Den populære sanger skal gøre Naturvidenskab spændende hele næste uge på P3
Selvom Johan Olsen optræder i Smagsdommerne, sammen med Torben Steno og som klummeskribent, er han nu nok stadig bedst kendt som frontfiguren i Magtens Korridorer.
Men den aktive musiker og debatør arbejder faktisk til daglig på Københavns Universitet som forsker og underviser på Institut for Molekylær Biologi og Fysiologi, og det er den stilling, der har skaffet ham et job på P3 i næste uge.
Her skal han nemlig i følge avisen 24timer hver dag mellem 10 og 14 fortælle og underholde om Naturvidenskab i programmet "Sommerskolen".
Udover anekdoter om molekyler og proteiner vil der i programmet også være en naturfagsquiz, hvor lytterne kan vinde billetter til Årets Roskilde Festival.
"Sommerskolen" med Johan Olsen har premiere på P3 mandag klokken 10:00, hvor man kan håbe på, at Olsen selv får lov til at vælge pladerne, så ungdommen også kan lære lidt om fed rock.