Nyhed

Gutter Island præsenter årets første navne

Garagerockfestivalen har løftet sløret for de første tre internationale navne til årets festival

Hvert andet år bliver Masnedøfortet ved Vordingborg forvandlet til en sand rendestensfestival, når Gutter Island Garagerock Festival gør sit indtog. Festivalen løber i år af stablen fra den 18.-20. august, hvor der præsenteres garagerock i alle afskygninger. Nu har festivalen offentliggjort årets første navne – alle tre fra det store udland. Det drejer sig om The Ringo Jets, Hard Action og Atomic Suplex.

Tyrkiske The Ringo Jets (billedet) blev introduceret til det brede Gutter Island-publikum, da de sidste år optrådte på søsterfestivalen Gutter City Festival. Førhen var de aldeles ukendte for størstedelen, men de leverede angiveligt en svært forglemmelig optræden. Trioen fra Istanbul kombinerer alt fra 60'erne og 70'ernes garage og punk til moderne psych og stoner.

Fra vores nordiske venner i Finland kommer Hard Action. Bandet blev dannet tilbage i 2014, men har allerede udgivet et album. De fire fyre spiller solid rock'n'roll med elementer af hardrock, og de har uden tvivl lyttet rigeligt til en vis Lemmy og Motörhead.


Atomic Suplex kommer til Vordingborg direkte fra Londons undergrund, hvor de har opbygget et ry som et af tidens vildeste navne. Time Out Magazine har skrevet følgende om Atomic Suplex: "This is probably what Bill Haley sounds like if you have the worst tinnitus in the world." Kvartetten leverer en omgang aggressiv garage-punk tilsat et skud rock'n'roll, der garanteret vil sætte gang i publikum.

Billetsalget til Gutter Island går i rygende hast og festivalen meddeler, at halvdelen af billetterne til årets festival allerede er solgt. Billetter til festivalen kan købes via Billetten her.

Lyt til Atomic Suplex' hårdtslående "Set It On Fire" her:

ANNONCE