x

Lukas Graham: Jeg er skræmt over tonen fra de danske politikere

Lukas Graham: Jeg er skræmt over tonen fra de danske politikere

De helt store vindere af GAFFA-Prisen i december 2015 var Lukas Graham, der vandt priserne Årets Danske Album ("Lukas Graham (Blue Album)"), Årets Danske Popudgivelse, Årets Danske Band og Årets Danske Hit ("7 Years"). Umiddelbart efter sejren talte vi med forsanger Lukas Forchhammer, og det blev til følgende samtale, hvor Forchhammer blandt andet langede ud efter de danske politikere og medier.

I har vundet fire priser, hvad vil du sige til lytterne, som har stemt på jer?

– Mange tak, det er overvældende at få så mange priser, i et felt bestående af de stærkeste artister i Danmark, og så er det helt særligt, at det er læserne, publikum, og ikke en jury, der har stemt på os. Tusind tak skal I have, vi er meget glade.

I har altid udstrålet enorm selvtillid. Det er gået jer bedre end, skal vi sige Nicklas Bendtner, der heller ikke har sat sit lys under en skæppe. Hvordan er det at se sine forudsigelser gå i opfyldelse?

– Det giver os et meget lille rum at fejre på, siden vi fra starten sagde, at vi ville overtage verden, også USA. Når vi så vinder tre DMA-priser og fire her i dag, er der kun en vis del begejstring, man kan vise, for vi er jo overbeviste om, hvad vi kan. For os er det kampen, det at vinde et publikum, der tæller. På fire år er der kun en gang, vi ikke har vundet et publikum, det var til en Halloween-fest for 800 mennesker i Tyskland. Det er den eneste gang, det er sket, om det så har været store shows, små klubber, på Christiania, på papkasser, så har vi vundet. Derfor kan det være lidt svært til awards shows, vi har jo ikke vundet publikum på dagen.

Hvad betyder det for dig at få succes på det her plan med ekstremt selvbiografiske og dybtfølte tekster, en slags uforfalsket hjerteblod?

– Jeg synes, at i stedet for, at det gør mig sårbar at dele mine oplevelser, at jeg deler mit liv, at jeg deler mine følelser, synes jeg nærmere det gør mig stærk. Der er jo ikke noget at komme efter, folk ved jo godt det hele. Folk ved godt, jeg ryger tjald, at nogle af mine venner er kriminelle, at jeg nogle gange drikker for mange bajere, de ved, min far er død, de ved, jeg er opvokset på Christiania. Jeg har ikke noget at skjule.

Får I reaktioner på et plan, hvor folk tager sangene til sig til begravelser og andre store begivenheder i deres liv, de helt store følelser?

– Det er en side af succesen. Der er folk, der føler at 7 Years er skrevet specifikt til dem. Og det, som jeg har omkring 7 Years, er måske noget helt andet, end du tænker, når du hører den, eller hvad Mark, Magnus og alle lytterne hører og tænker.

Det har været et godt år for jer. Men hvad med skyggesiderne i 2015? En rockkoncert endte blandt andet med dødelig udgang i Paris i november?

– Når vi bruger så lang tid uden for landet, specielt i USA, bliver jeg utrolig ramt og skræmt over den tone, danske politikere og danske medier bruger, når jeg kommer hjem, og sådan har det jo været, siden Dansk Folkeparti kom i Folketinget. De har fået lov til at ændre sprogbrugen omkring, hvad der er okay at sige om minoriteter. Når man begynder at brænde asylcentre ned og spytte på flygtninge, når de går på motorvejen, så er vi nået til et menneskesyn, der gør, at jeg mener, at vi som samfund skal revidere, hvordan det er, vi anskuer andre, og hvilken pris vi sætter på hvilke typer mennesker.

– Kig på os i bandet og vores værdier. Vi har jo ikke ændret os, siden vi var små børn, men i danskernes øjne er vi pludselig rigtigt meget værd, på grænsen til nationalklenodier. Men hvad er det, der gør, at vores fire liv er så meget mere værd, at vi skal fejres og hyldes og have priser, hvor Akhmed og Ali skal spyttes på, på motorvejen og får at vide, at de ikke er gode nok til at komme ind her. Der er ikke en af os fire, der har en rigtig uddannelse, hvor jeg ved, at mange af de syriske flygtninge har doktorgrader i det ene og det andet.

– Men det er jo, fordi folk er bange, der er ingen, der er onde for at være onde, alle mennesker agerer ud fra det synspunkt, at de er gode. En racist er jo ikke en ond person i egen optik, men er sikker på, at han/hun siger det rigtige. Men det her må du meget gerne citere mig for: Hvis folk er i tvivl om, hvad de flygter fra i Mellemøsten, så kig på, hvad der skete i Paris. Det er Syrien light. Nu ruller de 20 mand ind i landsby, og så begynder de bare at halshugge folk, der ikke går med burka. Hvis vi skal sige, at de mennesker, der myrdede i Paris repræsenterer islam, så repræsenterer Anders Breivik hele den vestlige verden.

Hvad er den gyldne masterplan for 2016?

– Vi skal formentlig lægge USA ned. Og så skal ud at lege lidt: Australien, Sydamerika, Japan. Der er mange lande, der er begyndt at spille vores musik.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA