Modest Mouse-inteview: En hilsen fra søens folk

Modest Mouse er aktuelle med albummet "We Were Dead Before The Ship Even Sank", som allerede har sendt dem til tops på den amerikanske albumhitliste. GAFFA mødte den sammensatte og intense frontmand Isaac Brock til en samtale om pladen, Seattle og bandets nye medlem – Johnny Marr.

– Jeg er ikke synderlig bekymret over længden af dette interview, siger Isaac Brock, mens han leder efter et videoklip på sin MacBook. Dette sker 40 minutter inde i en samtale, der kommer til at vare yderligere tre kvarter i en suite på det trendy Max Hotel i Seattle, og som allerede har haft et mildest talt underligt forløb. – Har du set traileren til The Shining, hvor den er lavet som komedie? For jeg vil gerne have, at du ser den. Du kommer til at elske det her. Det er ligesom, hvis Gud sked i din hjerne!

Amerikanske Modest Mouse har eksisteret siden 1993, og selvom mange mener, at pladen "The Lonesome Crowded West" fra 1997 er deres mesterværk, kom det kommercielle gennembrud først med singlen "Float On" fra deres forrige album. Siden da er den tidligere The Smiths-guitarist Johnny Marr kommet med i bandet, hvilket højnede forventningerne til bandets seneste album "We Were Dead Before The Ship Even Sank" yderligere. Dette udmøntede sig blandt andet i, at albummet gik direkte ind på førstepladsen på den amerikanske albumhitliste, da det udkom i USA i slutningen af marts.

Småsur i Seattle
Tilbage på hotellet afspiller Brock glædestrålende et klip, hvor Peter Gabriels Salisbury Hill bruges til at få Stanley Kubricks klassiske gyserfilm til at ligne en komedie for hele familien. Dette er et blandt mange øjeblikke, hvor Brock er morsom, underholdende og langt fra den person, der ofte i interview beskrives som en, der hader at give interview. Der er dog undervejs også øjeblikke, hvor den aggressive og utilregnelige Brock viser sig. Som eksempelvis i interviewets første minutter, hvor han harcelerer over en udgave af Seattle Magazine, der handler om økologi og miljøet. På bagsiden af bladet er der en reklame for diamanter, der inspirerer en harm enetale om de menneskelige konsekvenser forbundet med salg af diamanter, og gentagne gange erklærer han, at de største rappere har munden fuld af sort blod. Magasinet får desuden Brock til at tale om sin tidligere hjemby.

– Det er vel omkring otte år siden, jeg flyttede herfra, og jeg flyttede ikke, fordi jeg kunne lide det her. Jeg rejste, fordi byen i bund og grund var blevet moneyfucked. Alt, der var interessant og godt ved byen blev markedsført, og alle de smukke områder blev pludselig smukke områder, hvor man kunne bo. Men egentlig ikke, fordi man fjernede alt det, der var smukt for at bygge huse. Det blev grådigt, grimt og kulturelt ineffektivt, fortæller Brock, der pludseligt skifter gear.

– Men folk her er stadig søde. Jeg er bare på en negativ bølge, fordi jeg brugte i går aftes på at blive skubbet tværs gennem en bar af en fyr. Han er faktisk én, jeg har været venlig overfor, fordi han er en ven af en ven, så jeg føler mig lidt bitter lige nu. Men jeg er glad for, at jeg ikke skubbede igen, for det ville jeg have haft det dårligt med, fortæller Brock, der ellers tidligere har været kendt for ikke at holde tilbage i den slags situationer.

Havet er skønt
Humøret stiger dog, da der ankommer nogle mexicanske øl af mærket Pacifico. De er ikke bare Brocks yndlingsøl, men også inspirationen til sangen af samme navn med hans sideprojekt Ugly Casanova. Brocks problemer med både de våde varer og stærkere sager er gennem årene blevet beskrevet vidt og bredt. Men han insisterer på, at han har lagt stofferne på hylden, og at han kun drikker tre gange om ugen nu. Så med en øl i hånden og i bedre humør prøver han at forklare, hvorfor så mange af hans sange handler om havet.

