Jamie Hewlett står bag design af seks forskellige seksuelle hjælpemidler
I 1999 stod tegneserietegneren Jamie Hewlett sammen med Damon Albarn fra Blur for skabelsen af bandet Gorillaz. Hewlett var på det tidspunkt bedst kendt for tegneserien "Tank Girl", men siden 1999 har han stort set kun arbejdet sammen med Albarn.
Ud over Gorillaz har det også udmøntet sig i teaterforestillingen "Monkey: Journey To The West" som Hewlett har designet kostumer og kulisser til, mens Albarn har stået for musikken.
Men nu lancerer firmaet Jimmyjane et produkt designet af Hewlett, der ikke har helt så meget med musik at gøre.
Baseret på gæster i Londons eksklusive VIP-klub Kabaret's Prophecy, hvor Hewlett har designet indretningen, har Hewlett hentet inspiration til designet af seks karakterer, der med forskellige karakteristika bruges som dekoration af en serie af vibratorer, der udsendes i begrænset oplag.
Hewlett står bag karaktererne Omaha Hi-Lo, The Profit, Majr Maja Flink, Dick Ward, Vanity Unit (billedet) og The Honorable Van Sackful Symthe, der hver især pryder en vibrator, der fabrikeres i 1500 eksemplarer.
Serien hedder Ultimate Member Limited, og kan købes på Jimmyjane.com.