. er den for første gang gledet helt ud af top 10 over de gaver, vi har tænkt os at give til hinanden," siger partner i Deloitte Peter Mølkjær, der er ekspert i danskernes forbrug.

I en tid, hvor lytning af musik er nemmere og mere tilgængeligt end nogensinde takket være streaming, bliver der dog stadig kæmpet hårdt for de fysiske medies overlevelse. Tidligere denne uge kunne vi for eksempel berette om vinylens tilbagekomst, da salgstallene for vinyl i dag er 18 gange højere, end de var for 15 år siden. Det har medført, at der igen er oprettet en vinylhitliste. Måske cd'en vil opleve en lignende genopstandelse efter et par årtier ude af rampelyset.

Opgøret med digitaliseringen er også nået til de højere luftlag, hvor flere internationale stjerner holder fast i cd-mediet med næb og kløer. Blandt andet har Adele besluttet kun at udgive sit nye album "25" på cd og vinyl, og det må siges at have været en succes, da hun lige nu høster den ene salgsrekord efter den anden


"Det er sikkert fremtiden, men... Jeg kender børn, der er ni år gamle, og som ikke engang ved, hvad en fucking cd er! Jeg har mine cd'er stående fremme i mit hus, bare for at bevise en pointe. Måske vil cd'er få et kæmpe comeback, ligesom vinylen gjorde. Endda kassettebånd, bare for at være en pestilens! Jeg har alle mine Destiny's Child-kassettebånd!" sagde Adele for nylig i et interview med Rolling Stone om beslutningen om ikke at lægge "25" op til streaming.

Undersøgelsen viser samme tendens i flere kategorier inden for elektronikken, for også smartphones er på vej ned ad listen. Det skyldes nu nærmere en stabilisering efter de seneste års overgangsperiode, da de fleste nu om dage har erhvervet sig en smartphone. Mere overraskende er dvd'ens popularitet steget markant fra en niendeplads til en femteplads, hvor Deloittes Peter Mølkjær også drager paralleller til tendensen i musikverdenen:

"Danskerne abonnerer jo på streamingtjenester i stor stil, så man skulle tro, at dvd'en havde set sit endeligt. Da den tværtimod stiger i popularitet, må det tilskrives en snert af nostalgi, lidt ligesom grammofonpladen."


Undersøgelsen er foretaget af Deloittes analytikere blandt mere end 14.000 europæere, heriblandt 760 danskere. 

Se top fem over de populæreste gaver blandt både mænd og kvinder: 

Mænd ønsker sig:


1. Penge
2. Bøger
3. Gavekort
4. Tøj og sko
5. Rejser

Mænd giver:

1. Bøger
2. Gavekort
3. Tøj og sko
4. Kosmetik og parfume
5. Film/dvd


Kvinder ønsker sig:

1. Bøger
2. Gavekort
3. Tøj og sko
4. Billetter til teater, koncerter m.m.
5. Kosmetik og parfume

Kvinder giver:


1. Bøger
2. Tøj og sko
3. Gavekort
4. Kosmetik og parfume
5. Billetter til teater, koncerter m.m.

ANNONCE