– Jeg har boet tæt ved havet det meste af mit liv. Jeg har altid klynget mig til kysten, for jeg bliver lidt paranoid, hvis jeg er væk fra havet. Jeg har ikke gæller, og jeg ejer ikke en båd, så jeg ved ikke, hvorfor det er. Så skulle jeg forklare, hvorfor jeg elsker havet, ville det bare være bullshit, for jeg har ikke selv forstået det endnu. Havet er ikke nødvendigvis en ukendt størrelse, men det er vel det sidste magiske, der er tilbage på jorden. Det har nogle af de samme elementer som det ydre rum, men det er mere håndgribeligt, mere tilgængeligt.

Lige såvel som man ikke kommer uden om det nautiske tema, så kommer man heller ikke uden om om Johnny Marrs bidrag til pladen. Den engelske guitarist er bedst kendt for sin tid i The Smiths, men har blandt andet også været med i The The og har indspillet med Talking Heads. Da det sidste år kom frem, at han var blevet fast medlem af Modest Mouse, forårsagede det en vis undren, men samtidig også store forventninger. Så hvorfor lige Johnny Marr?

– Han har en stil, der er smuk og perfekt. Det er en flydende, nærmest væskeagtig stil, som jeg faktisk ikke kan beskrive. Men jeg spiller ikke sådan. Jeg er meget mere kantet og skarp. Så da jeg skulle bruge en guitarist, satte jeg mig ned og tænkte over, hvem jeg gerne ville spille musik med. Jeg kan lide guitarerne på plader med The Cure, The Smiths, The Pixies og Talking Heads, og så tænkte jeg over, hvem der realistisk set kunne have en interesse i at spille med os. David Byrne har sikkert travlt, og han var alligevel ikke mit førstevalg. Det var Johnny. Jeg elsker de ting, han har lavet, men som udgangspunkt giver det ikke ret meget mening, hvilket er et godt sted at starte. Det var ikke oplagt, hvilket jeg synes er en god ting, når det handler om musik. Musik handler om interaktion, og hvis du kun interagerer med folk, der er enige med dig, så bliver det en tynd diskussion.

En stor familie
– Alle i bandet er meget forskellige, har stærke personligheder og kommer fra forskellige steder musikalsk set, hvilket er sundt, forklarer Brock. – Vores trommeslager Jeremiah taler så stille, at man næsten ikke kan høre ham, men han er værd at lytte til. Tom kommer fra bluegrass – hvor passer det ind? Eric er vild med fløjter – han er sgu en hobbit. Faktisk skal han snart på druideskole. Jeg vidste ikke, de fandtes, men det skal han. Det er en vidunderlig samling af særlinge. Og Johnny er blevet en del af det, og så vidt jeg kan forstå, er dette den lykkeligste bandfamilie, han har været i. Fra hvad jeg kan forstå, er Morrissey ikke den mest velfungerende person, men hvem er det? Men det lyder som om, det har handlet mere om en kamp end musik med dem. Jeg er glad for, at Johnny dukkede op på dette tidspunkt i vores karriere, for var han kommet tidligere, kunne det også have været mere kamp end musik. Det tog mig lang tid at slippe tøjlerne og acceptere, hvor fantastiske folk omkring mig er, og hvor godt det er, at vi ikke altid er enige, siger Brock, der nu fremstår en del mere harmonisk, end han har ry for.

Brock gør i det hele taget meget ud af at understrege, at pladen i høj grad er et fælles projekt, der blev indspillet på hans loft, mens det meste af bandet boede i hans hus.

– Det betød, at mens en legede med én akustisk guitar, kunne en anden lave en sandwich, og hørte man pludseligt noget, der fungerede, kunne man samle et instrument op og deltage. Nogle gange ville det være andre, der færdiggjorde et nummer end dem, der startede det, så der var et interessant flow i sangskrivning.

Men hvordan kan man indspille så afslappet, når man skal følge op på en succes?

– Den eneste succes, der er vigtig, kan måles, lige så snart en plade er færdig, når man skal se på, om vi opnåede det, vi ville. Alt efterfølgende handler om andre mennesker. Jeg er selvfølgelig nysgerrig efter at se, om folk fattede den plade, vi brugte så meget energi på. Det betyder noget for mig. Men bedriften er at se, om vi udførte det job, vi ville udføre. Og dér synes jeg, vi lykkedes med 89 procent, fordi selvom der altid er småting, man vil ændre bagefter, så har jeg det rigtig godt med denne plade.