Nyhed

Hør Rihannas nye single med Drake

Den Smukfest-aktuelle sangerinde er klar med endnu en forløber til albummet Anti

Rygterne om, at Rihannas nye album "Anti" udkommer meget snart, raser på nettet i disse dage. Stjernens helt nye single "Work", indspillet med Drake, er endnu en forsmag på hendes nye album, mange venter på. Hør sangen nedenfor. Nummeret er dog kun udgivet på Tidal, så hvis du ikke har abonnement, må du nøjes med 30 sekunder.

De succesfulde singler "FourFiveSeconds", "Bitch Better Have My Money," og "American Oxygen" er i løbet af året 2015 udkommet som små smagsprøver på Rihannas endnu ikke udgivne album "Anti". "Work" er produceret af Boi-1da, Vinylz og SEVN Thomas og er indspillet i et samarbejde mellem Rihanna og Drake. Sangen er nu den fjerde og formodentlig sidste single, vi hører fra sangerinden, inden vi efter lang ventetid kan lægge øre til hendes nye album, der kommer til at indeholde alle de førnævnte sange.

Rihanna har fornylig tweetet et billede af sig selv iklædt et diadem og høretelefoner i skinnende guld. Nedenfor har hun skrevet "lytter til Anti," hvilket godt kunne indikere, at albummet nu er klar til udgivelse. Rihanna har dog ikke sagt præcis, hvornår "Anti" udkommer, og om det overhovedet er færdigt. Hendes "Anti"-turné begynder dog i San Diego, Californien 26. februar, så man må formode, at albummet er ude inden da.


Rihannas "Anti"-turné bringer hende til Refshaleøen i København 7. juli, og en lille måned senere kan hun opleves på Smukfest.

Hør "Work" her

ANNONCE