Interview med et af reggaemusikkens mest spændende og kontroversielle navne, der for nylig gæstede København
Billederne i galleriet stammer fra koncerten på The Rock 12. juni
Tirsdag den 12. juni gæstede en af reggaemusikkens mest spændende navne København, hvor han i et overophedet The Rock gav en af årets bedste koncerter i Danmark. GAFFAs udsendte fik et eksklusivt interview med manden, der ellers kun meget sjældent lader sig interviewe. Denne gang var det ekstra svært, eftersom koncerten i dagene op til var tæt på at blive aflyst.
Født Miguel Collins den 17. april 1976 i August Town på Jamaica er Sizzla ”Kalonji” vokset op i et stærkt Rasta-miljø, der i den grad har kendetegnet hans musikalske udtryk siden han i 1995 – i en alder af kun 19 år – udsendte debutalbummet ”Burning Up” på RAS Records.
Netop Rasta-doktrinens syn på homoseksualitet har de seneste år betydet, at en lang række af de største navne inden for musikken er blevet mødt med demonstrationer fra den internationale organisation for bøsser og lesbiske, Outrage!, der opfordrede til at boykotte deres koncerter.
Det har betydet, at flere har været tvunget til at aflyse deres ellers planlagte koncerter i Europa og USA, heriblandt Sizzla, der på grund af hans tekster mod bøsser og lesbiske kun sjældent har optrådt i Europa siden 2003.
Sidste år oplevede The Rock en massiv mediebevågenhed, da en anden kendt reggaesanger, Buju Banton stod på scenen, og for blot nogle få uger siden gik det ud over den jamaicanske D.J. Elephant Man, der blev mødt med de samme demonstrationer af mennesker fra det homoseksuelle miljø i Danmark. Samme skæbne så derfor ud til at ville overgå Sizzla, men et par dage før koncerten lykkedes det at indgå en aftale med Outrage!, hvor Sizzla accepterede at han ikke ville optræde med sine homofobiske numre på sin Europa-turné.
Låg på ytringsfriheden
Før interviewet skulle finde sted, fik GAFFAs udsendte læst og påskrevet, at interviewet ikke måtte dreje sig om Sizzlas forhold til homoseksuelle, men alene skulle omhandle hans musik. Hvis denne klare og enkle regel blev brudt, ville interviewet prompte blive stoppet. Ordene kom fra den to meter høje og næsten lige så brede producer og tour manager Philip ”Fatis” Burrell, der afleverede beskeden med en sådan tyngde, at budskabet slet ikke var til at tage fejl af.
Alligevel tog Sizzla indirekte bladet fra munden, da han blev spurgt om årsagen til hans hyppige udgivelsesfrekvens, der tæller mere end 45 album på blot 12 år.
– Jeg laver musik for folket, indledte han overraskende roligt set i lyset af, at han kun 10 minutter forinden havde afgivet et imponerende to timers sæt, der havde fået The Rock til at koge over.
– De mange album giver mig mad på bordet og giver mig samtidig mulighed for at sprede budskabet om fred og kærlighed. Jeg er ikke bange for at blive overproduktiv, fordi jeg udgiver min musik, når jeg føler, jeg har noget at dele. Det her handler ikke om at sælge mange plader eller vinde store priser. Min musik er af folket, til folket og for folket. Jeg synger om det, som Jah (Rastafari-religionens Gud, red.) lægger på mig og om det, som folk vil høre. Jeg udtaler mig om det, der ligger mig på sinde, og som jeg synes, jeg har ret til. Selvom det kan være kontroversielt for nogle, fortæller en tydelig tændt Sizzla.
Praise Ye Jah
Sizzlas egentlige gennembrud kom i 1997, hvor han som et led i samarbejdet med den kendte producer Philip ”Fatis” Burrell, udsendte det kritikerroste album "Praise Ye Jah" på Xterminator Records, der ud over Sizzla også havde så kendte navne som Mikey General og Luciano i sin stald. Året efter udsendte han det eminente "Black Woman & Child" på Greensleeves Records, der fuldt fortjent gav ham titlen som årets reggaenavn ved de kendte MOBO Awards i London, og som flere internationale musikmagasiner kårede til en af de 100 bedste udgivelser dette år. Selv nævner Sizzla begge albums som sine absolutte favoritter.
– "Black Woman & Child" var et fantastisk album, der udkom på et tidspunkt, hvor der var mange spændinger rundt omkring i verden, og hvor der skete en masse ting på Jamaica. Mange sorte var undertrykte, og reggaemusikken savnede en som Bob Marley, der kunne tale deres sag. Albummet fangede den nerve og jeg ser albummet som ”folkets råb”, fortæller Sizzla.
