x

Coldplay modtager sangønsker til kommende turné

Coldplay modtager sangønsker til kommende turné

Coldplay er næsten færdige med at sammensætte den endelige sætliste for deres kommende "A Head Full Of Dreams"-turné, men de lader lidt plads stå åben for ønsker fra publikum. Det afslører Chris Martin i et interview med The Sun (via NME).

Idéen er, at publikum skal kunne ønske en sang, der har en særlig betydning for dem, eller dedikere sangen til en, man har kær. 

"Det, vi vil lave, er ligesom en anmodningsdel. Vi vil bede folk om at give os en begrundelse for, hvorfor de vil have os til at spille den sang, så der er en mening med, at vi spiller den," forklarer Chris Martin og fortsætter:

"Jeg tror, vi laver det ligesom en fotobås, så man går ind og siger 'Jeg hedder Derek, jeg vil gerne have jer til at spille "The Hardest Part"...' Så for eksempel hvis vi skal spille en sang som "Spies" fra "Parachutes", vil det være dejligt at kunne spille den og sige, 'Den her går ud til Helen fra Bolton, fordi den minder hende om hendes far.' Det er et dårligt eksempel og ikke et rigtigt ét."

Men selvom turnéen kommer i forbindelse med det nyeste album, der udkom den 4. december, så har bandet ikke noget imod også at spille gamle sange, forsikrer Chris Martin. 

"Vi kan godt lide at spille rigtig gamle sange. Den her turné vil endelig have en sætliste, som vi har det godt med fra start til slut."

Coldplay har endnu ikke meldt nogen officielle instrukser ud om, hvordan man deltager. Gruppen spiller to koncerter i Parken, København henholdsvis den 5. og 6. juli. Alle billetter er udsolgt undtagen Platin-billetter til koncerten 6. juli, som kan findes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA