Nyhed

Dream Theater giver også koncert i Jylland

Det progressive metalband holder en siddekoncert i provinsen efter København

I begyndelsen af 2016 udkommer prog-metalgruppen Dream Theaters 13. album, "The Astonishing", og herefter drager kvintetten ud på en speciel turné. Speciel, fordi den helt mod sædvane afvikles foran siddende publikummer i koncertsale hele Europa over. For nylig offentliggjorde gruppen en koncert i DR Koncerthuset den 8. marts, og nu har de tilføjet én i Jylland, nærmere betegnet i Vejle Musikteaters Store Sal 12. marts.

Dream Theater vil her opføre hele "The Astonishing", der bliver udspil nummer tre, efter at bandstifter og trommeslager Mike Portnoy i 2011 forlod gruppen. Han blev dog lynhurtigt erstattet af Mike Mangini.

Af bandets hjemmeside fremgår det, at det kommende album biver endnu et ambitiøst konceptværk, en rockopera i flere akter, med gennemgående karakterer og et til anledningen skabt univers.

Dream Theater blev dannet i 1985 i Boston, hvor de tre Berklee College of Music-studerende John Petrucci, John Myung og Mike Portnoy mødtes om en fælles interesse for den progressive rock i form af navne som Pink Floyd, Yes, Rush med flere.

Siden de tidlige 90'ere har kvintetten gjort sig bemærket i prog-metalgenren, især takket være 1992-værket, "Images and Words". Gennem de seneste to årtier er det blevet til talrige verdensturnéer, hvor Dream Theater har givet flere udsolgte koncerter i Danmark.

Dream Theater besøgte senest Danmark i Falconer Salen i februar 2014, hvor GAFFAs anmelder Keld Broksø dog kun kunne uddele tre stjerner under overskriften "Dream Theaters opvisning var for meget – mand!". Læs hele anmeldelsen her.

BILLETSALGET STARTER: Fredag den 18. december 2015 kl. 10:00


BILLETPRISER: 595,- inkl. gebyr

BILLETSALG: www.vejlemusikteater.dk 

Se musikvideoen til "The Enemy Inside" fra gruppens forrige album, "Dream Theater":

ANNONCE