Nyhed

Citybois udgiver ep og holder releasekoncert

Den højt elskede drengeduo er klar med nyt inden jul

Den 21. december udgiver Citybois deres første ep, "What Bois About To". Seks nye, originale numre sammen med de tre kendte hits "Things We Do", "Purple Light" og "Ridin", altså i alt ni numre, ganske meget for en ep.

"Det er en god blanding af os, af noget, der er stilrent, og noget, hvor vi fyrer den af," siger Anthon, den ene halvdel af Citybois.

"Det er fedt, at vi selv er med, så der ikke bare er nogle, der laver sangene til os. Vi har følelsen af, at det var sgu os, der lavede det her. Det gør det også ekstra lollern, når folk synes, det er nice," siger duoens anden halvdel, Thor, med brug af en af gruppens særlige talemåder. 


"Det er både professionelle og grineren drenge og piger, som vi har arbejdet med på denne her", tilføjer Anthon. "Derfor bliver man også mega-stolt af sig selv, når sangskriverne siger: 'Ok, I har fat i noget, drenge', og vil arbejde videre med det. Vi fik endda en besked fra en af dem, hvor der stod: 'Optur, drenge! Jeg elsker jer, Bois!' – så får man bare sådan en – 'Nå, okay!'."

Begge drenges yndlingsnummer på den nye plade er titelnummeret "What Bois About To". "Det nummer har bare den sygeste vibe. Og det har den der UK garage og er lidt Disclousure-agtig," udtaler de i kor.

På udgivelsesdagen mandag den 21. december spiller Anthon og Thor for første gang alle ep'ens nye sange. Det sker i Tivoli og bliver samtidig en mini-smagsprøve på de mange koncerter, som drengene holder i hele landet fra april 2016, hvor de rykker ud sammen med et helt nyt band.


Efter koncerten er drengene klar til autografer, og for de særligt heldige kan der være mulighed for at købe et eksemplar af de i alt 1.000 fysiske limited edition-cd'er, der er lavet som specialudgave af ep'en – med et unikt Citybois-polaroid-billede i hver, det vil sige, at alle 500 billeder er forskellige. I Tivoli sættes 500 til salg, men man kan sikre sig sit eget eksemplar, hvis man er hurtig, på Cityobois' egen shop:www.citybois.sonymusicshop.dk

De to første singler "Things We Do" og "Purple Light" gik begge guld med mere end 3.000.000 streams hver. 

Citybois udtaler, igen med et af deres helt egne udtryk: "Vores fans betyder alt. Vi havde været ingenting uden dem. Hvis folk bliver glade for den her ep, så er det overdrevet pat." 


Varm op med en sang, der ikke er med på ep'en, nemlig duoens julesang med Rasmus Bjerg, "En rigtig drengejul":

ANNONCE