Nyhed

U2 topscorer til Grammy-nomineringer

Nomineret i otte kategorier. Jimmy Carter også nomineret.

De nominerede til de amerikanske Grammy-priser er netop blevet offentliggjort, og U2 er blevet de store topscorere. De er nemlig nomineret i otte kategorier, heriblandt eftertragtede priser som bedste album ("All That You Can’t Leave Behind") og bedste sang ("Stuck In A Moment You Can’t Get Out Of").

U2 vandt allerede i 2001 to Grammyer for sangen "Beautiful Day" som henholdsvis årets plade og årets sang. "Beautiful Day" var singleforløberen for "All That You Can’t Leave Behind"-albummet, som imidlertid først udkom efter 30. september 2000, og det er derfor først blevet nomineret i år.


I hælene på U2 kommer det nye R&B/soul-navn India.Arie, som har opnået syv nomineringer, herunder årets album for "Acoustic Soul". Hun får følgeskab af et andet nyt R&B-navn, Alicia Keys, der er nomineret i seks kategorier, heriblandt årets sang for "Fallin’".


Blandt de mere usædvanlige nomineringer finder man ingen ringere end den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter, der er nomineret i kategorien bedste spoken word-album for den seks-dobbelte cd, hvor han læser op af sin selvbiografiske bog "An Hour Before Daylight".

Selve Grammy-uddelingen, der er den 44. i rækken, finder sted 27. februar i Los Angeles.


ANNONCE