Med lige så mange albums bag sig, som de fleste når at udgive numre på et helt liv, har Sizzla arbejdet med stort set alle, der kan samarbejdes med inden for reggae- og dancehall-branchen. Producere som King Jammys, Bobby Digital, Don Corleone og Byron Murray for blot at nævne nogle få, men selv peger Sizzla på samarbejdet med Philip ”Fatis” Burrell som noget særligt.
– Philip var der, da jeg startede ud i musikbranchen, og han tog sig af mig som en mentor. Jeg har stor respekt for ham, fordi han altid har været der for mig og troede på mig. Nu er han med på min turné, og det er dejligt, for så længe koncerten er i gang, er vi alle ét – publikum og jeg – men når koncerten er ovre, er han med til at sørge for den nødvendige adskillelse mellem publikum og bandet. Jeg har respekt for alle de folk, jeg har arbejdet sammen med, fordi vi sammen har udviklet noget kreativt, og de betyder alle lige meget for mig.
I Space = My Space
I december måned sidste år indgik Sizzla et spændende samarbejdet med hiphop-mogulen Damon Dash og hans Music Group, der senest har resulteret i albummet ”Overstanding”, der herhjemme er udsendt på Universal Music. Albummet ligger i grænselandet mellem dancehall og hiphop og er af mange blevet kritiseret for at være for ”amerikansk” i sit musikudtryk med for stor fokus på det amerikanske mainstream-marked og har derfor ikke holdt de ellers forudsete salgstal i Europa.
Men nu er der godt nyt på vej til Sizzlas mange europæiske fans, idet han på det helt nye album "I Space" på Greensleeves Records er vendt tilbage til den roots-stil, der kendetegnede solide albums som "Praise Ye Jah", "Black Woman & Child" og "Da Real Thing". Albummets er måske et af hans bedste i nyere tid og er produceret af en af reggaemusikkens nye producere, Byron Murray.
– Musikken har forandret sig meget siden 1970’erne og 1980’erne, hvor det tog længere tid at lave et album, fordi det involverede studietid, musikere, lydfolk og producere. I dag kan én mand næsten lave det hele, og det betyder, at det er blevet nemmere at indspille musik. Alligevel er der en sammenligning mellem de gamle ol’ skool-producere som Jammys og Digital B og så den nye generation af producere, for selv om det er blevet lettere at indspille musik, så er det ikke nødvendigvis blevet nemmere at være producer. "I Space" er ligesom mine andre album blevet til ved, at jeg lytter til folks ønsker. Nogle gange spørger folk, om ikke jeg kan lave noget med en ”roots flavour”, og andre gange vil man have en mere hård sound, som kendetegner de dancehall-udgivelser, jeg har lavet. Så når alt kommer til alt, så er det folks ønsker. "I Space" har været et par år undervejs, fordi jeg bevidst har villet samle en række hardcore-roots-ting.
Alsidigheden rykker
Sizzla tilhører den ortodokse Rasta-doktrin kaldet Bobo Ashanti, der aggressivt og åbent fordømmer slaveri, umenneskelige gerninger og vestlig undertrykkelse. Hans budskaber er positive, og han er med årene blevet et vigtigt talerør for unge sorte mænd og kvinder. Sizzla har altid været omgivet af en del mystik, idet han sjældent giver interviews og ikke så ofte turnerer. Ikke desto mindre er han uden sidestykke den mest populære singjay-sanger inden for den bevidste roots-reggae, men alsidig, som han er, er han mindst lige så populær inden for den mere pågående dancehall. Sizzla har nemlig en sjælden evne til at fusionere en indfølende sangstil med enkle rytmer, der rangerer fra hardcore ”over-the-edge” dancehall til stille roots reggaerytmer, men magter lige så ofte også den mere kommercielle r&b og de solide soularrangementer, hvilket på fornemste vis kommer til udtryk på det af Don Corleone-producerede "Soul Deep" fra 2005.
– Det er kommet naturligt for mig gennem årene, fortæller Sizzla og fortsætter: – Jeg har optrådt på mange lokale jamaicanske sound systems som Caveman og Firehouse, og dér lærer du at improvisere og finde det flow, der passer til rytmerne. Ofte er der mange tekniske vanskeligheder forbundet med at afvikle et sound system på Jamaica, så det er en styrke at kunne synge, hvis strømmen til pladespillerne skulle gå, griner en oplagt Sizzla.
– På Jamaica lytter folk til calypso, reggae, dancehall, r&b, hiphop og soul, og det er de samme folk, der kommer til koncerterne, og når de lokale sound system spiller. Når jeg så står på scenen, er det min pligt at underholde publikum og give dem det, de vil have. Der er aftener, hvor folk vil have roots og aftener, hvor folk vil have dancehall, afslutter den turbanklædte Sizzla, inden han haster ud i den ventende bus, der de næste par måneder bringer ham på en tur Europa rundt.
