x

Gnaouamusikkens gale mand rammer Danmark

Gnaouamusikkens gale mand rammer Danmark

Man ved bare aldrig med Omar Hayat. Det kan både blive en dreng og en pige. Men det bliver ikke kedeligt, der er helt sikkert.

Maâlem Omar Hayat, som den midaldrende musiker fra Essaouira i Marokko tituleres som på plakaten, er selvfølgelig Maâlem- eller mestertitlen værdig. Ingen tvivl om det. Og det kan blive en uforglemmelig oplevelse for de mange, der ser gnaoua for første gang. Omar Hayat egner sig simpelthen som en første introduktion til den gamle afrikanske trancemusik. Hans fortid i et tysk cirkus og nutid som populær underholder på den marokkanske kystbys turistfælder, er historien om en mand, som for længst har lært, hvordan et midaldrende charterselskab, der lige er stået af bussen fra Marrakesh eller Agadir, skal underholdes. Hans gruppe egner sig simpelthen perfekt til lige den disciplin.

Opdrager og uddanner

Omar Hayat hedder egentlig ikke Hayat. Kunstnernavnet betyder liv på arabisk, mens det virkelige navn er Omar Laasiri. Han er ud af berberfamilie, men voksede op i det kvarter i den gamle medina i Essaouira, hvor de mørklødede gnaouaer holdt til. Og specielt familien Gania påvirkede Omar fra barnsben. Faren i den familie hed Boubker, mens moren hed Aicha Qabrane og var en kendt og dybt respekteret healer og heks. Hun kunne om nogen hidkalde og arbejde med de syv åndefamilier, som hele gnaouakulturens ritualer og musik er bygget op omkring.

Omar var jævnaldrende med Abdelah Gania (1956-2013), og begyndte snart at lære sig dansene og det rytmiske spil på jernkastagnetterne, kaldet crotales eller qaraqab. Abdelahs storebror Mahmoud Gania (1950-2015) var allerede på vej ud over isen som den store mester in spe, og Omars ven blev snart unge Abdeslam Alikane, berber som ham selv og altså ikke ægte født gnaoua. Sammen ville de gøre alt, lære at spille gnaouamusik, samt træne flittigt i bokseklubben.

Omar og Abdelah ville sammen med den yngste Gania-bror, Mokhtar, blive mestre indenfor de meget atletiske danse, der bliver kaldt kouyou. Dertil kom en af sønnerne fra byens anden vigtige gnaouafamilie, familien Soudani. Denne hed Abdelaziz, men blev aldrig kaldt andet end Azuz.

Omar havde et vældigt humør og har alle dage været skrap til at finde jobs. Da hans bedste ven, Abdeslam Allikane, var med til at starte den nu berømte festival for gnaouamusik i hjembyen, var vejen banet for denne, samt for alle vennerne. I et land, hvor nepotisme mere er reglen end undtagelsen, har Omar, Abdeslam og en række andre, konsekvent været at finde på plakaten til de fedeste job på de store scener. Hvert år. Og det giver erfaring, ligesom de seneste mange års transmissioner direkte på marokkansk tv og det franske TV5.

Men Omar Hayat har også været meget bevidst om at opdrage og uddanne de unge. Blandt de "ægte" gnaouaer er der stort mandefald og problemer med disciplinen. Her har kammeraterne Hayat og Allikane fået ry for at køre en disciplineret butik, hvor musikerne ofte er purunge, men lever sundt og holder sig i form. Noget der gør, at deres danseshow som regel er af ypperligste klasse.

Ingen mystiker

Nu er gnaoua for rigtigt mange fans et spørgsmål om terapi. Og her kommer gnaouaer som Omar Hayat ofte til kort.

På rejser til helligdomme for sufimestre, finder man aldrig scenens populære mester. Til de timelange trancenætter på steder, hvor der kun er marokkanere. Omars arbejde er fortrinsvis med turisterne.

Tag på rejse til Essaouira og tjek ind på restauranter som Dar Loubane eller Riad Al Madina og du finder måske Omar. Så kommer der gang i den, og de unge kouyou-drenge danser gemytligt med turisterne, som får lov til at tage gnaouahatten på og blive fotograferet. Det er ofte forstemmende at se på.

Jeg håber ikke at det er den side af fænomenet Omar Hayat, vi kommer til at se i København. For vi møder ham over to nætter, først i Nikolaj Kirke fredag med den amerikanske DJ Rupture og dagen efter på Global, hvor vi kommer til at opleve en stærkt forkortet udgave af den berømte trancenat.

Mit gæt er her, at vi får en masse flot dans, samt en hurtig tur gennem de vigtigste sange fra hver gruppe af ånder.

Mon ikke at det bliver godt? Jeg tror det. Så kan den interesserede altid siden tage ned til Marokko og opsøge de mestre og steder, hvor den ægte trance dyrkes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA